Af Anders-Christian Jacobsen
Professor i Dogmatik
Efter at have været ansat på Teologi på Aarhus Universitet i 25 år, er jeg fra 1. august 2020 blevet udnævnt til professor i Dogmatik. Det er jeg glad og taknemmelig for, og jeg ser frem til at fortsætte et langt og godt samarbejde med kolleger på teologi og andre steder på universitetet og i det danske kirke- og foreningsliv, ligesom jeg også glæder mig til at forsætte de internationale forskningssamarbejder, som jeg er en del af. Selv om jeg har arbejdet på Aarhus Universitet i 25 år uden afbrydelser, er jeg alligevel blevet ansat en del gange – heldigvis ikke fordi jeg er blevet afskediget, men fordi mine tidsbegrænsede ansættelser udløb, eller fordi jeg søgte ansættelse i en anden stillingskategori. Sådan er et moderne akademikerliv. Jeg har dog været privilegeret ved ikke at have haft ophold mellem mine ansættelser. Yngre kolleger har i dag ofte langt sværere vilkår. Jeg har også haft det privilegium, at kunne forske i længere perioder på udenlandske universiteter samtidig med, at jeg har haft min trygge base på Aarhus Universitet. Nu er jeg så igen blevet ansat ved Afdeling for Teologi på Aarhus Universitet. Hvad skal det så føre til? Jeg håber, at meget bliver ved det gamle, for det gamle var godt. Men der skal også ske noget nyt. Det vil jeg prøve at beskrive i det følgende.
Når man er fast ansat på et universitet, er undervisning en af hovedopgaverne. Den opgave har jeg altid været meget glad for. Det er en meget stor udfordring at skulle formidle svært teologisk stof til studerende. For mig er det ofte først i forbindelse med denne formidlingsproces, at de teologiske pointer klarer sig for mig selv. Derfor er det ikke bare en høflighedsfrase, når jeg nu skriver, at jeg altid lærer meget af de studerende. Det skyldes forhåbentligt ikke, at de studerende kender stoffet bedre, end jeg selv gør, selv om det også kan ske, men at de stiller de rette spørgsmål på de rigtige tidspunkter. Jeg ser derfor frem til fortsat at tage del i den daglige undervisning ved Afdeling for Teologi. Mit særlige bidrag til undervisningen i dogmatik i de kommende år bliver en ny samlet fremstilling af dogmatikken, der forhåbentlig også kan fungere som lærebog i faget. Projektet har allerede været længe undervejs, og der vil endnu gå nogen tid, inden det forhåbentlig materialiserer sig i en bog. Jeg vil benytte denne lejlighed til at beskrive indholdet i dette projekt lidt nærmere, fordi jeg også herigennem kan præsentere nogle væsentlige aspekter af mine egne dogmatiske positioner.
Tanken om kærlighedens fællesskab er udgangspunktet og sammenhængskraften i min dogmatik. Det er der ikke noget nyt i og samtidig er det tidstypisk. Begge dele er nødvendige for en tidssvarende dogmatik. Jeg er grundlæggende inspireret af dogmatiske traditioner, der går helt tilbage til kristendommens første århundreder: johannæisk og paulinsk teologi og disse traditioners fortolkning i kristendommens første århundreder. Her finder jeg tanken om kærlighedens fællesskab stærkest udtrykt – og udtrykt på en måde, der er mere nutidssvarende end en del af de teologiske positioner, der er opstået i de mellemliggende århundreder. Hermed er det klart, at min dogmatik ikke er luthersk i gængs forstand. Luther og den lutherske tradition spiller naturligvis en central rolle både positivt og negativt. Det er uomgængeligt for en dansk tidssvarende dogmatik. Min dogmatik vil derfor måske virke lidt fremmedartet på teologer, der er opdraget med et stærkt fokus på Luthers og luthersk teologi, men den vil være mere alment tilgængelig, fordi den svarer mere direkte på nutidsmenneskers spørgsmål om sammenhæng og mening end den augustinsk-lutherske tradition, der fokuserer meget stærkere på tilværelsens brudthed, gør. Det er i hvert tilfælde min påstand, men den står jeg ikke alene med, for i de seneste årtier er der en lang række teologer både katolske og protestantiske, der er gået samme vej f.eks. Karl Rahner, Catherine Mowry LaCugna og Robert Jenson, som jeg alle er inspireret af. I en lokal aarhusiansk sammenhæng er jeg naturligvis inspireret af Jens Holger Schjørrings irenæisk-grundtvigske teologi, af Anna Marie Aagaards helligåndsteologi og ekklesiologi, der er stærkt inspireret af f.eks. de kappadokiske fædre, og af ortodoks og katolsk teologi, og af Niels Henrik Gregersens arbejde med oldkirkens inkarnationsteologi. Jeg føler mig således i godt og inspirerende selskab.
Min dogmatik er i udgangspunktet trinitarisk. Vi kender Gud gennem hans handlinger til bedste for os i skabelse, frelse, livopretholdelse og i kærlighedens øjeblikke af fuldkommenhed. I disse handlinger til bedste for os har Gud åbenbaret sig helt. Gud har ingen skjult vilje til tilintetgørelse. Gud er i sig selv et kærlighedens fællesskab mellem Fader, Søn og Helligånd. Dette evige kærlighedens fællesskab inkluderer fra evighed af også mennesket og alt andet, der er til. Mennesket og verden er fra evighed i Guds Ord (Logos) som planer for det, der bliver til som selvstændige fænomener uden for Gud. Skabelse er konkretisering og udfoldelse af de planer, der fra evighed af har været i Logos. Det skabte er gudbilledligt og i sin oprindelige form guddommeligt. Det er basis for det kristne menneskesyn og basis for den påtrængende opgave at udvikle en teologi om alt det skabte, der kan svare på de akutte sociale, fordelingsøkonomiske, økologiske og klimamæssige problemer, som vi står midt i. Synd er når mennesker ser bort fra og knægter hinandens og alt det øvrige skabtes guddommelighed. Så gennemgribende og dominerede synden end kan være, er den ikke i stand til fuldstændigt at ødelægge menneskets og det øvrige skaberværks guddommelige natur. I dette syn på menneskets og det øvrige skaberværks natur før og efter synden ligger den væsentligste forskel mellem den teologi, som jeg gør mig til talsmand for, og den klassiske augustinsk-lutherske teologi. Hvor den augustinsk-lutherske teologi lægger hovedvægten på forskellen mellem Gud og det skabte, lægger jeg sammen med den tidlige græske teologi vægt på sammenhængen mellem Gud, menneske og det øvrige skaberværk. Denne forskel synes måske ikke umiddelbart at være så stor, men den er faktisk afgørende for alle aspekter af dogmatikken. Og det er netop denne forskel, der gør den teologi, som jeg fremlægger mere nutidssvarende end den augustinsk-lutherske tradition. Ifølge den teologi, som jeg fremlægger, er kærlighedens fællesskab mellem Gud, mennesker og det øvrige skaberværk ikke sat ud af kraft eller på standby. Det er levende og eksisterende om end stærkt nødlidende, som det tydeligt fremgår af mange mellemmenneskelige forhold og af vores forhold til skaberværket. Og dette levende kærlighedens fællesskab inkluderer ikke blot døbte kristne, men alle og alt, fordi alle og alt var en del af de planer, der fra evighed var i Logos, og som igen i al evighed skal udfoldes fuld ud i Gud, når Gud bliver alt i alle. Nogle vil sige, at det er mere platonisme end kristendom. Hertil vil jeg svare, at i kristendommens første århundredes udfoldedes kristendommens grundlæggende pointer ved hjælp af platonisk og stoisk filosofi, sådan som det tydeligt kommer til udtryk i Johannesevangeliets prolog, hvor 1. Mosebog kap. 1 fortolkes ved hjælp af stoisk-platonisk filosofi, og sådan som det efterfølgende blev udfoldet af Irenæus, Origenes, Gregor af Nyssa, Basilius den Store og andre græske kirkefædre. Uden denne filosofiske udfoldelse af kristendommen, var kristendommen i bedste fald forblevet en lokal stammereligion. Det er disse traditioner, der nu genopdages i vestlig kristendom bl.a. hos de teologer, som jeg nævnte ovenfor.
De øvrige dogmatiske emner får deres bestemte indhold, når man tænker systematisk videre ud fra dette grundlag: kristologien centreres om inkarnationslæren, der hævder, at Gud kommer til sit eget og ikke til noget fra Gud fremmed. Gud bliver på en ny måde en aktiv del af det skabte, og det i så høj grad, at Gud selv påtager sig brudthedens vilkår i Kristi død på korset. Frelseslærens pointe er, at Jesus som det første menneske manifesterer, at det guddommelige ikke kan tilintetgøres. Derfor er Jesus ikke ’bare’ menneske, men Guds Kristus. Jesus Kristus bliver den Vej, som er banet for alt skabt på dets vej fra død til opstandelse og evigt liv i Gud. Jesus Kristus er førstegrøden af de hensovede. Jesus Kristus bliver også de ’vejskilte’, der viser vejen tilbage til Gud. Han er forbilledet, som mennesker skal følge i bevægelsen mod fuldkommen genoprettelse af gudbilledligheden. Kristus skal vokse i mennesket så mennesket blive ligedannet med Kristus, Guds Fornuft og Visdom. Kirken er der, hvor svage og syge mennesker ’nurses’, og hvor mennesker sammen vokser i Visdom. Kirken er overalt, hvor dét sker. Sakramenterne er ’medicin’ og ’næring’ til mennesker, der er undervejs. Eskatologien handler om denne vejs ende, hvor alle menneskers og hele det øvrige skaberværks guddommelige natur kommer til fuld udfoldelse. Dér hvor Gud bliver alt i alle. Nogle vil opfatte denne ’tilstand’ som et utopia, der gør det muligt for os at holde os menneskets guddommelighed for øje i denne verden. Andre vil se det som et mål, der nås. Begge dele er efter min mening mulige og holdbare fortolkninger af den kristne eskatologi.
Jeg mener, at det ud fra den skitserede dogmatik er muligt teologisk forsvarligt at gennemtænke mange mere konkrete dogmatiske emner. Det bliver også en del af mit fremtidige arbejde som professor i dogmatik. Konkret er det planen, at jeg skal i gang med et forskningsprojekt om dødens betydning for livet. Grundideen med projektet er at reflektere nutidens menneskers kamp med det faktum, at mennesker dør, i den lange teologiske og filosofiske traditions brydninger med det samme spørgsmål.
Den truende meningsløshed, som præger mange mennesker nu, udspringer muligvis af en frygt for, at den individuelle personlige eksistens endegyldigt ender med den fysiske død. Det kunne samtidens store interesse for foranstaltninger til at forlænge livet (sundhedssektoren, fysiske øvelser, kostvaner, naturmedicin osv.) indikere. I en kultur uden en eller anden form for metafysik og uden forestillinger om, at det individuelle personlige liv er delagtig i mere omfattende og vedvarende livsprocesser, bliver døden en trussel mod den personlig eksistens. Folk frygter ikke at blive straffet efter døden som i middelalderen, men de frygter personlig tilintetgørelse. De teologiske og filosofiske traditioners beskrivelse af dødens teologiske og filosofiske historie og disse traditioners forestillinger om død og efterliv kan bidrage til at uddybe vores forståelse af, hvordan og hvorfor mange mennesker nu kæmper for at finde mening i livet.
Kristendommen blev født som en religion med fokus på frelse fra denne verden til noget andet. Det fremgår klart af Det Nye Testamente (jf. f.eks. Mattæus 25; 1 Kor 15). Denne idé har indtil for forholdsvis nyligt domineret kristen teologi og filosofi. Spørgsmålet var ikke, om der er et liv efter døden, men hvordan dette liv vil være. Origenes hævdede, at den fysiske død er en uvæsentlig passage fra et trin til det næste i sjælens åndelige opdragelse, som i sidste ende fører til frelse for hele skaberværket. For Augustin var den fysiske død mere betydningsfuld, fordi døden førte til den endelige dom, hvis konsekvens enten var evigt velsignet liv eller evig fordømmelse og tortur. Augustins synspunkt er grundlaget for den vestlige kristne tradition. Luther og hans samtidige, både tilhængere og modstandere af reformationsbegivenhederne, var overbeviste om, at der var et legemligt liv efter døden, men de nærede en ekstrem frygt for smerten og straffen i skærsilden. Ideen om en fysisk legemlig eksistens efter døden blev opgivet af mange teologer og filosoffer i oplysningsperioden, men metafysikken og en ideen om sjælens udødelighed blev stadig fastholdt af de fleste teologer og filosoffer. Mange teologer, filosoffer og forfattere i det 19. århundrede var overbeviste om sjælens udødelighed. Sjælen ville leve og udvikle sig efter døden (jf. Ingemanns, Rejsebrev fra en afdød). Tidligt i det 20. århundrede rejste eksistensfilosoffer og -teologer en stærk kritik af denne optimisme: ingen kan vide noget om et liv efter døden - hvis der overhovedet er et sådant. De fleste nutidige teologer, der tilhører vestlige protestantiske traditioner, deler stadig denne opfattelse. Denne generelle og traditionelle beskrivelse af dødens teologiske og filosofiske historie har imidlertid mindst to blinde vinkler:
1) Den domineres af den nordvestlige protestantismes synspunkter. Også mange af de europæiske og nordamerikanske filosoffer, der ikke betragter sig selv som kristne, hører til denne tradition. I andre teologiske traditioner som den katolske og ortodokse er der en stærkere kontinuitet med tidligere traditioner inden for kristen teologi og filosofi, hvor tanken om et liv efter døden stod stærkt. Disse traditioner må inddrages og nytænkes.
2) De beskrevne teologiske og filosofiske ideer om døden og efterlivet er sandsynligvis også i konflikt med hvad såkaldte 'almindelige' mennesker, der hverken er teologer eller filosoffer, tænker og tror. Der er stærke indikationer på, at de fleste mennesker selv i stærkt sekulariserede lande som Danmark stadig har en stærk og positiv overbevisning om et efterliv. Det kan for eksempel ses i undersøgelser om tro i Danmark og Europa, hvor omkring 75% af de interviewede svarer, at de tror på én eller anden form for liv efter døden. Mange af disse forestillinger bygger ikke på traditionel kristen tro, men på et bredt spektrum af ideer, der stammer fra andre religioner og filosofier.
Projektet omfatter således flere forskningsspørgsmål, som skal behandles med forskellige disciplinære tilgange. Den dogmatiske opgave vil være at udvikle en forståelse af den fysiske død, der bygger på de kristne teologiske og filosofiske traditioner om døden og efterlivet og samtidig indoptager nulevende menneskers tro og erfaringer. Denne opgave kan ikke løses uden en dyb viden om kristen teologis og filosofis forestillinger om døden og efterlivet og om nulevende menneskers tro og erfaringer angående disse temaer. Det bliver et hovedtema i min forskning i de kommende år.
