Aarhus Universitets segl

Hinsides visdomslitteratur: en vending imod ”levet visdom”

Af Elisa Uusimäki

Talrige tekster fra den antikke verden hævder en tæt forbindelse mellem visdom og hverdagslivet. Men hvordan udøver man visdom, eller hvad betyder det at leve vist? Min doktorafhandling, som jeg forsvarede på Aarhus Universitet den 25. marts 2022, udforsker sådanne spørgsmål om anvendt visdom i jødiske kilder fra den anden tempelperiode.

Hvorfor undersøge ”levet visdom”?

Imens kategorien ”visdomslitteratur” og de præcise kriterier for definitionen heraf fortsat diskuteres i bibelforskningen, argumenterer jeg for, at det overdrevne fokus på visdom som et tekstkorpus i den tidligere forskning har overskygget andre vigtige spørgsmål, herunder spørgsmål om visdom og hverdagslivet. Derfor går jeg i min afhandling til spørgsmålet om visdom i den antikke jødedom fra en anden vinkel, som ”levet visdom”.

Som dette udtryk antyder, undersøger jeg jødisk visdom som levet religion i oldtiden, altså som et fænomen, der dækker levemåder og praksisser. Jeg ser bort fra spørgsmålet om visdom som en litterær genre og udforsker i stedet visdommens legemliggjorte, dannende og performative dimensioner. Jeg demonstrerer, at visdom er mere end en bestemt type litteratur; visdom er også noget, der skal udøves og udføres.

Visdommens levede dimensioner i den antikke jødedom

Den gamle israelitiske visdom har allerede tidligt levede dimensioner, herunder den forestilling, at visdom (חכמה) materialiserer sig i tekniske færdigheder. Jødisk visdom forbindes imidlertid tættere med levevis i løbet af den anden tempelperiode; den kommer til at konstituere en levemåde med en række praksisser. I den hellenistiske og romerske æra skaber jødiske forfattere aktivt nyt materiale om for eksempel pædagogiske idealer, former for åndelige og mentale øvelser og ønskværdige levemåder.

Mens forskningen i ”levet visdom” kunne udvikle sig i mange retninger i fremtiden, består min afhandling af tre case studies i de levede dimensioner af visdom. Disse analyser koncentrerer sig om vismandsfiguren, med et særligt fokus på opfattelsen af den vise person som genstand for efterligning; visdomslærerens levevis, inklusive aktiviteter og handlinger, som konstituerer dens daglige rytme; og jagten på visdom som et fælles foretagende i tre jødiske grupper fra tiden omkring vores tidsregnings begyndelse. I alle disse tilfælde angår visdom ideale levemåder og forstås som noget, der former den, der søger visdom.

Visdom er med andre ord et legemliggjort fænomen, eftersom en visdomselskers dannelse og livsstil, som disse forstås og skitseres i de bevarede skrifter, omfatter levede og kropslige handlinger som studie, fordybelse og bøn. Det er desuden rammende at karakterisere visdom som performativ, fordi visdom indebærer udførelsen af ydre handlinger. Disse handlinger spænder fra ens rolle inden for en specifik fælles ramme (f.eks. liturgisk aktivitet) til andre, som påvirker samfundet generelt (f.eks. prosociale gerninger). Og hvad der er nok så vigtigt, visdom er noget, som skal udøves og udføres på både et individuelt og et kollektivt niveau.

Desuden argumenterer jeg for, at visdommens levede dimensioner hjælper os at forstå tidlig jødedom i dens bredere kulturelle kontekst. De bevarede kilder dokumenterer lokale udtryk for det vise og dydige liv, som har rod i deres respektive sammenhænge. Samtidigt kan de også læses og fortolkes i dialog med andre tekster og traditioner fra Middelhavsområdet, i kraft af deres tendens til at give udtryk for deres tids hellenistiske tendenser.

Opsummering

Spørgsmålet om visdom som en form for litteratur er ikke det eneste spørgsmål, som kan stilles til antikke tekster om visdom. Baseret på de bevarede kilder omfatter visdom livsstil og praksis. Imens teksterne om visdom ofte beskæftiger sig med den viden, som er nødvendig for den rette opførsel, er visdommens ultimative formål ikke at informere, men at forme den, som attrår og søger visdommen. Fremstillingerne i tidlige jødiske tekster indbyder til, at man tilstræber og udfører ideale levemåder, om det så sker igennem efterligning af den ideelle vismand, forskellige former for praksis eller deltagelse i den fælles jagt efter visdom.