Af Kasper Bro Larsen
Professor i Det Nye Testamente
Kasper Bro Larsen tiltrådte 1. august som ny professor i Det Nye Testamente på Afdeling for Teologi. Han giver her en forsmag på sit bidrag til et internationalt forskningsprojekt The Nordic Bible: Bible Reception in Contemporary Nordic Identity Formation.
Muhammedkrisen i 2005-2006 blev en af de største udenrigspolitiske kriser i Danmark siden Anden Verdenskrig. Jyllands-Postens karrikaturtegninger af profeten Muhammed udløste heftige reaktioner i den muslimske verden – fra boykot af lurmærket smør til optøjer og afbrændinger af flag ved danske ambassader. Herhjemme rasede debatten om bl.a. religionens plads i det offentlige rum. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (Venstre) skrev i den forbindelse i Politiken, d. 20. maj 2006:
I mit syn på religion og samfund er jeg stærkt påvirket af Jesu berømte ord: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Med Luthers to-regimente-lære er det nærliggende at tage disse ord som udgangspunkt for en skelnen mellem det verdslige og det åndelige, mellem det politiske og det religiøse.
Kronikken blev med rette hurtigt genstand for politisk og akademisk opmærksomhed. For en bibelforsker er det særlig Fogh Rasmussens brug af et Jesus-citat, der falder i øjnene. Man plejer at sige, at danske politikere (i modsætning til amerikanske) ikke kunne drømme om at argumentere ud fra Bibelen. Men Fogh Rasmussen er langt fra en enlig svale. ”Giv kejseren, hvad kejserens er …” bringes jævnligt i vælten af danske politikere, debattører, chefredaktører og statsministre. Ifølge mediedatabasen Infomedia forekommer Jesus-citatet i over 400 artikler i de danske landsdækkende aviser siden 2000. Og kirke- og kulturminister Joy Mogensen(Socialdemokratiet) udtalte i februar 2020, at det var hendes yndlingscitat fra Bibelen.
Men hvordan bruges ”Giv kejseren, hvad kejserens er …” i den offentlige debat i Danmark i dag? Når man spørger sådan, skyldes det en interesse i bibelreception. Denne interesse er relativt ny inden for bibelvidenskaben, der traditionelt har fokuseret på bibelteksternes oprindelige betydninger i den tidligste kristendom. Derfor har studiet af bibelreception også ofte handlet om, i hvilken grad senere receptioner af en given tekst var i overensstemmelse med dens oprindelige betydning.
Men bibelreception er mere kompliceret end som så. En senere tids reception af en tekst kan nemlig aldrig være det samme som teksten selv. Alene konteksten vil altid være ny; man kan som bekendt ikke træde ned i den samme flod to gange. Hertil kommer, at bibelforskere sjældent kan blive enige om teksternes oprindelige betydning – som fx i tilfældet med det flertydige slagord ”Giv kejseren, hvad kejserens er …” (Markusevangeliet 12,17; Matthæusevangeliet 22,21; Lukasevangeliet 20,25). I den antikke kontekst kan ordene både forstås som en apologetisk anerkendelse af romermagten (giv kejserens sit – han skal ikke føle sig truet af de kristne) og som en zelotisk-revolutionær protest mod kejseren (giv kejseren sit – nemlig ingenting, for alt tilhører Gud).
Uanset om teksten oprindeligt skal forstås på den ene eller den anden måde, er det vigtigt at understrege, at studiet af bibelreception ikke bare kommer an på at vurdere, om senere bibelbrugere har fortolket en bibeltekst rigtigt eller forkert. Tager vi Fogh Rasmussen som eksempel, benytter han sig ganske vist af en bibeltekst, men som enhver anden form for bibelreception rummer hans tekst flere andre dimensioner. Den er en politisk ytring i en bestemt form (kronik), i et bestemt medium (Politiken) og i en bestemt kommunikationssituation (Muhammedkrisen). Den kobler bibelteksten til aktuelle kulturelle koder og samfundsmæssige diskurser. Den er afhængig af tidligere receptioner af ”Giv kejseren, hvad kejserens er …” (jf. Gadamers begreb om Wirkungsgeschichte), og den konkurrerer muligvis også med alternative receptioner af samme Jesus-citat. Bibelreception kan med andre ord ikke analyseres som endimensionel bibelbrug, men bør anskues som et flerdimensionelt intertekstuelt kommunikationsfænomen. Bibelreceptionens dimensioner har jeg illustreret i figur 1 (til højre).
Men hvordan er så den aktuelle reception af ”Giv kejseren, hvad kejserens er …”? Af hensyn til pladsen kan jeg ikke her gå i dybden med enkelte aktørers brug af citatet. Jeg vil i stedet skitsere, hvordan fremtrædende danske politikere kobler aktuelle samfundsdiskurser til det berømte bibelcitat. Med diskurser mener jeg (i forlængelse af Michel Foucault og Norman Fairclough) de historisk betingede måder, hvorpå man i et samfund taler om den sociale og naturlige verden. Jeg kan få øje på fem dominerende diskurser, som Jesus-citatet flettes ind i. Det er diskurser, der alle handler om grænsedragninger i forholdet mellem religion og politik: religionens grænser, statens grænser, Danmarks grænser, islams grænser og forkyndelsesfrihedens grænser.
Fogh Rasmussens berømte kronik inddrager alle fem af de nævnte diskurser. I første omgang er den et godt eksempel på, hvordan mange danske politikere opfatter ”Giv kejseren, hvad kejserens er …” som en begrænsning af religionens politiske rolle og dermed som en spire til det sekulære samfund. Jesus lægger kimen til ”en skelnen mellem det politiske og det religiøse”. Det betyder, at religiøse bud ikke kan overtrumfe politisk vedtagne love. Den senere statsminister Lars Løkke Rasmussen (Venstre) formulerede det på tilsvarende måde i sit foredrag ”Frihed og fællesskab – arven efter Grundtvig” på Vartov den 11. januar 2011:
I Danmark har vi en lang tradition for ‘at give Gud, hvad Guds er, og kejseren hvad kejserens er.’ I forhold til integration og til udfordringen med folk, der kommer rundet af et andet værdisæt end vores, så betyder det, at de nye danskere ubetinget skal respektere kejserens love og regler.
Denne begrænsning af religionens magt opfattes i kraft af Jesus-citatet som indbygget i Bibelen og kristendommens selv, i hvert fald i dens lutherske udgave. Denne luthersk-sekulære diskurs, dvs. den opfattelse, at Luthers opgør med den middelalderlige pavestat udgør forudsætningen for det moderne sekulære demokrati, har som alle andre diskurser en historie. Denne diskurs blev udviklet i 1800-tallet dels af katolske kritikere af protestantismen, dels af protestantiske, fortrinsvis tyske teologer. Diskursen blev siden international og fremføres i dag af fremtrædende sociologer, historikere og filosoffer (fx Charles Taylor, A Secular Age, 2007). Ikke at den står uimodsagt i den offentlige debat i Danmark, men den spiller en dominerende rolle hos særligt højrefløjspolitikere, som uproblematisk kobler Jesus-citatet sammen med luthersk to-regimentelære og det moderne demokrati. I den luthersk-sekulære diskurs er ”Giv kejseren, hvad kejserens er …” derfor i lige så høj grad et Luther-citat som et Jesus-citat. Som Lars Løkke Rasmussen sagde ved 500 års-jubilæumsgudstjenesten for reformationen i Haderslev Domkirke d. 4. juni 2017: ”Luther gav os en ny forståelse af forholdet mellem religion og politik. Sagt lidt forenklet: Giv Gud, hvad Guds er. Og kejseren, hvad kejserens er.” Jesus er blevet luthersk sekularist.
”Giv kejseren, hvad kejserens er …” benyttes ikke kun til at markere religionens grænser. Flere stemmer i samfundsdebatten understreger, at staten tilsvarende skal kende sine grænser, så den ikke selv bliver til religion. Staten skal ikke diktere borgernes livssyn, men yde religionsfrihed. Fogh Rasmussen formulerer det således: ”At give Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er, indebærer derfor også for mig, at staten skal holdes fast på ene og alene at være verdslig myndighed.” Der er her tale om en liberal diskurs om statens respekt for borgernes frihedsrettigheder (ikke at forveksle med en liberalistisk diskurs i økonomisk forstand). Den liberale diskurs er naturligvis vidt udbredt i den vestlige verden, men i dansk politisk debat kobles den jævnligt til det grundtvigske begreb om åndsfrihed eller til en teologisk kritik af totalitære ideologier, der gør staten til gud (sidstnævnte kritik er ikke mindst fremført af den nationalkonservative Søren Krarup og Tidehvervsbevægelsen). Tidligere minister og MF Birthe Rønn Hornbech (Venstre) forsvarede i en artikel i Kristeligt Dagblad åndsfriheden ved brug af Jesus-citatet: ”Statsmagten skal holde orden i kejserens rige, men har ikke noget med borgernes hjertesager at gøre” (Kristeligt Dagblad, 16. marts 2012). På Grundtvigs Vartov understregede Lars Løkke Rasmussen: ”Men når det gælder demokrati og medborgerskab må vi gøre os klart, hvor grænsen går mellem kejserens område og borgerens frirum.” Senest har arkitekt Kjeld Ghozati forsvaret religiøs omskærelse af drengebørn under henvisning til den åndsfrihed, som tillader borgerne at give Gud, hvad de mener er Guds (Jyske Vestkysten, 16. september 2020).
Når Grundtvig bringes på banen i samfundsdebatten, er det ikke bare den liberale diskurs, der spilles på, men også den nationale. Danske politikere kobler ofte, som vi har set, ”Giv kejseren, hvad kejserens er …” til universelle principper om sekularisme og religionsfrihed; men der sker også en kobling til det nationale, så Jesus-citatet kommer til at fremstå som udtryk for særligt danske værdier. Daværende chefredaktør på Berlingske, Niels Lunde skrev i en debat med imam Fatih Alev: ”Giv Gud, hvad Guds er, og giv Kejseren, hvad Kejserens er. Grundloven er udtryk for det danske demokratis væsen, at der er en grænse mellem det jordiske og det guddommelige. Den grænse er grundlaget for det danske demokrati” (13. januar 2005). Lars Løkke Rasmussen foretager tydeligt denne kobling i sit Vartov-foredrag: ”I Danmark har vi en lang tradition for ‘at give Gud, hvad Guds er, og kejseren hvad kejserens er’.” Jesus står vagt om nationale traditioner og værdier.
I politikeres og debattørers brug af ”Giv kejseren, hvad kejserens er …” har den luthersk-sekulære og den nationale diskurs i de seneste årtier også været koblet tæt sammen med en islamkritisk diskurs. Her er pointen, at mens Jesus-citatet gør kristendommen kompatibel med det moderne demokrati, findes der ingen lignende basis i islam. Herhjemme er argumentet først og fremmest ført i vælten af Søren Krarup og siden overtaget hos debattører som Katrine Winkel Holm (medlem af DRs bestyrelse) og folketingspolitikere som Søren Espersen (Dansk Folkeparti) og Pernille Vermund (Nye Borgerlige). Særligt sidstnævnte har i flere sammenhænge fremført citatet som led i sin islamkritik, fx i forbindelse med partiets lovforslag om at fjerne anerkendelsen af muslimske trossamfund. Her udtalte hun i Folketingssalen d. 28. februar 2020:
Den kristne tro siger: Giv Gud, hvad Guds er, og giv kejseren, hvad kejserens er. Det er fuldstændig eksplicit … Kristendommen giver evident mere plads til frihed og demokrati end eksempelvis islam, fordi man i de kristne skrifter helt åbenlyst har en erkendelse af, at vi ikke skal diktere alt ved religiøse love, og at man skal respektere, at kejserens er kejserens, og at Guds er Guds.
Argumentet om, at Jesus’ ord gør kristendommen til en moderne religion i modsætning til islam, er udbredt på højrefløjen i dansk politik, men forekommer også internationalt. Fx optræder det hos den franske højrenationale politiker Marine Le Pen og den amerikanske religionskritiker Sam Harris. Jesus fremstår her som profetisk islamkritiker.
Den sidste gennemgående diskurs, som ”Giv kejseren, hvad kejserens er ….” flettes ind i, hænger sammen med de to første om henholdsvis statens og religionens grænser. Jesus-citatet dukker jævnligt op i forbindelse med debatter om folkekirkepræsters politiske ytringer. Præster har naturligvis ytringsfrihed som borgere, pointeres det, men som præster bør de være tilbageholdende. ”Giv kejseren, hvad kejserens er …” benyttes her til at legitimere en kvietistisk opfattelse af kristendommen som politisk neutral og passiv. Det sker i Anders Fogh Rasmussens kronik, hvor han lægger afstand til dannelsen af et kirkeråd i Folkekirken. Det sker hos Naser Khader (Det Konservative Folkeparti), når han kritiserer domprovst ved Københavns Domkirke Anders Gadegaards prædikener for at være politiserende. Og Jyllands-Posten har på lederplads brugt Jesus-citatet til at kritisere biskop Marianne Christiansen for at opfordre politikerne til at tage imod flere flygtninge (16. oktober 2014) og biskop Henrik Stubkjær for at inddrage kirken i klimadebatten (29. september 2019):
[Stat/kirke-forholdet i Danmark] er baseret på den lutheranske kristendoms grundsætning om at give kejseren, hvad kejserens er, og give Gud, hvad Guds er. Det betyder i al sin enkelhed, at kristendommen, som vi kender den, ikke er en lovreligion, men en religion, som accepterer, at den politiske og demokratiske verden kræver sit, mens religionen har sin egen rolle. Og den har ikke med politik at gøre, men handler om at forkynde Guds ord ind i den virkelighed, den befinder sig i.
Flere af de ovennævnte diskurser går igen i denne leder, men den primære diskurs i teksten er den kvietistiske. Religion handler om et udsnit af virkeligheden, der ikke indbefatter det politiske. Jesus er politisk passiv.
Aktuelle danske debattører og politikere har tydeligvis en forkærlighed for ”Giv kejseren, hvad kejserens er …”. Det er derfor langtfra korrekt, når man hævder, at danske politikere ikke argumenterer ud fra Bibelen. Jesus-citatet har ganske vist ikke nogen religiøs overbevisningskraft i sig selv, men det fungerer som en advarselslampe, der kan tændes, når grænsen mellem religion og politik menes overtrådt. Denne grænse er en forudsætning i et sekulariseret samfund, men den også er til konstant forhandling, da den er notorisk vanskelig at definere. Vanskeligheden kommer ikke mindst til udtryk i Fogh Rasmussens kronik. På den ene side opfordrer han til at holde religionen ude af den politiske samtale; på den anden side bruger han Bibelens Jesus som argument. Fogh Rasmussen forsøger dermed at balancere på en knivsæg mellem på den ene side en liberal ideologi, hvor skellet mellem religion og politik bygger på universelle principper, og på den anden side en konservativ ideologi, hvor skellet betragtes som betinget af partikulære, historiske traditioner, i dette tilfælde den protestantiske kristendom, der siger: ”Giv kejseren, hvad kejserens er”.
Når Jesus-citatet bruges som politisk advarselslampe, fungerer det som et slagord fra ”den liberale bibel.” Udtrykket er taget fra den britiske forsker i bibelreception, Yvonne Sherwood. ”Den liberale bibel” beskriver ifølge Sherwood en bestemt forståelse af Bibelen, der blev udviklet i løbet af oplysningstiden, og som reducerer Bibelens politiske betydning til enkelte vage udsagn, der kan danne grundlag for den moderne stat. Bibelen opfattes med andre ord som grundlag for de to første diskurser i analysen ovenfor: den sekulære og den liberale. Den liberale bibel er således samfundsunderstøttende i en moderne kontekst, ikke samfundskritisk. Danske politikere bruger netop Jesus-citatet som grundlag for den aktuelle samfundsordning. Citatet benyttes som argument for en adskillelse mellem religion og politik, men ikke for en total adskillelse af kirke og stat. Jesus legitimerer som sådan Grundlovens status quo.
Men det er ikke alle politikere, der bruger Jesus-citatet i debatten. Faktisk er det så godt som udelukkende politikere på højrefløjen, der gør det. På venstrefløjen abonnerer man ganske vist også på en sekulær diskurs, og fx statsminister Mette Frederiksen (Socialdemokraterne) kan derfor sige, at ”Gud har vigepligt”, men venstrefløjens sekularisme brug sjældent direkte bibelcitater. På venstrefløjen betragtes Jesus og kristendom angiveligt som partikularistiske og ekskluderende referencer og dermed som problematiske referencer i den politiske debat.
”Giv kejseren, hvad kejserens er …” repræsenterer for danske politikere og debattører den liberale bibel, men også ”den apolitiske bibel”. Som nævnt kan Jesus-citatet historisk set forstås som et højst politisk, anti-imperialistisk slogan vendt mod den romerske kejser; men i dag fortolker danske politikere på højrefløjen gennemgående Jesus-citatet kvietistisk som udtryk for apolitisk religion. Og denne fortolkning er helt dominerende. Når venstrefløjsdebattører og aktivistiske præster bruger bibelcitater til at forsvare deres politiske engagement, er det derfor typisk andre bibelsteder, der anføres (fx lignelsen om den barmhjertige samaritaner, ”I skal elske jeres fjender” og ”I kan ikke tjene både Gud og mammon”). Sådanne citater anvendes til at portrættere Jesus som samfundskritiker, mens debattører og politikere på højrefløjen ser Jesus som en samfundsbevarende grænsevogter: ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er”. Jesus fremstår her som national, liberal, luthersk, apolitisk sekularist.
Kasper Bro Larsen, ”'Render unto Caesar …': Jesus as in Contemporary Debates over Religion and Politics in Denmark” i: Marianne Bjelland Kartzow, Kasper Bro Larsen & Outi Lehtipuu (red.), The Nordic Bible: Bible Reception in Contemporary Nordic Identity Formation (Berlin: de Gruyter, planlagt 2021). Bogen og forskningsprojektet er støttet af Rethinking Norden in an Evolving World (ReNEW) under NordForsk.
Yvonne Sherwood, ”On the Genesis of the Alliance between the Bible and Rights,” i Biblical Blaspheming: Trials of the Sacred for a Secular Age (Cambridge: Cambridge University Press, 2012), 303–32.
Kasper Bro Larsen og Søren Lorenzen (red.), Den nordiske Bibel. Temanummer af Bibliana, 2020/2.
