Af Jette Bendixen Rønkilde
”Vi tror på Helligånden” lyder indledningen på tredje trosartikel i den apostolske trosbekendelse, der kirkehistorisk og dogmatisk har haft stor betydning som en af de oldkirkelige bekendelser. Den apostolske trosbekendelse er Kristendom sat på formel, som i kondenseret form siger, at den kristne Gud er en treenig Gud. Samtidig er den pastoralteologisk i centrum, fordi den er dåbsbekendelse –ikke blot i folkekirken, men også i mange kirkesamfund verden over, ligesom den – takket være Grundtvig – er forsamlingens fælles bekendelse hver søndag i folkekirkens gudstjeneste som led i den autoriserede højmesseordning. Afhandlingen viser, at når Grundtvig fremhæver den bekendte tro i forsamlingen som et særligt privilegeret udtryk for overleveret og levende kristendom, er gudstjenesten som forsamlingspraksis helt central – også for en teologisk refleksion over historisk og aktuel kristendom. Afhandlingens tese er, at denne dimension i Grundtvigs tænkning kan tydeliggøres og fremhæves ved at anvende vokabular fra den primært anglo-amerikanske gudstjenesteteori, liturgisk teologi, og at Grundtvigs gudstjenestesyn kan siges at udgøre en egen liturgisk teologisk position.
Liturgisk teologi
Ud fra en antagelse om, at en gudstjeneste er et mødested mellem Gud og mennesket og mennesker imellem, argumenterer liturgisk teologi for, at en gudstjeneste er en meningsfuld teologisk handling, hvor gudstjenestedeltagerne har mulighed for at erfare den levende treenige Gud og følgelig, hvad der kan siges at være kristendom. I en gudstjeneste kommer en flok mennesker sammen, for i ord og handlinger at udfolde og stadfæste, hvad der for dem er kristendom. Liturgisk teologisk argumenteres der for, at en gudstjeneste er en forsamlings primære trosudtryk og således en form for primær teologi, hvor teologi sker. Den antagelse har rod i det patristiske dictum lex orandi, lex credendi, som oversat betyder: bønnens lov er troens lov. Med afsæt i det dictum argumenteres der blandt liturgiske teologer som fx Alexander Schmemann, Aidan Kavanagh og Gordon Lathrop for, at en gudstjeneste er med til at forme gudstjenestedeltagernes trosforestillinger, som tegner sig i forlængelse af den gudstjenestelige deltagelse. Med andre ord giver en gudstjeneste mulighed for en førstehåndserfaring af og indsigt i, hvad det kristne trosunivers består i.
Som gudstjenesteteori undersøger og analyser liturgisk teologi en gudstjeneste ud fra et teologisk perspektiv ved at spørge ind til, hvad der udsiges om den treenige Gud samt menneskets gudsforhold og forhold til verden. Det gøres ved at sammenholde og sammentænke den teologiske påstand om Guds virkelighed og den gudstjenestelige praksis og dermed kvalificere de gudstjenestelige handlinger i forhold til en teologisk betydning. Liturgisk teologi sætter således ord på, hvordan indholdet i den kristendom, der bliver udfoldet, stadfæstet og overleveret i en gudstjeneste kan karakteriseres og fortolkes, og følgelig hvordan en gudstjeneste kan siges at være meningsfuld i liturgisk, men især teologisk forstand. I den proces er liturgi og teologi hinandens betydningsgivende omverdener. Pastoralteologisk kan liturgisk teologi være med til at undersøge og kvalificere og om nødvendig ’reformere’ gudstjenestepraksis ved at stille teologiske spørgsmål til en given praksis. Hvis det fx er et ekklesiologisk kardinalpunkt, at en gudstjeneste grundes på et fællesskab af døbte, kan man liturgisk teologisk spørge, om det er tydeligt i en gudstjeneste, at det forholder sig sådan. Er dåben tydelig som identitetsmarkør eller bliver dåben et (uønsket?) appendiks til en gudstjeneste? Det liturgisk teologiske arbejde med en gudstjeneste består i, at gennemtænke en gudstjeneste dybdeteologisk. I en evangelisk-luthersk kontekst kan det specificeres som arbejdet med at leve op til at ”forkynde evangeliet rent og forvalte sakramenterne ret”.
På baggrund af en introduktion til liturgisk teologi argumenterer afhandlingen for, at en gudstjeneste kan forstås som et erfaringsrum, hvor mennesker kan erfare, hvad det kristne trosunivers består i. Den gudstjenestelige praksis bliver da essentiel for kristendommen, for i den ikke bare udtrykkes men også overleveres, hvad der er kristendom. Man kan således sige, at kristendom fordrer at blive praktiseret og at det er i den praksis, at kristendommen har sin primære skikkelse.
Den efterpinselige virkelighed
Afhandlingen viser det bemærkelsesværdige, at den indsigt har klare paralleller hos Grundtvig, der også ville hævde, at kristendommen fordrer at blive praktiseret. Han var bevidst om at kristendommen har sit primære sted i en forsamlings gudstjeneste, for der samles en flok mennesker om levende ord og sakramenter, som ifl. Grundtvig kan spores tilbage til Kristus selv og videre endnu til selve Guds skabende almagtsord. Når der fejres gudstjeneste centreret om sakramenterne, har forsamlingen således mulighed for at erfare den opstandne Kristus lige så ”lyslevende fra Himmerig”, som i nytestamentlig tid.
Afhandlingen argumenterer for, at Grundtvigs gudstjenestesyn kan læses som en liturgisk teologisk position, der både kan være til inspiration og korrektion i en nutidig gudstjenesteteoridannelse. Afhandlingens ambition er således ikke at give en fyldestgørende historisk-kritisk redegørelse for udviklingen i Grundtvigs gudstjenestesyn, men nærmere at præsentere en ny-læsning, som har fokus på, hvad Grundtvig teologisk siger om gudstjeneste, og især hvad han siger om den liturgiske praksis som teologisk meningsfuld handling i forhold til menneskets gudsforhold. Med andre ord hvad der teologisk kan hævdes at ’ske’ i en gudstjeneste.
I den liturgisk teologiske ny-læsning af Grundtvigs gudstjenestesyn fremhæves det, at Grundtvig tænkte trinitarisk med en betydelig vægtlægning på Helligånden og tredje trosartikel i den apostolske trosbekendelse. Det viser sig fx ved, at Grundtvig i Søndags-Bogen fra 1830 pointerer, at Helligånden er ”den hos os blivende Gud”, som efter himmelfart og pinse skaber gudsrigets frelsende nu-virkelighed i gudstjenesten, når mennesker samles om at fejre sakramenterne og hører Guds levende ord.
Himmelfart og pinse udgør for Grundtvig et teologisk omslag. Før Himmelfarten kunne disciplene samles om og med Jesus og derved erfare den treenige Gud konkret i ham, fordi Gud her var utvetydigt åbenbaret. Efter himmelfart er den erfaring ikke længere mulig, men pinsen sætter en ny virkelighed – en efterpinselig virkelighed. Den virkelighed er karakteriseret ved, at Helligånden er Guds fortsatte tilstedeværelse i verden, men at det nu er i skikkelse af disciplene og deres fortælling om Gud. I forhold til Grundtvigs gudstjenestesyn betyder det, at mennesket ifl. Grundtvig fortsat kan erfare den treenige Gud, når de fx mødes for at fejre gudstjeneste om badet og bordet, for der er Guds ord gået i svang på menneskelæber fra apostlenes tid, og også mennesker i dag har mulighed for at få en fornemmelse for, at Kristus selv er tilstede. Skal man følge Grundtvig opstår den fornemmelse, fordi Helligånden virker så ’kraftfuldt’ og ’livgivende’ med og mellem mennesker, at der i en forsamling kan opstå en ’stemning’ – en følelse af, at noget ’mere’ er tilstede end summen af de forsamlede, og det mere kvalificeres til at være den opstandne Kristus. Virkeliggørelsen af en specifikt kristelig forsamling i form af den gudstjenestelige forsamling og den ”levende Følelse af vor Optagelse i Guds-Folket”, som Grundtvig formulerer det i Den christelige Børnelærdom, er afgørende for det enkelte menneskes gudsforhold. Ved at deltage i en gudstjeneste og blive del af en forsamling kan mennesket gøre sig en erfaring af, at der foregår noget, som rækker ud over individet selv og som tilbyder det enkelte menneske en meningsfuld gudsfortælling, som det kan tilegne sig og få del i.
For Grundtvig er den inkarnatoriske og efterpinselige konsekvens, at Gud er det, jeg i afhandlingen har kaldt en immanent transcendens, der først inkarnerede sig i Kristus og nu i kraft af Helligånden inkarneres i en forsamling og dens gudstjenestelige praksis. Anderledes formuleret og i forlængelse af Grundtvig betyder det, at den treenige Gud kun lader sig opfatte, erfare og forstå, fordi Helligånden i skikkelse af en forsamling bærer levende ord og vidnesbyrd med ind i enhver skiftende samtid til tro i dag. Man kommer således ikke uden om den gudstjenestelige praksis, hvis man ifl. Grundtvig fortsat vil have mulighed for at erfare den levende treenige Gud.
Praksis først
Afhandlingen argumenterer for, at Grundtvig var bevidst om, at den gudstjenestelige praksis er af afgørende betydning både for gudserkendelse og kristendommens fortsatte eksistens. Ligesom i liturgisk teologi, kan man hos Grundtvig genfinde overvejelser over, at i en gudstjeneste udfolder, stadfæster og overleveres den kristne tro. Endvidere pointeres der i afhandlingen, at Grundtvigs gudstjenestesyn og ekklesiologi er struktureret ’fra neden’ eller rettere ud fra tredje trosartikel, for erfaringen af den treenige Gud er ifl. Grundtvig uløseligt forbundet med det at være en del af et fællesskab - ”de helliges samfund”, som er sammen- og opretholdt af Helligånden og dette samfunds praksis. I afhandlingen viser jeg, hvordan Grundtvigs gudstjenestesyn udgår fra tredje trosartikel, for at mennesker fortsat kan indgå i en relation med den treenige Gud midt i deres immanente liv.
Gennem afhandlingen viser jeg, hvordan Grundtvig fremhæver ”de helliges samfund”; det vil sige en forsamling og dens gudstjenestelige praksis samt erfaringer af fællesskabslivet i det samfund som garanten for, at første trosartikel, troen på ”Faderen” og anden trosartikel, troen på ”Sønnen” er en levende tro. Praksis kommer først, for uden en forsamlings levende gudstjenestelige praksis og tro og dermed uden Helligånden ville første og anden trosartikel således ikke leve videre som troværdige. I den forstand kan man sige, at kristendom er relationelt ånds-båret for ifl. Grundtvig er det den måde, Gud fortsat utvetydigt er tilstede i menneskets her-og-nu-virkelighed. En gudstjeneste er da at sammenligne med ”det lille Himmerige” på jorden, hvor det guddommelige og menneskelige mødes og interagerer.
En æstetisk trinitarisk liturgisk teologi
Afhandlingen konkluderer, at Grundtvigs gudstjenestesyn rummer strukturligheder med liturgisk teologi. Helt konkret fordi han ligesom de liturgiske teologer reflekterer ud fra en forsamlings gudstjeneste med det formål at vise, at en gudstjeneste centreret om badet og bordet giver mulighed for nogle grundlæggende indsigter om den treenige Gud og menneskers gudsforhold. Grundtvigs form for liturgisk teologi karakteriseres i afhandlingen som at være en æstetisk trinitarisk liturgisk teologi, hvor en gudstjeneste kan forstås som et erfaringsrum, hvori det er muligt æstetisk at fornemme, ane og føle, at den treenige Gud er nærværende. Det er et bud på en liturgisk teologi, der fremhæver, at den gudstjenestelige forsamling og dens praksis sætter grunden for en gudsrelation. Grundtvig kan således ikke tænke Kristi tilstedeværelse på anden vis end trinitarisk, som en vedvarende realisering af inkarnationen i ”de helliges samfund”.
Grundtvigs trinitarisk æstetiske liturgiske teologi kan være med til at beskrive og give en forståelse for, hvordan man kan tale om, at Gud fortsat kommunikerer og er tilstede mellem og med mennesker, og hvordan en gudstjeneste kan siges at ’virke’. En gudstjeneste er et kommunikativt sted, hvor Gud, ligesom ved skabelsens morgen, fortsat taler sit skabende og levende ord til og mellem mennesker, og når det sker, sker der ifl. Grundtvig noget mellem og med mennesker. En gudstjeneste er et gudsvirksomt sted, hvor Kristi opstandelse i kraft af Helligånden er en levende og aktuel gudsvirkelighed, som mennesker får del i. Deltagelse i en gudstjeneste er samtidig deltagelse i Guds eget trinitariske liv.
Grundtvigs liturgiske teologi sammenholder den lineære frelseshistorie fra skabelsen over inkarnationen til endetiden med en opfattelse af, at Kristi opstandelse og pinsebegivenheden sætter en ny virkelighed for Guds øjeblikkelige nærvær som Helligånd i en forsamling midt i menneskers historie og erfarbare virkelighed. Hans liturgiske teologi er dermed grundlæggende trinitarisk struktureret. En gudstjeneste 1) forudsætter Gud som skaberen og hans skabende almagtsord, 2) har sin kilde og kriterium i kristendommens afgørende fortælling om Guds inkarnation i Jesus Kristus, hans død og opstandelse og 3) er gudsrigets nu-virkelighed i kraft af Helligånden. Det er den treklang, som gør, at mennesket kan erfare den treenige Gud i det immanente.
Grundtvigs liturgiske teologiske position giver også et bud på, hvad der gør en gudstjeneste til en gudstjeneste og indeholder overvejelser om, hvordan en gudstjeneste kan erfares som meningsfuld – som en præsentation af frelseshistorien, hvor Kristus er nærværende. Den meningsfuldhed er ikke subjektiv og vilkårlig, men æstetisk og emergerer mellem 1) den, der deltager, føler, oplever og erfarer, 2) den kollektive, liturgiske praksis og 3) det, som historisk er overleveret, og den kristne tros gudsfortælling, sådan som den findes i Bibelen.
Grundtvigs bud til i dag
Gennem afhandlingen betones det, hvordan Grundtvigs æstetisk trinitariske liturgiske teologi sammenholder Gud Faderen, Gud Sønnen og Gud Helligånden i en gudstjenestelig dynamik. Erfaringen af den treenige Gud er i forlængelse af Grundtvig tæt forbundet med deltagelse i den gudstjenestelige forsamlings praksis, for der udfoldes og stadfæstes det kristne trosunivers af mennesker og videregives til og af mennesker. Sagt på en anden måde må kristendommen som en levende tro på den levende treenige Gud sætte sig fast igennem et fællesskab, gennem den fælles liturgiske praksis i kroppen – både den kollektive og individuelle krop. Skal kristendom således være levende, forudsætter det levende mennesker af krop og ånd, der sammen bekender og bevidner det, de tror på.
I forlængelse af Grundtvig udvikles der i afhandlingen et aktuelt trinitarisk syn på gudstjenesten med en stærk ekklesiologisk forankring i tredje trosartikel. Det er et gudstjenestesyn, der argumenterer for, at en gudstjeneste er udspændt i en triadisk struktur af det universelt religiøse, det specifikt kristelige og den fælles praksis, der som personerne i treenigheden betinger og beriger hinanden. Der er således tale om en trinitarisk gennemtænkning af gudstjenesten, der fremhæver, hvordan den kristne tro er kollektivt båret og formidlet, så den enkelte har mulighed for at tilegne sig den praktisk, emotionelt og kognitivt. Endvidere understreger det aktuelle trinitariske gudstjenestesyn, at en gudstjeneste kan forstås som et æstetisk erfaringsrum, hvor mennesket har mulighed for at få sit skabte liv genbeskrevet i det kristne trosunivers, så kristendom er og bliver en levende trosform formidlet af og mellem mennesker i ”de helliges samfunds” liturgiske praksis.
