Den 23. marts 2022 forsvarede jeg min afhandling ”The Ḥimyarite Martyrs in flux – Developing forms of Syriac memories” efter en lang pandemi. Dermed afsluttede jeg officielt også ti gode, formative år ved Aarhus Universitet på afdelingerne for Religionsvidenskab, Historie og Klassiske Studier og Teologi.
Siden jeg fik plads på 4+4-ph.d.-ordningen i september 2016, har jeg arbejdet med en specifik gruppe kristne martyrer og nærmere bestemt udbredelsen af deres martyrkult i de syriske kirker i senantikken og middelalderen. De såkaldte himjaritiske martyrer fra den sydarabiske by Najran og hændelserne vedrørende deres henrettelser er forholdsvist ukendte i den gængse kirkehistoriske forskning og fremstilling, hvilket er delvist forståeligt på grund af den komplicerede og svært tilgængelige kildesituation. Det er dog en stor skam, da disse martyrer fik stor betydning både for de forskellige mellemøstlige kirkesamfund og blandt muslimske historikere og koraneksegeter.
Kristne arabiske martyrer før islam
I efteråret 523 e.Kr. blev en række personer fra den kristne menighed i byen Najran i det sydlige Arabien (på grænsen til det moderne Yemen) henrettet af den jødiske konge over det sydarabiske storrige Himjar og hans generaler. Vi kender til begivenhederne, da vi har bevaret sydarabiske indskrifter fra en general skrevet under belejringen af byen. Derudover har vi uafhængigt af indskrifterne bevaret krønikeberetninger og ikke mindst hagiografisk litteratur – dvs. værker forfattet med det formål at ære en specifik helgen ved at berette hans/hendes ærefulde liv og/eller død; disse er forfattet på et væld af sprog, der blev brugt af kristne menigheder i senantikkens Mellemøsten: syrisk, græsk, etiopisk, arabisk, armensk og georgisk. Den tidligste og historisk vigtigste del af denne litteratur er den syriske, og den har da også været brugt til en del historiske rekonstruktioner gennem tiden. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at disse tekster netop er litteratur med specifikke formål. Derfor er det nødvendigt at læse og forstå teksterne ikke som vidner til historiske begivenheder, men netop som litteratur formet af genrekonventioner, kreative og æstetiske interesser med mere.
Martyrkult og minde i de tre syriske hovedkirkeretninger
Formålet med min afhandling er ikke først og fremmest at rekonstruere begivenhederne, men at opspore mindet om dem i de mange syriske håndskrifter, som i dag eksisterer i europæiske og mellemøstlige biblioteker og museer. I løbet af dette arbejde har jeg prøvet at optrevle de litterære forbindelser mellem de forskellige syriske hagiografier, produceret tekstkritiske udgaver og engelske oversættelser af syriske hymner til de himjaritiske martyrer, undersøgt tilstedeværelsen af de himjaritiske/najranitiske kristne i middelalderens Mellemøsten, da der i det 7. århundrede dannes betydelige kristne diaspora-samfund i Irak og Syrien, samt meget mere. Jeg har arbejdet ud fra den teoretiske rammetænkning, at mennesker overleverer historier, som giver mening for dem selv og de grupper de indgår i. Det vil sige, at de historier der florerer (her: i gudstjenester bevidnet i håndskrifter) blandt en teksts ’brugere’ siger noget om gruppen, idet sådanne historier i den kollektive hukommelse aldrig er statiske eller forbliver uændrede. De ændrer sig hele tiden som led i at give nye generationer af gruppen identitet og selvforståelse. Hvis de mister denne funktion, er sådanne historier i fare for at blive opgivet. Disse tekster, vil jeg mene, skal altså først og fremmest læses som udtryk for de syriske menigheders idealer og normer i Syrien, Palæstina og Irak. Derfor ser vi også variationer af historierne og forskellige vægtninger i de tre syriske hovedkirker.
Den syrisk-ortodokse (jakobitiske) kirke – der bekender sig til den ’miafysitiske’ kristologiske lære om, at Kristus var helt guddommelig og helt menneskelig samlet i én natur (mia physis) – har bevaret det ældste og mest varierede materiale om himjaritterne. Her er martyrideologien stærk, og forfølgelsesselvforståelsen stemmer godt overens med den modstand, som de miafysitiske samfund oplevede i løbet af det 6. århundrede.
De syrisk melkitiske kirker – der bekender sig til de kristologiske formuleringer fastlagt ved Kalkedonsynodet i 451 – har oversat deres martyrhymner fra græsk og lægger sig tæt op ad den byzantinske rigskirkes martyrdyrkelse, selvom der dog er tegn på særlige festdage.
Østens Kirke – der henter deres ’dyofysitiske’ (to naturer) kristologiske forståelse fra det antiokenske miljø i det fjerde århundrede med Theodor af Mopsuestia som en af hovedteologerne – har tilsyneladende haft mindre interesse i at ændre fortællingen om martyrerne. Til gengæld er de særligt optagede af de najranitiske kristnes senere rolle i den islamisk-profetiske frelseshistorie. Ifølge den islamiske tradition er Najran nemlig det første kristne samfund, som profeten Muhammad er i dialog med, og derfor indtager Najran en særlig privilegeret rolle i det senere kalifats skatteregler.
Undervisning og forskning i de østlige – eksempelvis de orientalsk-ortodokse – kirkesamfunds historie, litteratur og teologi fylder desværre ikke særlig meget, hvis noget, i vestlige, moderne fremstillinger af kirkens historie. Dette er en trist konsekvens af, at, man jo ikke kan forske og undervise i alt. Jeg har på Aarhus Universitet fået lov til at beskæftige mig med fascinerende sprogligt, hymnisk, eksegetisk, dogmatisk og kirkehistorisk rige traditioner, som mange teologiske afdelinger og fakulteter ofte er gået grundigt glip af. Tak til teologi i Aarhus for at være med!
