Af Carsten Bach-Nielsen
I 2017 var der for teologerne nok at tage sig af med reformationsjubilæet. Der var samme år et andet og mere kompliceret jubilæum, nemlig 100-året for Danmarks salg af sine vestindiske øer til USA. Markeringen kom til at stå i undskyldningernes tegn. Den danske regering burde efter manges mening undskylde for slaveriet, der blev afskaffet i 1848. Man kan sagtens undskylde, men det ændrer jo blot ikke på historien. Der var slaveri på øerne. Danske skibe sejlede slaver fra Afrika til Vestindien. Købmænd blev rige, og slaveriet var akkompagneret af vold. Selvfølgelig var der det, vi i dag vil kalde racisme, men det er i sidste ende et begreb, der ikke dækker over de mange grader af racefordom, der trivedes i kolonierne og hjemlandet. Virkeligheden i det daglige liv var mere kompleks.
Doris Ottesen er teolog, tidligere sognepræst, forfatter, fortæller, litteraturformidler – og hun har gennem 50 år interesseret sig for historien om De Dansk-Vestindiske Øer. Hun har rejst i store dele af verden – også på de tidligere danske øer i Caribien. Jeg, der har virket som lektor i teologi, Carsten Bach-Nielsen har gennem de sidste 20 år bidraget til udforskningen af øernes kirkehistorie, der er særegen på grund af den religionsfrihed, der har hersket her siden 1600-tallet. Doris Ottsen og jeg redigerede en bog om H.C. Andersen, Andersen & Gud i 2005, og nu fandt vi så atter sammen om et projekt, nemlig De Vestindiske Øers litteraturhistorie. Var der skønlitteratur på de danske tropeøer? Var der en hjemlig litteratur om slaveriet? Ja, det var der, men det er som om Thorkild Hansens store værk, Slavetrilogien, Slavernes Skibe, Slavernes Kyst og Slavernes Øer fra slutningen af 1960’erne med deres popularitet har skygget for kendskab til den ret betydelige litterære virksomhed, der har udfoldedet sig om den vestindiske problematik siden 1790’erne. Man lagde så at sige et låg på det vestindiske ved salget i 1917. Man talte og skrev ikke mere om det. Det var historie – history! Glem det hele! I den forstand var det en øjenåbner, at Thorkild Hansen 50 år senere skrev sine tre bøger, der mere er dokumentarisme end historie og skønlitteratur. Han fandt skurkene for at udstille dem, og han dyrkede sin egne helte. Han lukkede historien med sin autoritative fortælling. Og hvem skulle så nogensinde få et vide, at kirkehistorikeren Hal Koch havde en faster, der levede og skrev romaner på Sankt Thomas i begyndelsen af 1900-tallet, at Politikens redaktør Henrik Cavling, der har lagt navn til Cavlingprisen, skrev bidende om det danske kolonistyre, men desuden var en ubekymret racist, at Henrik Hertz og H.C. Andersen bidrog til oplysning og debat om forholdene i Vestindien i den såkaldte danske Guldalder? – og at den populæreste selskabssang omkring 1800 var Thomas Thaarups ”Hvad har den stakkels Neger gjort, at den blanke Mand ham hader” – men linjerne ”Er han ond, for han er sort? Er Gud ikke alles Fader?”?
Vestindiske spor. Dansk Vestindien i den koloniale og efterkoloniale litteraturhistorie er ikke en teologisk bog, men en bog om, hvordan mennesker har mødt det fremmede, hvilke overvejelser forfattere har gjort sig over begrebet som retfærdighed, uretfærdighed, race, medmenneskelighed og politik gennem omkring 150 år. Bogens titel refererer til den skibbrudne Robinson Crusoe, der på sin øde ø fandt spor af andre end ham selv. Der var altså et møde. Hvilke spor har det sat sidenhen? Er det spor, der kan være med til at pege på nye veje i den historie, der nu fortælles om vor fortid som slavenation? Kan skønlitteraturen sige noget mere nuanceret end det, vi hører i de mange skråsikre udtalelser om fortidens samfund? Det tror vi faktisk. Og derfor har det da også været spændende at skrive en bog, hvori vi naturligvis har måtte se i øjnene, at racisme og fordom altid har været der, men også en bog hvori vi ikke har villet fælde nogen entydig moralsk dom over fortiden. Mennesker, der levede før os, havde deres syn på verden, og det er nødvendigt at forstå det, at forfølge disse holdninger i al deres kompleksitet.
Det blev til mange nye bekendtskaber undervejs. Vi blev i processen gjort opmærksom på en engelsksproget roman, der nok aldrig har fundet vej til Danmark, nemlig Mary Farrington Fosters Doty Dontcare, der blev trykt i Boston i 1895. En charmerende og elegant komponeret bog om livet i det danske Vestindien, der kulminerer i arbejderopstanden i 1878. Som sådan dramatisk – men også en bog, som i den grad tager det komplicerede racespørgsmål op til debat. Forfatteren er der er ikke nogen, der kender; vi ved ikke, om hun var hvid eller farvet, men hun har sans for den sociale stratigrafi, der følger af hudfarven. Der var nemlig ikke blot hvide og sorte i Vestindien, men en hel kompliceret farveskala mellem disse yderpunkter. Jo lysere des bedre, var synspunktet. Alle var sig bevidst at være placeret på et menneskeligt og socialt plan i kolonien, der var bestemt af, hvor meget sort, der blandede sig i ens slægts fortid. Man var mere eller mindre fastlåst af det biologiske. Da er det, at bogens hovedperson, der er sort og som på mange måder snobber opad mod de hvide, tilslutter sig det oprør, som nedkæmpes – og den paradisiske tilstand atter kan sænke sig over haven i Antillerne.
Man kan gisne om, hvorvidt denne fine lille roman var kendt blandt de mange kvinder, der som ægtefæller fulgte deres mænd til øerne, hvor de bestred offentlige embeder. Det var en trædemølle, ensformigt og langt værk fra hjemlandets kendte familierammer. Der var en overfladisk selskabelighed og megen alkohol på øerne, hvilket der ikke lægges skjul på i romanerne og dagligdagsbeskrivelserne. De medfølgende hustruer havde masser af tid, og mange af dem valgte at forlade hængekøjen for at blive forfattere. Der er en hel gruppe af kvindelige forfattere på de danske øer. Den litterært set bedste er Lucie Hørlyk (1870-1912), altså Hal Kochs faster. Hun var datter af kirkehistorikeren, provst Ludvig Koch i Glostrup. Hendes mand havde lige netop slæbt sig til en juridisk embedseksamen, der kunne udløse en beskeden stilling i Vestindien i 1892. Han døde i 1903. Lucie døjede med et dårligt helbred som følge af tuberkulose, og nu mistede hun sin ret privilegerede position som embedsmandsfrue i Vestindien. Hun flyttede som 33-årig hjem til forældrenes præstegård og derfra videre til Frederiksberg, hvor hun skrev sine romaner og noveller om Vestindien. De solgte godt og hendes økonomi blev fornuftig, men hun døde som 42-årig i 1912.
Lucie Hørlyk skrev både om vestindisk historie og om livet i kolonien med et skarpt blik for raceforskellene. De var for hende et givent forhold, som man ikke måtte bryde, for da ville verden styrte sammen. I sin fine novelle ”Hun var hvid” fortæller hun om fallerede hvide, der begynder at opføre sig forkert. De bliver tyvagtige, noget man jo netop altid beskyldte de sorte for. Og straffen falder prompte fra en gammel sort kvindes side: det kan man jo ikke, når man er hvid! Så er man jo klasseforræder. Der findes og opretholdes en orden, som så alligevel hele tiden gennemlyses af en menneskelighed, det, Doris Ottesen kalder hjertets renhed. Den har de indfødte nemlig en sans for: den rette handlen, en ægthed, som er sløvet og sløret hos de civiliserede hvide. Det er denne dobbelthed, der bærer hele Lucie Hørlyks forfatterskab. Det er et enestående forfatterskab i dansk litteratur. Andre kvinder skrev med mindre engagement, mere i erindringens lys eller med munterhed i forhold til de fjollede sorte. Kun få erkendte eller overvejede en løsning på det etablerede syn på de sorte og farvede. Helt galt gik det hos Eliz Carbel fra Grenå, der var gift med skolebestyreren i Frederiksted, og som immigrerede til Argentina efter salget i 1917. I hendes Solens Børn fra 1925 er den rene latterliggørelse af den sorte befolkning utilsløret – blandet med nationalt konservativ tone. Det var ifølge Carbel de sorte, der med deres dumhed og dovenskab spolerede livet for de hvide, og som styrtede kolonisamfundet i grus.
Efterhånden døde de mennesker, der havde levet i og oplevet Dansk Vestindien; arven fra den tropiske kolonitid kunne nu forvaltes anderledes. Ikke mindst besættelsen 1940-1945 var en relevant baggrund for at diskutere etiske dilemmaer som det tyske herrefolks handlen med Danmark i en historisk ramme, der var udstukket af danskes opførsel som herrefolk under kolonialismen. Kelvin Lindemanns Huset med det grønne Træ fra 1942 er et opgør med hykleriet om slavefrigørelsen i den schimmelmannske kreds i 1790’erne.
Drengebogsforfatteren og tidligere tjenestegørende gendarm i Vestindien Torry Gredsted skrev samme år Slavedrengen, der foregår på forterne i Afrika og i Vestindien. Her er det det uspolerede sorte naturbarn, der er idealet. Civilisationen har ikke ødelagt ham og hans instinkter for ret og vrangt. Med den danske officer sejler han til slut ind i de dybe skove med Dannebrog for der at finde et resistenspunkt mod uretten. Man må ind i naturen for at gøre op med unaturen.
Mest dybtgående i den efterkoloniale litteratur er kommunisten Hans Kirk med romanen Slaven, som han havde skrevet som tysk fange i Horserødlejren. Den forsvandt under flugten i 1943, så han skrev den på ny efter hukommelsen efter krigen. Den leverer en politisk og psykologisk analyse af slaveriet. Det er ikke det danske slaveri, men det spanske, for de spanske opfattede sig som Guds udvalgte herrefolk. Et let gennemskueligt billede på Hitlers tyskere. Bogen, der afslører forfatterens forståelse af religionens betydning, er et hovedværk, hvis man skal pege på noget, der kunne være dansk postkolonial litteratur. Den skal forstås i sammenhæng med den engelske og franske litteratur, der siden 1930’erne og i 1950’erne med voldsom kraft gjorde op med kolonialismen og imperialismen.
Det vigtige ved den nye litteratur, der fremkom siden 1940, er, at den ikke romantiserer kolonitiden, men faktisk er et endeligt opgør med den. Mange havde forhåbningen om, at krigen ville medføre et nyt samfund med en ny orientering, nye værdier. De blev skuffede. Man kan således blive lidt forvirret, når man når frem til markeringen af 50-året for salget af kolonien i Vestindien i 1967. Preben Ramløv, der tilhørte Hereticakredsen, skrev en nærmest eksistentialistisk roman for unge mennesker om Peter von Scholten, Massa Peter. Genlæsningen holdt ikke i forhold til den erindring, der knyttede sig til den første læsning for henved 50 år siden.
Vi har valgt at afslutte bogen omkring 1967, og vi har forsøgt at holde os til danske forfatterskaber fra eller om koloniperioden. Tendensen er, at Dansk Vestindien i nyere skønlitteratur mest optræder som eksotisk kulisse. Dog var vi enige om, at Nella Larsens (1891-1964) forfatterskab skulle med. Hun stammer i sidste ende fra de danske øer, og hun har opholdt sig i København, men hendes litterære scene var og blev Harlem, NY. Hendes forfatterskab har længe været anerkendt som en vigtig del af den såkaldte Harlemrenæssance, men det var først efter 2000, at hendes to romaner Kviksand og Overgang fra 1928 og 1929 blev oversat til dansk. Det særlige ved dem er, at de har et nyt perspektiv, nemlig race og køn. At bryde grænserne på dette område er ligeså farligt som i det koloniale Vestindien. Den nye kontekst er givet med, at forfatteren er migreret fra den lille lokale caribiske ø-verden til den pulserende smeltedigel, New York. Men det racemæssige brændemærke følger med.
Til slut kaster vi et flygtigt blik på Søren Kierkegaards forlovede Regine Olsen, der levede som guvernørfrue i Vestindien. Hun fik et nyt liv gennem Joakim Graffs bog Regines gåde fra 2013. Af hendes breve lærer vi et og andet om læsning i fortiden langt fra fædrelandet.
Bogen om de vestindiske spor er en bog om et emne, der ikke tidligere er beskrevet. Den har været en udfordring at skrive, for der har ingen sekundærlitteratur været at støtte sig til. Men vi skrev den som vi gjorde, fordi vi ved, at mennesker læser af lyst. Ikke af pligt. Den er ikke tynget af mange fodnoter. Desuden har vi gjort os umage med at give ganske fyldige handlingsreferater, for den vestindiske litteratur er ikke lige til at skaffe. Mange bind er endt i papirmøllen eller som småt brændbart. Forhåbentlig vil bogen give et mere nuanceret billede af fortiden. Det fortjener både nutiden og fremtiden.
