Aarhus Universitets segl

Luthersk-katolsk dialoggruppe på studietur til Rom

Fra teologi i Aarhus deltog Bo Kristian Holm og Jakob Egeris Thorsen som repræsentanter dels for universitetsteologien, dels for hhv. den lutherske og den katolske kirke i Danmark. For begge blev paradokserne i relationen tydeligere.

Efter Pave Frans’ deltagelse i den økumeniske reformationsmarkering i Lunds domkirke d. 31. oktober 2016 og den økumeniske markering i Københavns domkirke i 2017, blev der etableret en en dialoggruppe mellem folkekirken og den romersk-katolske kirke i Danmark, der siden har haft to årlige møder. På disse møder har deltagerne drøftet klassiske læremæssige problemstillinger for begge kirker. Formålet har været har derudover været at lære hinanden bedre at kende, liturgisk, teologisk og ikke mindst personligt.

På fælles studietur

Som en foreløbig kulmination på disse samtaler tog gruppen på en fælles studierejse til Rom og Vatikanet. Her var der arrangeret møder med flere ledere af centrale organer i den katolske kirke, heriblandt ”udenrigsminister” kardinal Paul Gallagher, som gav en informativ indføring i Vatikanets udenrigspolitik og rolle i aktuelle konflikter. I Troslære-dikasteriet (tidl. Troslærekongregationen) blev gruppen modtaget af ærkebiskop Joseph DiNoia OP, der blandt meget andet adresserede, hvordan man i dikasteriet lige nu forholder sig afventende i spørgsmålet om den genderproblematik, der lige nu optager sindene i den vestlige verden. Det sidste vigtige møde i Vatikanet var med kardinal Kurt Koch, der som formand for Dikasteriet for fremmelsen af kristen enhed gav os en status på de mange bilaterale samtaler, som der føres fra Rom, herunder med den lutherske kirke. Situationen lige nu den, at der gøres nye forsøg på at arbejde for en katolsk anerkendelse af Confessio Augustana (CA) som økumenisk dokument. Koch nævnte selv, CA som højdepunktet i gensidig overensstemmelse mellem luthersk og katolsk lære. Aldrig har lutheranere og katolikker, ifølge Koch, været så tætte på hinanden som i Augsburg i 1530. Det udsagn indeholder både en stor anerkendelse af luthersk teologi og samtidig en tydelig markering af uovervundne problemer i det aktuelle forhold kirkerne imellem. Her sigtes der primært til embeds- og kirkeforståelsen, samt nytilkomne moralteologiske spørgsmål. Dermed blev mødet med Koch et symbol på de paradokser, der præger relationen. På den ene side er der en skarp markering af forskelle, på den anden side en dyb respekt og generøsitet overfor de ikke-katolske embedsindehavere.

Økumeni i Rom - også for studerende

Rom er ikke kun den katolske kirkes hovedsæde, men også de senere år blevet et centrum for økumenisk arbejde. Gruppen besøgte den tyske lutherske kirke, den eneste lutherske kirke i Rom. Den har bl.a. en meget smuk døbefont af Bertel Thorvaldsen. Kirken er bygget i overensstemmelse med lokal byggestil for at falde naturligt ind byen, men samtidig har man bygget tårnet så højt, at den kan ses fra Vatikanet. På den måde illustrerer kirken meget godt den økumeniske atmosfære, præget af både imødekommenhed og selvbevidsthed. I den tyske kirke blev vi modtaget af præsten, Dr. Vanessa Bayha, som leder det økumeniske Centro Melantone, som tilbyder studerende et helt studieår, hvor man kan bo på centret og følge undervisning på de forskellige teologiske uddannelsesinstitutioner i Rom. Med et mere fleksibelt uddannelsessystem, ville et studieår her være en oplagt mulighed for danske teologistuderende.

Også på Gregoriana, det berømte jesuitiske universitet i Rom, blev vi gæstfrit modtaget. Her fortalte dekanen for teologi entusiastisk om et nyt initiativ. Et økumenisk fag, hvor man bestræber sig på at have lige dele katolske, lutherske og ortodokse studerende, og hvor undervisningen altid foregår med to undervisere af hver sin konfession. Da ikke alle pladser bliver fyldte og slet ikke de lutherske, var man på Gregoriana meget interesserede i at tiltrække danske lutherske studerende. Så den idé er hermed givet videre.

Fællesskab og forskelle

Den danske gruppe bestod foruden undertegnede af folkekirkebiskopperne Marianne Christiansen, Peter Skov-Jakobsen og Thomas Reinholdt Rasmussen. Derudover deltog Birgitte Graakjær Hjort (FUV), Thorsten Rørbæk og sognepræst Ole Buchardt Olesen. På katolsk side deltog biskop Czeslaw Kozon og Sognepræst Jesper Fich. Vi boede i Vatikanets gæstehus Domus Sanctae Marthae, hvor også pave Frans residerer. Hver morgen fejrede biskop Kozon messe på dansk i et kapel i Peterskirken, heraf to gange i krypten under hovedalteret. De fælles gudstjenester med danske salmer var både et udtryk for, hvor meget der samler katolikker og lutheranere i dag, samtidig med at de – pga. den manglende mulighed for fælles nadver – var en yderst smertelig påmindelse om, at kirkerne stadig er adskilte og derfor fra et katolsk perspektiv ikke kan deltage i hinandens eukaristiske fejring.  Om eftermiddagen og aftenen var der rig mulighed for at vandre gennem Roms gader og spise sammen, for endelig at blive lukket ind i Vatikanet igen af Schweizergarden.

Et af højdepunkterne var, da gruppen fik mulighed for at hilse på pave Frans forud for en Alle Sjæles gudstjeneste i Peterskirken d. 2. november. En helbredsmæssigt svækket, men meget nærværende pave fik trykket alles hænder og udvekslet korte bemærkninger og sendt hilsner til Danmark.

Selvom en dansk samtalegruppe ikke egenhændigt kan rykke den økumeniske samtale mellem de to kirkesamfund, har arbejdet både mening og værdi: Det øger det gensidige kendskab og skaber gode relationer på tværs af kirkerne, både lokalet og nationalt.

Men det er stadig navnlig i embedssynet, at forskellene synes uovervindelige. Men det er også her paradokserne dukker op. For selv om den lutherske embedsforståelse fra et katolsk perspektiv er teologisk mangelfuld, så blev de danske lutherske biskopper alle steder mødt med stor respekt - også den kvindelige. Og selv Schweizergarden slog hælene sammen og hævede hellebarden, når den så en dansk biskop spadsere forbi. Om lære og praksis så på et tidspunkt alligevel kan mødes. Det kan kun tiden vise.

Link til Centro Melantone:

https://www.centromelantone.org/

Link til Gregoriana:

www.unigre.it/en/