Af Ann Mae Ræbild Sørensen
Diakoni beskrives som værende kirkens omsorgstjeneste. En væsentlig tjeneste, der skal sørge for at møde de udsatte i vores samfund i øjenhøjde og favne de skæve eksistenser med næstekærlighed. Diakonien udspringer af det kirkelige arbejde og er dermed i udgangspunktet rodfæstet i de kristne kerneværdier.
Langt de fleste danskere har en holdning til kirken. Nogle er overvejende positive, mens andre er overvejende negative. Og så er der dem, der forholder sig neutralt. Derfor kræver det oftest heller ikke en dybere forklaring, når jeg fortæller, at jeg har en bachelor i anvendt teologi. Når jeg så nævner ordet ’diakoni’ i sammenhæng med min kandidatuddannelse af samme navn, bliver jeg dog ofte mødt af ansigtsudtryk, der afspejler stor forvirring, hvorfor jeg er nødsaget til at forklare, hvad det egentlig er, jeg bruger min hverdag på at studere. Uddannelsen kredser om kristendom, sociale problemstillinger, ledelse og innovation. Dette leder dog ofte til et opfølgende spørgsmål; ”Jamen, hvad kan du så blive?”, og lige netop dette spørgsmål har plaget mig længe. For hvad er det egentlig diakonien kan? En lille del af det svar har jeg fundet i det projektorienterede forløb på 3. semester.
Projektorienteret forløb
Én ting er at få teoretisk undervisning i klasselokalet – noget helt andet er at komme ud og se, tale og gøre. Begge dele er for mig at se en nødvendighed for den gode og relevante uddannelse. På det projektorienterede forløb har vi som studerende mulighed for at indsamle empiri og data til vores speciale. Det er en stor fordel for os at kunne dykke ned i felten og tage et nærmere kig på, hvad det i virkeligheden er, der røre sig på det diakonale område i Danmark. Sammen med mine to specialemakkere, Jakob og Jakob, har jeg dykket ned i den menighedsdiakoni, der udspringer fra de danske frikirker. I samarbejde med FrikirkeNet, som er et netværk af danske frikirker, har vi udsendt et spørgeskema til disse, og vi er i skrivende stund i gang med at behandle den data, vi har fået ind. Som supplement til vores spørgeskema har vi selvfølgelig talt med en masse relevante personer og lavet observationsstudier.
I starten af november deltog jeg og én af de to Jakob’er i FrikirkeNets lederkonference sammen med præster, ledere og menighedsrådsrepræsentanter fra et hav af forskellige frikirker i Danmark. Temaet for konferencen var ’Sammen Om Et Bedre Samfund’, så det virkede relevant for os at deltage. Jeg var spændt og en lille smule nervøs, da vi tog hjemmefra, men mest af alt glædede jeg mig bare til at høre, hvordan temaet ville blive italesat, og om hvorvidt man kunne mærke vigtigheden af det diakonale arbejde, der udspringer fra frikirkerne. Svaret på dette spørgsmål blev et rungende ja!
Diakonien vinder indpas
”Temaet ’Sammen Om Et Bedre Samfund’ er et udtryk for hvorfor FrikirkeNet eksisterer”, lød det som noget af det første fra scenen, da åbningsseminaret gik i gang, og det var tydeligt at mærke, hvordan alle de frikirkelige ledere erklærede sig enig i den udtalelse. Det var tydeligt for enhver at mærke vigtigheden af, at man som kirke aktivt bekymrer sig for byen, og at dette kan komme til udtryk på en praktisk måde.
Vi fik mulighed for at snakke med nogle af personerne bag ’Familienetværket’, som er et tiltag, der finder sted i flere frikirker rundt omkring i landet. Her kan familier mødes to onsdage om måneden, hvor der er aktiviteter for børnene, mulighed for en god snak for forældrene, samt et gratis måltid mad. Aftenen sluttes af med fælles andagt og bøn for dem, der har lyst. Fra scenen blev der også fortalt historier og vist videoer om, hvordan folk har fået en ny tro på egne evner og håb for fremtiden gennem kirkens diakonale arbejde, og det var tydeligt at mærke, hvordan det vakte glæde og ikke mindst inspiration blandt de mange lyttere i salen.
Diakonien vinder altså større og større indpas blandt kirkerne – det er ikke længere nok at forkynde evangeliet i ord, det skal også vises i handling. Gennem det projektorienterede forløb har jeg fået øjnene op for nogle af de mange tiltag, der dagligt finder sted i de danske frikirker og jeg må ærligt indrømme, at jeg føler mig opmuntret og håbefuld. Ikke nok med at min gruppe og jeg har tilegnet os en masse viden og skaffet empiri, som vi kan bruge til vores speciale, så har dette forløb givet mig muligheden for at kaste et nærmere blik på, hvad diakonien kan. Mit svar – for nu – må være, at diakonien formår at være kirkens mest kærlige udtryk, idet kirken gennem diakonien kan imødekomme den svage, trøste den sørgende, elske sin næste, og give håb til den, der intet har. Det er blandt andet, hvad ”det der diakoni” er og kan.
