Af Sasja Emilie Mathiasen Stopa
“Vi har bygget et samfund på tillid. Med pligter. Og rettigheder. I den orden.” Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen i sin tale ved Folketingets åbning den 1. oktober i år. I mit postdoc-projekt, der er en del af det kollektive FKK-projekt ”Lutherdom og dansk samfundsudvikling”, har jeg undersøgt de tidlige faser af den byggeproces, der førte til, at Danmark i dag er karakteriseret ved en bemærkelsesværdig tillidskultur med høje niveauer af både social og institutionel tillid. Hvor Frederiksen sandsynligvis – og med hende en række velfærdsforskere – ville pege på den socialdemokratiske bevægelse som bygmester i processen, har jeg i stedet undersøgt tillidskulturens mulige rødder i den lutherske teologi, som afgørende prægede det danske samfund fra reformationen og frem. I denne artikel giver jeg et kort oprids af min forskning med udgangspunkt i, hvordan den lutherske forståelse af hierarkiske sociale relationer, der spejler gudsforholdet og dermed opfattes som gensidigt forpligtende tillidsforhold, kan have fungeret som hovedhjørnesten i opførelsen af den danske tillidskultur længe inden den sekulære socialdemokratiske velfærdsdrøm vandt indpas.
Mette Frederiksens udtalelse cementerer den udbredte forestilling om Danmark som et tillidssamfund og danskerne som et pligtopfyldende folkefærd af verdensmestre – i tillid. Flere forskere, herunder professor i statskundskab på Aarhus Universitet Gert Tinggaard Svendsen, har peget på det høje niveau af social og institutionel tillid i Danmark som den fertile jordbund, der gøder velfærdsstaten. Tillid giver grobund for en stærk økonomi karakteriseret ved et lavt niveau af korruption og et minimum af bureaukrati og nærer den sociale sammenhængskraft med lykke og tilværelsestilfredshed til følge.
Tillid betaler sig altså både samfundsøkonomisk og parcelhus-eksistentielt, og derfor har det høje niveau heraf i Danmark tiltrukket sig stor international opmærksomhed. I Political order and political decay fra 2012 fremhæver den toneangivende amerikanske politolog Francis Fukuyama med metaforen ’getting to Denmark’ den liberaldemokratiske nordiske velfærdsstat som eksempel til efterfølgelse og peger på netop tillidens betydning for etablering og opretholdelse af levedygtige samfund. Fukuyama, som senest besøgte Aarhus Universitet i forbindelse med Match Point-konferencen om reformationen i 2017, melder sig dermed i koret af førende samfundsforskere, der besynger styrkelsen af social og institutionel tillid som afgørende for ’at få demokratier til at fungere’, sådan som en anden fremtrædende politolog, Robert D. Putnam, udtrykker det.
I sin åbningstale advarer Frederiksen dog om, at den danske tillid er truet. Påstanden bakkes op af en række meningsdannere og forskere samt af en ny undersøgelse, der afslører et bemærkelsesværdigt fald i, hvor mange danskere, der har tillid til politikerne, fra 70 % i 2007 til kun 29 % i 2019. Denne svækkelse af tillid er dels en reaktion på en række offentlige skandaler, der har ramt grundlæggende samfundsinstitutioner som SKAT, Danske Bank og, senest, Socialstyrelsen i den såkaldte ’Britta-sag’, hvor den betroede person, der skulle have uddelt statens gavmilde velfærdsmidler, i stedet forsødede sit eget liv med 117 millioner. Styrelsen lykkedes nogenlunde med at redde sin troværdighed ved at caste Britta Nielsen i rollen som enestående broddent kar. I retssagen mod Nielsen hævdede hendes kolleger, at de ikke opdagede svindlen, fordi de bare gjorde ’hvad de fik besked på’ og i øvrigt havde tillid til hinanden og blev udvist en uhørt grad af tiltro fra systemets side. Svindelen afslører dermed skrøbeligheden ved den danske tillidsmodel, men får ikke nødvendigvis vores grundlæggende tro på statens troværdighed til at vakle.
Dels er svækkelsen af tillid en udløber af en generel tillidskrise, der præger den vestlige verden. Faldende tiltro til politikere og demokratiske institutioner går hånd i hånd med ideologisk polarisering, lav valgdeltagelse, fremkomsten af autoritære ledere og populisme samt det, der er blevet beskrevet som proteststemmer i forbindelse med for eksempel Brexit og valget af præsident Trump i 2016. Tilliden til medierne falder, og fake news spreder mistillid. På globalt plan sætter klimakrisen spørgsmålstegn ved vores grundlæggende tro på fremtiden, og den såkaldte ’post-truth’-kultur, der ikke mindst knytter sig til benægtelse af klimaforandringer, næres ved manglende tillid til videnskabelige og politiske autoriteter.
På baggrund af den omfattende krise lover Frederiksen i sin tale at ville arbejde for at genskabe tilliden, der er afgørende for den sociale kontrakt, som gensidigt forpligter danskerne som borgere i velfærdsstaten. Frederiksens løfte er symptomatisk for den tillidsbesættelse, der ifølge den tyske historiker Ute Frevert præger moderne vestlige samfund, og som kommer til udtryk ved, at politikere og meningsdannere hylder tillid tilsyneladende uden en dybere forståelse af, hvad begrebet indebærer.
Som nævnt beskriver politologer som Fukuyama og Putnam tillid som social kapital; som det råstof et samfund næres ved. Forskere fra andre fagområder som for eksempel socialpsykologien forklarer tillid som en følelse eller som et grundlæggende menneskeligt instinkt bedst eksemplificeret ved spædbarnets hengivelse til dets forældre. K.E. Løgstrup kaldte tillid en spontan livsytring, der sætter sig igennem som en skabelsesgiven urkraft på tværs af menneskets forhærdelse og selvindbildning. I modsætning hertil hævder nogle filosoffer, at tilliden er en moralsk indstilling, der kan opøves. Og så er der biologerne, der først og fremmest beskriver tillid som en bølge af hormonet oxytocin, der skylder ind over den lykkelige hjerne og knytter bånd mellem mennesker. Overordnet set betragtes tillid dels som noget umiddelbart og spontant; en medfødt tilbøjelighed; noget vi ikke kan lade være med at vise, og dels som noget tillært og beregnet, der afhænger af tillidsobjektets troværdighed, og som en kultur kan fremme eller fordærve.
Tillid kan altså forklares som en medfødt tilbøjelighed eller evne, der kommer til udtryk i følelse og handling, og som får sin særlige prægning inden for specifikke kulturer og kan fremmes af bestemte kulturbårne sociale forestillinger. Derfor kræver de fornuftige bud på, hvordan den danske tillidskultur kan genskabes og vedligeholdes, som Frederiksen efterspørger, en dybere indsigt i, hvilke sociale forestillinger denne kultur har som sit grundlag.
Fra og med reformationen i 1536 udviklede kongeriget Danmark-Norge sig til en monokonfessionel luthersk stat karakteriseret ved en nær sammenknytning, hvis ikke ligefrem sammensmeltning, mellem stat og kirke, der begge havde kongen som overhoved. Indtil langt ind i det 20. århundrede var det danske samfund karakteriseret ved et overlap mellem national og konfessionel identitet, og danskernes sociale forestillinger blev præget af den lutherske teologi, som blev formidlet i kirken, i skolen og i hjemmet og derigennem påvirkede danskernes syn på blandt andet deres medborgere, samfundsinstitutioner og statslige autoriteter. Overlappet understreger den etniske og kulturelle homogenitet, som karakteriserer det danske samfund, og som er en afgørende faktor i udviklingen af tillidskultur. Eftersom den lutherske teologi udgør et nøgleelement ved denne kulturelle homogenitet har jeg i min forskning undersøgt lutherske sociale tillidsforestillinger som en medbestemmende faktor i denne udvikling.
Luthers reformatoriske teologi kredser om den grundlæggende indsigt, at menneskets gudsforhold baserer sig på ubetinget, gensidig tillid og netop ikke er en beregnende quid pro quo-relation, der næres ved mistillid. Luther udfolder i sin teologiske antropologi mennesket som et relationelt væsen, der modtager sin eksistens uden for sig selv i relation til Gud og næsten. Grundlaget for denne eksistens er den vertikale relation til Gud, som genoprettes i retfærdiggørelsen, en proces der baserer sig på tro forstået som gave bestående af ubetinget tillid til Gud. Gennem hele sit værk beskriver Luther tro som tillid (fiducia, Zuversicht, Vertrauen) og retter en skarp kritik af de såkaldt gerningsretfærdige, fordi de sætter deres lid til egne evner og gør gode gerninger for selv at genetablere forholdet til Gud. Sande kristne anerkender derimod deres fuldstændige passivitet i forhold til Gud og hengiver sig til ham i lydig tillid.
I et af sine hovedværker, De libertate Christiana, udfolder Luther retfærdiggørelsen som en proces, hvor Gud og menneske anerkender hinanden som troværdige og dermed i stand til at indgå i trosforholdet forstået som en gensidige tillidsrelation. Først bekender mennesket sin tillid til Gud: “Når sjælen har fast tillid til Guds løfter, anser den ham for at være troværdig og retfærdig. Intet mere fornemt end det kan tilskrives Gud. Den allerhøjeste tilbedelse af Gud er dette, at vi tilkender ham troværdighed, retfærdighed og hvad der ellers skal tilskrives til én, som man har tillid til” (WA 7, 54,1-4). Af denne tillid udleder Gud, at den troende er retfærdig og troværdig og dermed værdig til Guds tillid: “Og når Gud ser, at vi anser ham for at være troværdig og ved vores hjertes tro viser ham den store ære, som vi skylder ham, gør han os den store ære at anse os for at være troværdige og retfærdige for vores tros skyld” (WA 7, 54,21-23).
Gudsforholdet er altså for Luther baseret på gensidig tillid. Som syndere er mennesket dog langtfra tillidsvækkende og kan derfor udelukkende indgå i dette forhold til Gud ved at blive delagtig i Kristus og hans tillidsfulde lydighed. Gudsforholdets gensidige tillid ophæver ikke, men bekræfter snarere den grundlæggende asymmetri mellem Gud og menneske, for hvor menneskets tillidserklæring er en afmagtsbekendelse, der forpligter til hengivelse og lydighed, formidler Guds tillidserklæring et løfte om hans frelsergerning.
Luther forstår den retfærdiggørende relation til Gud som forudsætning for frugtbare og stabile sociale relationer. Straf og belønning er nødvendige instrumenter til at opretholde orden i en verden af selvcentrerede syndere, men samfundsmæssig vækst og velfærd afhænger af, at der eksisterer stabile sociale relationer karakteriseret ved gensidig tillid og forpligtelse, og de opstår ud af gudsforholdet. Derudover understreger Luther, at den kristne selv er autoriseret til at opretholde sit forhold til Gud uafhængigt af kirkelige autoriteter som deltager i det almindelige præstedømme.
Forståelsen af gudsforholdet som en gensidig tillidsrelation former Luthers forståelse af de hierarkiske sociale relationer, der understøtter de tre gudgivne stænder; kirken, husholdningen og staten. Disse relationer forpligter autoriteter og undersåtter til gensidigt at elske hinanden ved henholdsvis at udvide tillidsfuld omsorg og lydighed. Kristne skal lydigt stole på deres autoriteter, hvad enten det drejer sig om fyrsten, husfaderen eller –moderen, de gejstlige osv., fordi de handler som Guds repræsentanter på jorden og bærer hans masker (larvae Dei). Men Luther afviser enhver forestilling om blind lydighed og understreger, at hverken Gud eller jordiske autoriteter ønsker, at man adlyder dem af frygt for straf eller håb om belønning. I stedet forstår Luther lydigheden som en tillidserklæring, der gives med baggrund i Guds troværdighed, som autoriteterne i kraft af deres guddommeligt indstiftede embeder deltager i. Desuden understreger Luther nødvendigheden af, at autoriteter har tillid til deres undersåtter. I sit skrift om den verdslige øvrighed, Von weltlicher Oberkeit, wie weit man ihr Gehorsam schuldig sei, fra 1523, spørger Luther således: “Hvis man ikke har tillid til nogen, hvordan skal man så regere land og folk?” (WA 11, 275,24-25).
Som det fremgår, har Luthers nytolkning af menneskets gudsforhold afgørende konsekvenser for hans forståelse af sociale relationer, der udspiller sig i verdslige hierarkier. I sig selv er mennesket en utroværdig synder, men i kraft af sit trosforhold til Gud bliver han eller hun et troværdigt individ, der kan forpligte sig i sociale hierarkier karakteriseret ved gensidig kærlighed og tillid frem for blind lydighed, frygt for straf eller ønske om belønning. På den måde understreger Luthers teologi på paradoksal vis menneskets fundamentale syndighed og nødvendigheden af lydighed i det verdslige regimente, samtidig med at den føder en tillidskultur.
Spørgsmålet er så, hvorvidt disse sociale forestillinger, der giver næring til mellemmenneskelig og institutionel tillid, påvirker den danske lutherske konfessionskultur i århundrederne efter reformationen. Jeg mangler endnu at besvare dette komplekse spørgsmål tilbundsgående, men jeg vil her kort skitsere nogle træk ved min analyse af det 18. århundredes mest indflydelsesrige eksempel på dansk luthersk konfessionskultur: Den pietistiske hofpræst Erik Pontoppidans forklaring af Luthers Lille Katekismus, Sandhed til Gudfrygtighed, fra 1737.
Som det fremgår er tillid til Gud og til autoriteter, der fungerer som Guds verdslige repræsentanter, konstituerende for den lutherske teologi, som fik noget nær monopol på at forme forståelsen af sociale relationer i Danmark fra og med reformationen. Det nære forhold mellem stat og kirke, der blandt andet kom til udtryk derved, at ledende teologer fungerede som rådgivere for kongen, og at lutherske præster var ansat som embedsmænd i staten, muliggjorde opblomstringen af en luthersk konfessionskultur, hvori sociale forestillinger fra den lutherske teologi rammesatte, hvordan folk tænkte, handlede og følte. I denne ’konfessionelle stat’ formidledes den lutherske teologi i blandt andet kirken og i skolen og bestemte ikke blot individers religiøse praksis, men påvirkede deres hverdagsliv og deres forståelse af sociale hierarkier og autoriteter og dermed deres selvopfattelse som samfundsborgere.
Efter reformationen lærte børn at læse med hjælp fra Luthers Lille Katekismus, og fra og med 1737 skulle ethvert barn i Danmark-Norge praktisere Erik Pontoppidans Sandhed til Gudfrygtighed som forberedelse til deres konfirmation, et nyt ritual indført det foregående år. Allerede i 1743 var bogen solgt i 70.000 eksemplarer, hvilket vidner om den pietistiske Christian den 6.s ihærdige bestræbelse på åndeligt at styrke den danske befolkning og muliggøre deres omvendelse – ikke mindst til gode kristne borgere, der tillidsfuldt tjente Gud og kongen, som hans jordiske stedfortræder.
I gennem hele forklaringen understreger Pontoppidan den lutherske forståelse af tro som tillid. Tro er “… en bodfærdig sjæls tilflugt til Guds nåde i Kristi fortjeneste, hvilken begærlig antages, tilegnes og bygges på med fortrolig tillid” (493). Som omvendt synder kæmper den kristne måske med sin tillid til Gud og derfor formaner Pontoppidan: ”Hvorledes får han da mere tillid og troens dristighed? Når han beder samt begærligt læser og betragter evangeliets Ord, da lokkes og drages han af Jesu venlige indbydelse” (690).
Tilliden til Gud danner baggrund for, at den troende kan deltage i samfundslivet og udvise kærlig lydighed over for autoriteter, der bærer Guds maske. Forklaringen nævner ikke kongen eksplicit og siger kun forsvindende lidt om den faktiske samfundsorden. Pontoppidan ønsker ikke med forklaringen at disciplinere danskerne til lydige undersåtter, men at formidle et gudsforhold, der baserer sig på lydig tillid. Dette forhold spejles så i den troendes forhold til konge, husfader og præst osv., og i den forstand nærer forklaringen tillid til autoriteter.
Pontoppidan formidler således med sin forklaring sociale tillidsforestillinger fra den lutherske teologi og kan dermed tænkes at have bidraget til etableringen af tillidskultur blandt 1700-tallets danskere. Spørgsmålet er så, hvad der sker med denne institutionelle tillid, når forholdet til autoriteter ikke længere direkte spejler gudsforholdet, sådan som det er tilfældet i enevælden, men demokratiseres i løbet af 1800-tallet. Hvad sker der med tilliden, når det ikke længere er kongen, men borgeren der bliver troværdig autoritetsfigur? Hvilke kulturelle forestillinger understøtter i dag vores tillid til statsministeren og hendes udtalelser om den danske tillidskultur? Det håber jeg på at få mulighed for at udforske yderligere.
