Den 4. marts 2022 forsvarede jeg min ph.d.-afhandling med titlen: ”Mellem frygt og glæde. En samtidsteologisk undersøgelse og komparativ teologisk analyse af dommedagsforståelsen i islam og kristendom.”
Formålet med afhandlingen
Afhandlingens formål er at levere et bidrag til teologisk forskning inden for tre områder ved: 1) at gennemføre en samtidsteologisk undersøgelse af dommedagsforståelsen i islam og kristendom som den fremstilles på den dansksprogede del af internettet, 2) at afprøve den konfessionelle komparative teologiske metode som beskrevet af nyere tyske og amerikanske forskere samt 3) i forlængelse heraf at præsentere teologiske overvejelser og bidrag til analyse og diskussion og reformulering af en nutidig evangelisk-luthersk kristen dommedagsforståelse.
Hjemmesider og otte udvalgte teologer
I afhandlingens del II undersøger jeg kristne og muslimske hjemmesiders beskrivelser og forståelse af dommedag i et forsøg på at tegne et billede af dommedagsforståelsen i et samtidsteologisk perspektiv. Denne undersøgelse bliver suppleret med en gennemgang af dommedagsforståelsen hos fire kristne og fire islamiske teologer:
Martin Luther (1483-1546), Regin Prenter (1907-1990), Jürgen Moltmann (f. 1926) og Johannes Værge (f. 1946) samt Abu Hamid Muhammad al-Ghazzali (1058-1111), Muhammad Ali (1874-1951), Tariq Ramadan (f. 1962) og Mouhanad Khorchide (f. 1971).
Disse islamiske og kristne teologer repræsenterer til sammen et bredt og nuanceret billede af dommedagsforståelsen:
Luthers særlige bidrag til synet på dommedag kan sammenfattes i glæden. Selvom han vedgår, at også kristne må møde dommedag frygtsomt og med bæven, så vejer glæden tungest, idet man som kristen er sig bevidst om, at man ikke står alene på dommens dag, men har en anden ved sin side, der både er frelser og forsoner. En central tekst om frelsesvisheden lyder: ”Vi skal daglig mere og mere tragte efter at komme ud af uvisheden og nå frem til vished og bestræbe os på at udrydde den skadelige vildfarelse med roden, den som hele verden er forført af, nemlig at et menneske ikke kan vide, om det står i nåden eller ikke. For hvis vi tvivler på Guds nåde og ikke tror, at Gud for Kristi skyld har behag i os, så fornægter vi, at Kristus har forløst os, ja, vi betvivler ret og slet alle hans velgerninger.” (WA 40 I, 579).
For Prenter er dommedag afsløringens og den endelige afgørelses sted, hvor det vil blive åbenbart, hvem der tror og håber på Kristus alene, dem, som CA 17 kalder for ”de fromme og udvalgte”. Prenter understreger bekendelsens afstandtagen fra enhver form for apokatastasis-tanke, altså alles-frelseslære og et forsvar for læren om den dobbelte udgang. Endelig skal nævnes Prenters klare afvisning af den katolske forståelse af en dom efter døden med en efterfølgende mellemtilstand, hvor en fortsat lutring finder sted. Heroverfor fastholder han, at dommen først finder sted ved Jesu genkomst.
Moltmann forstår dommen som en forvandling af alle skabninger. Gud vil ikke opgive en eneste af sine skabninger, ikke engang Djævelen. Denne apokatastasis-lære, hvor også alle ”Satanskinder” i sidste ende frelses fra helvedes pine og fortabelse, får indflydelse på forholdet til dommedag. Det er ikke en forfærdelig dag, men det mest vidunderlige, som mennesker vil opleve. Moltmanns ”håbsteologi” har haft stor indflydelse også på dansk teologi, og på hvorledes den kristne tro og fremtidsforventning, herunder synet på dommedag, er smittet af et sprudlende og glædeligt håb.
Værge understreger, at dommedag ikke er en retssalsafgørelse, idet han ser forholdet mellem Gud og mennesker snarere som forholdet mellem en læge og dennes patient. Jesus kom som lægen for at helbrede og rense forholdet mellem mennesker og Gud. Derfor vil Gud i genoprettelsen færdiggøre det, som ikke nåede sin bestemmelse her i livet, hvorfor Værge ikke vil tale om fortabelse eller dobbelt udgang. For Gud er overvældende generøs. Så overvældende, at mennesker har vanskeligt ved at forstå eller håndtere det. Blandt de fire kristne teologer, er Værge den eneste, der behandler spørgsmålet om mellemtilstanden, som han betegner som en fortsat udvikling i de dødes rige.
Som den første af de muslimske teologer understreger Al-Gazzali, at når et menneske dør, får det ophold i graven. Her – i Barzakh – vil den døde få stillet spørgsmålene: ”Hvem er din Gud? Hvad er din religion? Hvem er din profet?” Disse spørgsmål bliver stillet med en barsk og hård tone og kaldes for den sidste ulykke, som vil vise sig for den døde (Ihya Ulum-Id-Din 1971, bd. 3, 506). Svarer man rigtigt på spørgsmålene: ”Allah, Islam og Muhammad”, vil der blive åbnet en dør, hvorfra man kan se ind i paradiset. Det modsatte sker for den vantro. Her vil døren til helvede blive åbnet, og man vil kunne se den straf, som venter dér. Skønt Gazzali ikke nævner, hvorvidt eller i hvilken udstrækning ikke-muslimer vil være blandt de ”succesfulde”, altså frelste, er der ingen tvivl om, at for ham at se vil også mange ikke-muslimer blive frelst, hvilket først og fremmest skyldes Guds barmhjertighed.
Muhammad Ali, er en muslimsk teolog, der har haft stor betydning for forståelsen af islam i første del af det tyvende århundrede. Selvom han tilhører Ahmadiya-bevægelsen, blev hans koranoversættelse og hans bog om islam toneangivende. Troen på dommedag indebærer ifølge ham både en tilskyndelse for mennesket til at øve gode gerninger og til at afholde sig fra de dårlige. Ali konkluderer på den baggrund, at både for muslimske og ikke-muslimske syndere er helvede et tidsbegrænset sted. Dette syn på helvede som et opholdssted, hvor mennesker renses for synd, minder om purgatoriet, skærsilden, og om synet på dommen som en renselse af mennesket, som vi mødte hos Værge.
Tariq Ramadan er en indflydelsesrig skikkelse i nyere europæisk islam. Siden er hans stjerne faldet betydeligt efter anklager om overgreb på flere forskellige kvinder. I en bog: The Essentials fra 2017, skriver Ramadan, at livet ikke er andet end en gennemrejse og døden en mellemstation. Livet er både en gave og en prøve, og hvert menneske vil blive dømt i henhold til dets intentioner og de gerninger, det har begået igennem livet. Paradis vil blive skænket de fromme og gode, hvorimod helvede vil være endemålet for dem, der har fornægtet Gud, øvet ondt eller været moralsk fordærvede på jorden. Gud vil modtage dem, der søger ham, og straffe dem, der fornægter ham eller handler uetisk.
Mouhanad Khorchide er en af de mest betydningsfulde muslimske teologer i Tyskland i dag. Han har mange følgere især blandt unge muslimer. Selvom de muslimske organisationer ikke alle billiger hans bøger, repræsenterer han en vigtig stemme blandt liberale muslimer – også i Danmark. Khorchide tager afstand fra den forkyndelse, der truer med Guds vrede og hans helvedsstraffe, fordi den skaber frygt i unge muslimer og ikke fører noget godt med sig. Under henvisning til sura 2:62 peger Khorchide på, at ingen, som tror på den yderste dag og handler ret – herunder jøder og kristne – skal frygte dommedag. Gud behøver ikke dommedag for at demonstrere eller udøve sin dømmende magt. Det er mennesket, der har brug for dommedag til sin egen fuldkommengørelse og for at blive konfronteret med og komme til erkendelse af sine synder.
Den konfessionelle komparative analysemetode
Afhandlingen benytter den konfessionelle komparative teologiske analysemetode.
I bogen: Meaning and Method in comparative Theologie (2020), skriver Cornille, at ved at udforske den kristne tro i lyset af andre religiøse traditioners lære, vil man kunne nå frem til en dybere forståelse af ens egen religiøse tradition. Hun peger på seks mulige læringspunkter (types of learning), hvor mødet med en anden religion kan få betydning for ens egen tro:
Skærpelse (intensification), genopdagelse (recovery), genfortolkning (reinterpretation), tilegnelse (appropriation), berigtigelse (rectification) og bekræftelse (reaffirmation).
Med udgangspunkt i begrebet dommedag analyseres følgende otte temaer, grupperet under tre overskrifter:
Hvert emne bliver i afhandlingen kommenteret ved hjælp af hjemmesiderne, de udvalgte teologer samt ved inddragelse af andre teologer, forfattere og teologiske opslagsværker. Alle emner indeholder et diskussionsafsnit, som munder ud i en bestemmelse af ”Types of Learning” – et afsnit, hvor det konkluderes, hvad denne sammenligning kan betyde for en evangelisk-luthersk kristen forståelse af dommedag.
Ved hjælp af Mixed Methods, hvor både kvantitative og kvalitative data inddrages, skabes et mere nuanceret og righoldigt billede af analysematerialet. Hvert emne indledes således først med en kvantitativ optælling af, hvor mange gange de enkelte temaer optræder på de respektive hjemmesider.
For eksempel optræder begrebet ”synd” 32 gange på de kristne og 10 gange på de muslimske hjemmesider.
Det lutherske menneskesyn, hvor mennesket i troen på Kristus på én gang er synder og retfærdig, simul justus et peccator, bliver i mødet med islam udfordret både til genfortolkning (reinterpretation) og skærpelse (intensification). Mødet med islams syndsforståelse understreger en evangelisk-luthersk forståelse af syndens alvor og dermed frelsens betydning og nødvendighed. Synd er ikke fejltrin, man selv kan bekæmpe, men det et vilkår og en virkelighed, man må frelses ud af.
I islam fremhæves utaknemlighed som en synd. Det kan være en inspiration til og påmindelse om, at utaknemlighed også i en kristen kontekst er en synd, et forhold som i mødet med islam genopdages (recovery). I islam anses det desuden som en synd at opgive troen på Guds barmhjertighed. Det kan i et kristent perspektiv være en påmindelse og inspiration til en genfortolkning (rectification) af, at det kaldes for synd at opgive eller afvise troen på Guds frelse i Jesus Kristus.
Ordet ”straf” optræder 4 gange på de kristne og hele 39 gange på de muslimske hjemmesider. Straf er et aspekt, der sjældent bliver italesat eller behandlet i en nutidig kristen sammenhæng. Til gengæld kan mødet med den muslimske forståelse af straffens funktion minde om, at straf rent faktisk også er en del af et kristent traditionsgods. En nutidig kristendomsforståelse kan derfor udfordres til at blive genfortolket (reinterpretation) i spørgsmålet om Guds straf. Den kan nemlig forstås både som udtryk for Guds nåde, godhed, omsorg og renselse og tillige som Guds straf og hævn over synd og ondskab. Begge dele kan i mødet med islam ses skærpet (intensification) og genopdaget (recovery).
Spørgsmålet om den dobbelte udgang eller alles-frelse behandles udførligt i afhandlingen. Konklusionen er, at man ikke skråsikkert skal ”afskaffe” talen om helvede, den dobbelte udgang eller evig pine. Eller for den sags skyld lave bekendelsen om. På en af de kristne hjemmesider står der: ”Dogmet om dommedag, om evig fortabelse skal stå fast som en uro, en spore, en sten i skoen.” Her lægges ikke op til fornuftige, dybsindige, logiske eller teologiske løsningsforslag. Her tegnes derimod et billede af en evig uro omkring spørgsmålet.
Et par af afhandlingens andre konklusioner lyder: I islam er Gud den barmhjertige, men ikke den betingelsesløst, altopofrende og kærlige Gud. Han er tilgivende, men ikke frelsende. I kristendommen er Gud – som i islam – én, suveræn, tilgivende og barmhjertig; men han er først og fremmest en Gud, der elsker og frelser. Forskellen på en muslimsk og en kristen forståelse af dommedag kan stikordsagtigt forklares ved, at i islam er Gud dommeren, konge over regnskabsdagen, hvorimod i kristendommen er Kristus dommeren, frelseren på regnskabsdagen.
Hvad sker der på dommedag?
Hvad så med ansvaret og alvoren? Det er det spørgsmål, Paulus (og muslimerne!) stiller: Skal vi blive i synden for at nåden kan blive så meget større? (Romerbrevet kap 6, vers 1).
Afhandlingen når afslutningsvist frem til en forsøgsvis reformulering af dommedag, som fastholder alvoren, samtidig med at den kan være en trøst og sjælesørgerisk hjælp for de kristne, der er bange for, om de kan bestå for dommen. Kristustroende kan og skal nemlig ifølge 2. Kor 5 frimodigt stå frem for domstolen på dommens dag, fordi det ikke er en fortabelsesdomstol. Βῆμα er det græske ord for den tribune, som var i Korinth, og som var en talerstol og et dommersæde, hvorfra der blev afsagt kendelser, og som tillige kunne være et præmieudleveringssted. Beskrivelsen af Kristi domstol, som et sted for bedømmelse eller evaluering, kan være et svar til de muslimer og andre, der spørger, om man som kristen bare kan gøre og leve, som man vil. Paulus understreger i 2. Kor 5, at det har konsekvenser, hvordan man som kristen lever sit liv. Der vil nemlig blive en dom, hvor de Kristustroendes gerninger skal vurderes, evalueres, forkastes eller belønnes. Men der er ikke er tale om fordømmelse af de troende selv. Den sorg eller smerte, man vil føle over de gerninger, der brænder op, er ikke en straf eller påført pine, men en sorg og smerte over de tabte muligheder, man har mistet for evigt.
Bevidstheden om at skulle stå for Kristi domstol er med denne forståelse af dommedag hverken frygtelig eller angstprovokerende. Det er en beskrivelse, som de fleste i dag endda vil have forståelse for, da mange er vant til i arbejdslivet og andre steder at blive bedømt og evalueret.
Som et billede på dommen for Kristi domstol kan henvises til et ph.d.-forsvar. Når man er indstillet til forsvar, betyder det (i det mindste i udgangspunktet), at ens arbejde er godkendt; men det betyder ikke, at det derved er afsluttet. Tværtimod mangler forsvaret eller dommen, som man har lov at glæde sig til og være spændt på, og som netop har karakter af evaluering. En positiv, men også en kritisk bedømmelse, som vil afsløre, hvad der er godt eller skidt i det indleverede arbejde. Sådan er den dom, Paulus taler om, og som bliver de Kristustroende til del.
Hvad med islam?
Hvad så med muslimerne? Hvad skal vi sige til dem? Her er jeg inspireret af Thomas Hoffmann, som peger på, at koranen lægger op til en form for konkurrence med andre religioner og kulturer. Sura 10:38 udfordrer Muhammads modstandere til at finde noget, som er lige så smukt som Koranen, og Hoffmann tager udfordringen op: ”Lad os få en frugtbar kulturkamp om betydningen af Koranen og islam. For Koranen selv blev til i et polemikkens og debattens univers og er dygtig til at diskutere sig selv”.
Kan muslimer med denne afhandling lære noget nyt om kristendom – og om islam? Eller ser sagen helt anderledes ud fra en muslimsk synsvinkel? Her kunne en tilsvarende muslimsk komparativ teologisk analyse af dommedag i islam og kristendom være vigtig, udfordrende og utvivlsomt inspirerende og lærerig – både for kristne og muslimer.
Denne afhandling løser selvsagt ikke alle problemer endsige besvarer alle spørgsmål omkring en kristen eller muslimsk forståelse af dommedag. Men den forsøger – med udgangspunkt i evangelisk luthersk kristendom – at tage livtag med nogle af de teologiske spørgsmål og udfordringer, der viser sig i mødet med islam.
Den indleverede afhandling er med tilføjede registre og enkelte rettelser udgivet af Forlaget ProRex (pris 399,-).
