PIETISME I MODERNE TEOLOGISK REFLEKSION                  
Hvad vil det sige at blive genfødt? Peger dette karakteristiske udtryk for tidlig pietistisk spiritualitet kun på et metafysisk eller mystisk mysterium, som ikke kan fattes, eller er der måder, hvorpå man kan forstå åndelig genfødsel i lyset af psykologiske elementer? Man kan måske omformulere det på denne måde: Er der en ontologisk identitet, der underligger både det gamle menneske og det nye menneske, som kan undersøges? Eller vil ethvert forsøg på at undersøge disse ting 'naturalisere' og afmytologisere nådens værk? Det er spørgsmål, der er relevante for, hvorvidt vi betragter 1600- og 1700-tallets pietisme som værdig for intellektuel opmærksomhed. Tjener pietismen blot som et historisk levn, nyttig i politisk og social historie, eller er vi villige til at forstå dens egen intellektuelle verden og indre forståelse som frugtbar selv for moderne teologisk refleksion?

MENNESKELIGE HANDLINGER OG GUDDOMMELIGE HANDLINGER

Mit nyligt afsluttede ph.d.-projekt fokuserer på begrebet ordo salutis i den danske pietist Enevold Ewalds (1696-1754) arbejde, og kontekstualiserer hans tanker inden for tidlige moderne forståelser af menneskelig antropologi og psykologi. Denne udforskning ser på særlige områder af tidlig moderne eskatologi, naturen af ​​menneskelig frihed og det tekniske sprog omkring nåde og natur. Projektet begynder i kætteriprocessen mod Ewald i 1734 for Den Kongelige Kommission i København, som afslørede hans tro på alles frelse, men også samtidens bekymringer om Ewalds ordo salutis. Med fokus på det, opstiller og beskriver jeg de forskellige stadier af Ewalds ordo i hans katekismer og i udvalgte prædikener fra hans offentliggjorte prædikenserie. Ewald beskriver sin ordo i form af menneskelige handlinger (omvendelsestroen på Kristus, det gode levned) og guddommelige handlinger (kaldet, oplysningen, helliggørelsen). I min nærlæsning af teksterne bliver det tydeligt, at en eller anden model for guddommeligt-menneskeligt samarbejde er påkrævet og opmuntret af Ewald. Ewald tillader aldrig, at menneskelige handlinger bliver læst som fuldstændigt passive. En synergetisk læsning af hans ordo synes uomgængelig, selvom Ewald begrunder det guddommeligt-menneskelige samarbejde teologisk i lyset af unio mystica og sprogbrug om den iboende nåde.

SAMTIDIGE MODELLER TIL SAMMENLIGNING                     
Fordi Ewald tillader menneskelig aktivitet i ordo, må en grundig fortolker overveje tilgængelige datidige modeller for forståelsen af menneskelig handling og muligheden for guddommeligt-menneskeligt samarbejde. Anden halvdel af afhandlingen undersøger udvalgte modeller i Johann Franz Buddeus (1667-1729) og Johann Georg Walchs (1693-1775) arbejde.

Buddeus var Ewalds teologilærer og en katalysator for Ewalds egen åndelige ’vækkelse’. Buddeus’ svigersøn, Walch, var en tæt samarbejdspartner for Ewald. Selvom de ikke officielt var pietister, var begge mænd imødekommende over for bevægelsen. De vigtigste tekster, jeg bruger i afhandlingens anden del, er en unik dansk oversættelse af Buddeus’ Institutiones Theologiae Morales, udgivet som Collegium Theologico-Morale (1740) og Walchs populære Philosophisches Lexicon (1726). Buddeus' moralteologi tilbyder et teknisk sprog om nåde, som understøtter de forskellige stadier af Ewalds ordo: den genfødte troende bevæger sig fra forekommende nåde til bevirkende nåde og videre til medarbejdende nåde. Buddeus beskriver også den genfødtes åndelige frihed som en effektiv frihed. Han lægger vægt på tilegnelse og praksis. Man er aktivt befriet fra synd, hen imod en aktivitet (at gøre gode gerninger). Dette skildres som en samarbejdsvillig og fri menneskelig handling - selv når den er bemyndiget af nåde. For en datidig forståelse af fri menneskelig handling - især mentale handlinger - trækker jeg på Buddeus' moralteologi og artikler om intellektets og viljens frihed i Walchs Lexicon. De komplekse datidige debatter omkring menneskelig frihed afklarer en hel del om Ewalds egen kontrast mellem den pre-ordo slaviske gudsfrygt (”Trælldoms-Stand”) og tilstanden af ​​åndelig frihed for den genfødte.                          
 

NÅDE VS. NATUR

For en moderne læser, gennemsyret af en kultur, hvor begrænsning anses som en hindring for menneskelig frihed, hvordan kan enhver opfordring til, eller ethvert krav om, gode gerninger være frigørende? De tidlige moderne debatter om frihed giver os en mulighed for at se den pietistiske ordo som psykologisk sammenhængende inden for en bestemt ramme. Der er teologiske elementer på spil, som historisk forstyrrer denne fortælling, men jeg afslutter afhandlingen med at vende tilbage til eskatologi og alles frelse (apokatastasis). I sidste ende er det Ewalds omfavnelse af alles frelse, der redder denne model af guddommeligt og frit menneskeligt samarbejde.

Hvis en model for guddommeligt-menneskeligt samarbejde kan opretholdes, finder Enevold Ewalds ordo salutis et mål for teologisk og psykologisk sammenhæng. På trods af det sidestillede sprog om nåde vs. natur, overskrides denne opdeling i sidste ende, således at naturen ikke ødelægges af nåde, men helliges og forbedres. Hos Ewald og hans samtidige, findes der fortsat spændende formuleringer af kontinuerlige teologiske dilemmaer, for alle læsere, der er villige til at undersøge dybere.