Af Carsten Bach-Nielsen
Lektor i Kirkehistorie
Vi har vænnet os til den nærmest urokkelige sandhed, at Luther med reformationen gav menigmand Bibelen i hænde. Vi kan jo se i hundredvis af statuer af ham på tyske torve og pladser med den opslåede bibel i hænderne. Da Thorvaldsen skulle lave et monument over Gutenberg i 1833 valgte han at fremstille ham med de udskiftelige typer i den ene hånd og den trykte tyske bibelbog i favnen.
Det unge Tysklands postulat var, at det var tysk snilde, der havde givet verden såvel den moderne trykte bog som evnen til at oversætte på en for almindelige folk forståelig måde. Ikke uden grund blev dette banket fast ved reformationsjubilæerne i begyndelsen af 1800-tallet. Fremtiden skulle jo tilhøre folket og tegnes af protestantismen. Det livsduelige folk var det, der var oplyst, klogt, opfindsomt, frit og myndigt. I den forstand blev vi også i Danmark en slags tyskere.
Det var egentlig først professoren i kirkehistorie ved Aarhus Universitet, P.G. Lindhardt, der under krigen i 1942 skrev en forholdsvis unational lille bog, Bibelen og det danske Folk. Hans tese var, at folket i de første århundreder efter reformationen slet ikke læste Bibelen. Den var ganske simpelt ikke tilgængelig i udgaver, der kunne købes og ejes af borgere og bønder. Lindhardt sammenlignede med England, hvor bibellæsning var sat fri siden midten af 1500-tallet, og hvor man i de puritanske kredse gjorde læsning til en særlig identitetsmarkør. Man læste – også fordi det var ukontrollabelt: en meningsdannelse, en opposition til alle ydre magter som konge og statskirke. I det lutherske Danmark skulle kongen, Christian den Tredje ikke have sådan en skare selvlæsere. Det måtte være præsternes opgave at læse og fortolke Bibelen ved den offentlige gudstjeneste, og derfor blev den da også i 1550 trykt i så dyr og fornem udgave, at den ikke let kunne falde i hænderne på vilde og kritiske ånder. Alle andre udgaver blev forbudt.
Kendte man så ikke Bibelen? Jo, og det havde man gjort længe, for der prædikedes jo over den på dansk, man kendte den fra bønner og salmer, men det var jo så kun få dele, folk stiftede bekendtskab med. Reformationens vigtigste nye bog var katekismen, der var en lærebog i kristendom. For kristendomsundervisning skulle der til, før man kunne lade folk læse den hellige skrift selv. På landet prædikedes der morgen og aften over katekismen, den indterpedes af degnene både over for voksne og børn. Man skulle kunne den udenad.
Det er det nødvendige udgangspunkt for at begribe den kultur, reformationen fremelskede: at vi var et godt evangelisk, bibellæsende folk, der blot ikke læste ret meget i Bibelen. Det er selvfølgelig et paradoks, og det blev i 1600-tallet ikke bedre ved at oversættelserne fra originalsprogene blev ringere end de oversættelser, der gik ud fra Luther. Lindhardt talte om Bibelen som lutherdommens fetich, der nu lå ophøjet og urørlig på alteret, hvor den dyrkedes som sakramentet i den gamle katolske kirke.
Thomas Kingo fik i 1680’erne til opgave at etablere en kirkesalmebog, der skønt den kuldsejlede, forsynede menigheden med salmer over både epistel- og evangelieteksterne. Nu skulle man både høre bibelteksten og synge meditationer over den ved gudstjenesten. Omkring 1700 var det endnu svært at få fingrene i en dansk bibel, for de Hus- og rejsebibler, der ganske vist fandtes siden 1699 var små, tykke og gnidrede i skriften – det var før elpærens og læsebrillernes tid. De duede ikke rigtig.
Da P. J. Spener i 1675 fremlagde sit store reformskrift til kirkens helbredelse og bedring, Pia desideria, Fromme ønsker, indeholdt det også ønsket om, at lægfolk skulle eje en bibel og endda flittigt læse i den. Vel at mærke ikke bare søndagens perikoper, men også alle de andre dele. Spener selv avancerede fra ung og gavelysten præst i Frankfurt til langt højere stillinger i Sachsen og Brandenburg, hvor han ikke sådan kunne optræde som aktivist. Hans ideer blev grebet af hans ven og medarbejder, orientalisten A.H. Francke, der stod bag oprettelsen af Vajsenhuset i Halle med både trykkeri, forlag, kolportage, skolereformer samt apotek og meget mere. Her appellerede han til pengestærke sponsorer, hvilket lykkedes, for i 1710 udsendte Carl Hildebrand Freiherr von Canstein sit opråb med forslag til, hvorledes Guds ord til opbyggelse kunne bringes ud til de fattige. Dette skete ganske givet under indflydelse af Francke, der allerede længe havde tumlet med planer til, hvorledes man med de laveste omkostninger kunne udbrede Bibelen til en pris, der gjorde det muligt for enhver at anskaffe den. I sin såkaldte Grosses Aufsatz 1704 havde Francke nævnt en opfindelse, der kunne opfylde dette ønske, men som ville kræve en investering på nogle tusinde daler. Opfindelsen var den stående sats, der var blevet anvendt i Nederlandene ved trykning af en engelsk bibel. Det beroede på, at man havde hele blysatsen stående i depot, så man altid kunne hente den frem og løbende kunne trykke nye bibler. Det var en bekostelig affære, da man derved lagde beslag på en overordentlig stor mængde blytyper, men holdt op mod udgiften ved ny sats, kunne det svare sig. Samtidig kunne prisen på bibler holdes i bund. Det var startkapitalen hertil, Francke manglede, og som han skaffede gennem baron von Canstein.
Med den nye teknik var det selvsagt vigtigt at lægge sig fast på en autoritativ udgave af Lutherbibelen. Siden Luthers dage havde Bibelen været trykt af mangfoldige bogtrykkere under redaktion af forskellige teologer i stort set hver større by i Tyskland. Der fandtes ikke nogen normaludgave af Lutherbibelen. Det var det, von Canstein satte sig for at udbedre i 1710. Man søgte i Halle at etablere bibeltekst, der var i overensstemmelse med Luthers oversættelse. I dette kritiske arbejde måtte man tage flere udgaver i brug. Hvilken var nemlig Luthers oprindelige oversættelse? Man gik sådan set den omvendte vej til arbejdet ved at udvælge sig den bedste nyere udgave, nemlig Stadebibelen fra 1703 og så kollationere med en lang række tryk fra Wittenberg, Leipzig, Basel og Erfurt og endda med Wittenbergbibelen fra 1564, altså udgivet efter Luthers død. I 1712 tryktes 5000 eksemplarer af Ny Testamente til en pris af kun 2 Groschen. De blev solgt i løbet af meget kort tid. Siden 1713 tryktes Testamentet i Halle med stående sats. Det var så stor en besparelse, at man i 1714 kunne tilføje Davids Salmer uden at forhøje prisen. Samme år gik man videre til etablering af en helbibel. Dette lod sig ifølge G.A. Freylinghausen gøre ved hjælp af en gave på 1271 speciedukater, der anonymt udbetaltes til A.H. Francke af Frederik den Fjerdes broder, prins Carl af Danmark. Francke vedføjede en fortegnelse over, hvilke ændringer, der var gennemført i forhold til Stadebibelens tekst, dels ud fra andre Lutherbibler, dels fra Luther selv. Idealet var at etablere en glat tekst uden for mange kommentarer. Fra 1715 udkom Bibelen i oplag på oplag som håndbibel, der brugtes i skolerne. Fra 1717 tryktes helbibelen med stående sats. Da von Canstein døde i 1719, var der trykt 100.000 eksemplarer af Ny Testamente og 80.000 helbibler. Fra 1716 forsynedes biblerne fra den von Cansteinske Bibelanstalt med Franckes forord ”Einfältiger Unterricht, wie man die Heilige Schrift zu seiner wahren Erbauung lesen solle”. Enfoldig undervisning i, hvordan man skal læse den hellige skrift til opbyggelse. Det var resultat af Franckes bibelhermeneutik, hvori han siden 1693 havde skelnet mellem Bibelens kerne og skal. Det var kernen, der var vigtig.
Bibelen skulle ikke bare læses udvendigt, men på en indre eksistentiel måde til frelse. Bibelens budskab skulle tages til hjerte, og man måtte så at sige gøre et forarbejde for at få det rette udbytte af sin bibellæsning. Det modsatte kunne snarest få et fatalt resultat, nemlig at Bibelen atomiseredes under læserens mange spørgsmål, der slet ikke var i overensstemmelse med Biblens inderste hensigt.
I Danmark havde pietismen i 1714 sørget for oprettelsen af et Missionskollegium, der fik til opgave at styrke kristendommen også i Danmark, nemlig ved udbredelse af bibler. Det blev en svag begyndelse, fordi ældre trykkeprivilegier stod i vejen for, at man bare kunne trykke løs. I 1729 grundlagdes så Vajsenhuset i København, der ganske hurtigt overtog bibeltrykningen her til lands. Man overvejede at gå over til den stående sats, men veg tilbage for det, indtil man havde etableret en helt ny oversættelse. Der begyndte nu at flyde godtkøbsbibler fra Vajsenhusets trykpresser, og prisen kunne holdes nede, fordi de første oplag solgte godt, og fordi Vajsenhuset ikke havde de store udgifter og ikke skulle tjene på trykningen. Også biblerne fra det danske Vajsenhus forsynedes med forord, der udgjorde læsevejledninger til folk, der gerne ville læse sig til frelse i det klenodie, de nu havde fået i hænderne.
Der var mange gode ideer til, hvordan man kunne få udbredt biblerne. Biskop Peder Hersleb fra Norge foreslog, at det slet ikke skulle være muligt at indgå ægteskab, uden at brudeparret ejede en Bibel. Præsterne skulle desuden ifølge hans forslag tage på husbesøg og kontrollere, om folk ejede en bibel – og om de læste i den. Måske var denne form for kirkelig kontrol og tugt alligevel ikke vejen frem. Kunne man ikke simpelt hen forære trængende læsere en bibel? Den ide virkeliggjordes i Danmark.
Det var sådan, at der med Franckes nyetablerede tyske Lutherbibel opstod en større diskrepans mellem de henholdsvis tyske og danske udgaver, der brugtes i hertugdømmet Slesvig. For Francke var gået tilbage til Luther, mens man i København havde forladt hans oversættelse til fordel for en, der var revideret efter grundsprogene. Skulle man i Sønderjylland have en fornemmelse af, at det drejede sig om den samme bibeltekst i den tyske og den danske oversættelse, måtte en af parterne gøre en indrømmelse. Det var derfor, de slesvigske præster i 1738 bad Vajsenhuset i København om at trykke teksten fra den gamle lutherbibel, altså Christian den Fjerdes Hus- og rejsebibel fra 1690 og 1699, skønt det ikke var den, Vajsenhuset satsede på. Man gjorde en undtagelse, mente man, men undtagelsen blev stor og langvarig. Hvorfor?
Købmanden Laurids Christensen Stistrup fra Hobro, var hovedrig, men parret havde ingen børn. De efterlod derfor i 1748 den største del af deres formue til et legat, hvis formål var at uddele gratis bibler i Danmark. Dette skulle også virke i Norge, Island og på Færøerne. Betingelsen var blot, at den eneste udgave, der blev måtte gives bort, var Hus- og rejsebibelen, altså den gamle lutherbibel. Det skyldtes, at Stistrup var blevet vakt ved at læse i den. Da Vajsenhuset havde monopolet på trykning, måtte det gå ind på fortsat at trykke den gamle bibeludgave, og gjorde det faktisk helt indtil 1802. Man måtte gå på kompromis. Skulle der uddeles gratis bibler og andre bøger til trængende og til landets arresthuse, måtte Vajsenhuset fravige sit princip om kun at trykke bibelen i oversættelse fra originalsporgene.
Efter nationale ydmygelser ved krigene i 1801 og 1807 og sidenhen krigstræthed, forarmelse og moralsk forfald i befolkningen besluttede en række kirkefolk sig for at oprette et bibelselskab i 1814. Det fik en flyvende start, og der etableredes hurtigt en ny oversættelse af Ny Testamente i 1819, primært ved I.P. Mynsters indsats. Der dannedes lokale hjælpeselskaber i provinsbyerne, og man lavede masser af nye aftaler – også med Stistrups Legat og om udsendelser af bibler til kolonierne. Biblerne blev revet ned fra hylderne, man solgte og forærede alt, der var på lager. Et stempel i en 1802-udgave af Lutherbibelen viser, at Bibelselskabet også fik tømt lagrene af de gamle, forældede hyldevarer.
Siden dalede iveren for bibelsagen, og det var først og fremmest den engelske konkurrence, der i løbet af 1800-tallet sikrede, at der var et aktivt bibelselskab i Danmark. Bagsiden ved den konservative engelsk-skotske indflydelse var, at apokryferne reelt blev presset ud af de lutherske bibeludgaver. Det var et kulturelt tab, men til at bære for de nye vækkelser og set i forhold til den masseudbredelse Bibelen fik op gennem 1800-tallet, hvor den også blev støttet af nye medier, romaner, opera, stålstik, maleri og på længere sigt film.
Om dette, altså om Bibelens kultuhistoriske kontekst i Danmark gennem 500 år, kan man læse i min nye bog. Den vil fastholde, at der altid har stået en kamp om Bibelen, for den og imod den. En vigtig historie, når vi nu i 2020 får den fulde bibel på moderne dansk, der ganske sikkert vil blive et nyt stridens tegn.
