Tro versus tro - Kristendommen i dialog og konflikt gennem 2000 år
Forfatter: Peter Lodberg
Udgivet på Kristeligt Dagblads forlag, 2021, 312 sider
Af Peter Lodberg
Kristendommen plejede at have monopol på trospraksis og lære i vores del af verden. Sådan er det ikke længere. Vi behøver ikke rejse ud i verden for at møde andre religioner og trosretninger. Mennesker med anden tro end kristendom er flyttet til Danmark og præger vores kultur og samfund på mange måder. Klassekammeraten, naboen, kollegaen, ægtefællen eller børnenes kæreste bringer nye skikke og spiseregler med sig, og det, der før blevet oplevet som fremmed og udansk, bliver med årene til noget mere almindeligt for os.
Kultur – og religionsmøde er nødvendigvis ikke noget, der altid foregår let eller smertefrit, men det er et vilkår, som hører til i en verden, hvor mennesker bevæger sig på kryds og tværs af grænser. Der er ingen tvivl om, at den kulturelle og religiøse mangfoldighed er en af de vigtigste udfordringer og muligheder for teologien og den kristne kirke i øjeblikket.
Det er ikke længere muligt at begrænse det teologiske arbejde til kristendommens egen verden. Tilstedeværelsen af andre religioner, der har deres opfattelse af, hvad der er sandt og virkeligt i verden, udfordrer teologien til at gennemtænke, hvordan den kan hjælpe mennesker til at ’være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har’ (Første Petersbrev 3,15). Religionerne stiller kristendommen over for en række udfordringer og spørgsmål og minder os om, at vi altid er indfældet i et sprog, en kultur og en tradition. Det neutrale udgangspunkt findes ikke, fordi neutralitet også er et udgangspunkt.
Det interessante er, at hvis vi anlægger det lange teologihistoriske perspektiv, så er det tydeligt, at kristendommen voksede frem inden for rammerne af et polyteistisk og multireligiøst miljø. Det kan altså godt være, at mange i Danmark opfatter den religiøse mangfoldighed som ny og anderledes, men set i forhold til kristendommens oprindelse, så er vores situation i dag sammenlignelig med tiden for ca. 2000 år siden.
De allertidligste teologer var optaget af, hvad bekendelsen til Jesus som Kristus betød i et flerkulturelt samfund for forholdet mellem jøder og græker. I det tidlige kristne fællesskab beholder både jøder og grækere deres egne kulturelle træk og følger deres religiøse praksis. Jøder skal ikke blive græker eller omvendt for at være en del af menigheden, fordi frelse gennem tro på Jesus som Kristus er så universel i sit perspektiv, at der er plads til både jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde i deres egen ret. Menigheden består af mange forskellige mennesker, der er fælles i troen på, at Jesus er Kristus, men ellers kan beholde deres etniske og kulturelle særpræg.
Den afgørende teolog er i den henseende apostlen Paulus. Han vidste godt, at jødedommens bekendelse af Gud som én (Hør, O Israel. Herren er vor Gud, Herren er én, jf. Femte Mosebog 6,4) var blevet til i konkurrence med en lang række andre guder. Det forhindrer ham dog ikke i at udvide talen om frelse, så den ikke kun er en frelse for jøder, men en frelse for alle, som tror på Jesus Kristus. Den ene (Jesus Kristus) er frelser for de mange.
Frelsens universalitet midt i en pluralistisk verden er også et tema for en af de vigtigste apologeter i den tidligste kirke, Justin Martyr. Han forsvarer kristendommens universelle sandhedskrav ved at pege på spor af den kristne sandhed i de græske tænkere. Han udfolder tillige tanken om logos spermatikos (det sædbærende ord) som argument for, at Gud har forberedt vejen for sin endelige åbenbaring i Kristus gennem glimt af sin sandhed i græsk filosofi.
Pluralisme er således nok en udfordring for teologer som Paulus og Justin Martyr, men de udnytter den konstruktivt til at udfolde, hvordan frelsen er universel for alle mennesker, alle steder (Paulus) og til alle tider (Justin). Der er ikke tale om en ensretning eller en fordømmelse af tidligere tiders gudløshed, men snarere et forsøg på at vise, hvordan den ene Gud, som har vist sig i Jesus Kristus, inviterer til et fællesskab i mangfoldighed.
Etableringen af den kristne rigskirke med kejser Konstantin i 300-tallet og den efterfølgende konsoliderings – og ekspansionsperiode ændrer de teologiske og kirkelige forhold radikalt. Diskussionen om pluralisme rykker ind i kirken, og der udspiller sig hårde teologiske kampe om formuleringen af den sande tro. Samtidig kommer der politisk magt bag diskussionerne, hvilket betyder, at det kan være ganske livsfarligt at komme i opposition til magthaverens tro. På trods af flere mæglingsforsøg lykkes det ikke at holde sammen på kirken og den fælles nadverfejring i menighederne. Allerede i 400-tallet kommer det til en række brud på kirkens enhed, og den kirkelige pluralisme skal komme til at præge den kristne kirke helt frem til i dag. Kætteri gjaldt ikke kun de ikke-kristne, men blev også et tema i relationen mellem kirkesamfundene.
Spændingen mellem enhed, sandhed og pluralisme præger også Johannes af Damaskus i hans opfattelse af islam, som han kalder for et kristent kætteri. Det er ganske naturligt i den religiøst pluralistiske verden, Johannes af Damaskus lever i. Han bidrager til at formulere den model, der kommer til at præge kristendommens opfattelse af de andre religioner. Det bliver modellen: tro eller vantro, sandt eller falsk, Gud eller afgud. Den findes allerede i Det Gamle Testamente, men den bliver i løbet af Middelalderen den toneangivende opfattelse af kristendommens opfattelse af de øvrige religioner.
Eksempler herpå er både Thomas Aquinas og Martin Luther, selvom der også er store forskelle. Thomas ønsker at skabe en fælles platform, så kristne og muslimer kan tale sammen og i fællesskab erkende sandheden om Kristus. Han fremhæver fornuften og den naturlige gudserkendelse som to kilder, kristne og muslimer har til fælles. De er udgangspunktet for den samtale, Thomas ønsker at føre med muslimer for at vise dem vejen til, hvordan de kan gå fra at være vantro til at tro på Kristus.
Thomas forbliver inden for skemaet tro-vantro, kristen-kætter. Det samme gør Luther. Han skærper endog sine synspunkter og kalder sine modstandere for Anti-Krist. Det gælder ikke kun jøder og muslimer, men også paven og sværmerne på reformationens venstrefløj. Baggrunden for Luthers skarpe udfald skal ses i sammenhæng med hans opfattelse af, at han er en slags endetidsprofet, der skal kalde sin samtid til den sande tro før Kristi genkomst.
Det lykkedes som bekendt ikke for Luther at gennemføre sit projekt, før han døde, men han spiller en afgørende rolle for luthersk teologi og de lutherske kirker, som helt frem til vores tid har indtaget en meget kritisk holdning i forhold til den økumeniske samtale med fx romerkirken eller religionssamtalen med muslimer. Undtagelsen, der bekræfter reglen om konfrontation snarere end samarbejde, har været forholdet til jødedommen efter Anden Verdenskrig. På baggrund af Holocaust har især lutherske teologer og kirker i Tyskland været engageret i samtaler med jødiske repræsentanter om forholdet mellem jødedom og kristendom.
Ansatserne til at nedbryde skemaet tro-vantro, kristen-kætter kommer i slutningen af 1700-tallet og 1800-tallet. Erfaringerne fra missionsarbejdet peger i retning af en stadig større respekt for den tro, der findes hos den befolkning, missionen retter sig imod. Det ændrer ikke på opfattelsen af, at missionsarbejdet er vigtigt, men missionærerne var ofte kritiske over for deres kolleger inden for handel, militær og søfart, fordi disse ikke fandt det nødvendigt at kende det lokale sprog eller de lokale skikke.
Hos Grundtvig, der var kritisk over for organiseret missionsarbejde, møder vi en teologisk figur, som går helt tilbage til Justin Martyr, men som hos Grundtvig dukker op i en ny udgave. Figuren betoner, at det er muligt at ikke-kristne kulturer kan være forberedt på evangeliet. Justin hævdede, at græsk filosofi var en forberedelse til at modtage kristendommens sandhed. Hos Grundtvig er alle folk i stand til at blive en del af den levende kristendom, fordi de har et modersmål og en kultur, der forbereder Åndens komme.
Tanken om præparatio evangelica (forberedelse til evangeliet) kendes også i moderne katolsk religionsteologi. Her er det mennesker i de forskellige religioner, der kan være en forberedte til at modtage evangeliet om Jesus Kristus, fordi religionerne er forsøg på at svare på menneskers eksistentielle og etiske spørgsmål. Mennesker har til alle tider haft en bevidsthed om en skjult guddommelig magt, og det er den kristne forkyndelses opgave at forkynde frelsen i Jesus Kristus som det endegyldige svar på menneskers længsel efter at kende Gud.
Katolsk teologi opgiver ikke talen om sandheden i Kristus, men det sker efter Andet Vatikanerkoncil ikke længere på baggrund af et skema tro-vantro, kristen-kætter. Med Karl Rahners ord findes der ikke ikke-kristne, men anonyme kristne, dvs. mennesker der længes efter Kristus, og som venter på at erfare Kristi nærvær i deres liv.
Den til tider meget omfattende teologiske diskussion i den katolske kirke om religionsteologiske emner, der hører sammen med, at den katolske kirke er en universel kirke, kan forstås som en uenighed om, hvor meget man skal koncentrere sig om sin egen religion (in casu: islam, hinduisme og buddhisme) som led i at finde vejen til Kristus.
Ikke mindst Joseph Ratzinger har som kardinal og pave været meget kritisk over for at tildele andre religioner og religiøse frelsesskikkelser betydning i forhold til at opnå frelse gennem tro på Jesus Kristus. Sandt evangelium til tro bliver i følge Ratzinger forkyndt og forvaltet i den katolske kirke.
Den katolske kirke åbner for tanken om, at mission foregår gennem dialog. Mission og dialog er ikke hinandens modsætninger, men forudsætninger. Hvis en samtale skal have betydning, må den have til formål at ville samtalepartneren noget godt. I religiøst henseende er det at præsentere og repræsentere kristendommen på en måde, så det svarer til kristendommens indhold: det sande, det gode og det frie. På den baggrund kan samtalepartneren i frihed beslutte sig for, om det kristne evangelium giver mening og kan tjene som livstydning og handlingsorientering for ham eller hende.
En nutidig luthersk teologi om religionerne lægger sig her på linje med katolsk teologi. Det er den treenige Gud, som frelser, og frelsen kommer til mennesker gennem forkyndelsen af ham gennem prædiken og samtale. Udgangspunktet er, at Gud er alle steder, og at alle har den samme Gud, selvom mennesker tror noget forskelligt om Gud. Kristendommen hviler på tanken om, at uden Kristus ser vi kun Gud som den vrede Gud, og uden Helligånden kan vi ikke forvente Guds kærlighed og velsignelse.
Gud er således til stede i andre religioner og virker gennem dem – ikke som åbenbaret, men som skjult, sådan som Gud er det i alle verdslige begivenheder. Det er religionsdialogens udgangspunkt, at der er en fællesnævner mellem kristendommen og de andre religioner. Samtidig er det gennem religionssamtalens indhold, at der er mulighed for at tyde og tolke de tegn, der er på Guds nærvær i de andre religioner, så de kan blive anledning til tro på den åbenbarede Kristus. Om den anden lader sig overbevise af forkyndelse og samtale afhænger til syvende og sidst af Helligånden, som taler ”ej af sig selv, men os til trøst af kærlighed med sandheds røst..” (Grundtvig 1843). Fremtiden er åben, og vi kan altid blive overrasket af noget nyt.
