For nyligt forsvarede jeg ph.d.-afhandlingen “Må jeg opfordre jer til at blande jer ved bordene?’ – Et praktisk ekklesiologisk studie af møder mellem individer af dansk og migrantbaggrund i folkekirken”. I afhandlingen undersøger jeg praksisser, hvor individer af dansk og migrantbaggrund mødes i lokale folkekirker, og hvordan sådanne praksisser kan tolkes som udtryk for kirke som social størrelse.
Folkekirken og det foranderlige folk
Folkekirken beskrives ofte i symbiose med dansk historie, stat og folk. Samtidigt er øget immigration i Danmark en del af forklaringen på fald i folkekirkens medlemstal: Imens ca. 83,5% af individer af dansk herkomst er medlemmer af folkekirken, er kun ca. 9,5% af de mere end 900.000 individer, som i statistikker karakteriseres som migranter og efterkommere, medlemmer. Denne forskel rejser spørgsmålet: Hvad sker der med folkekirken, når folket forandres?
I lokale folkekirker landet over foregår aktiviteter, som er målrettet deltagere med migrantbaggrund. Jeg har kortlagt 98 folkekirker involveret i sådanne aktiviteter fra 2017-2024. Typiske aktiviteter er sprogcafeer, fællesspisning, sociale caféer, kristendomsstudier og gudstjenester med oversættelse eller andet internationalt præg. Deltagere er af forskellig herkomst, opholdsstatus og religiøse baggrunde.
Afhandlingen skildrer, hvordan sådanne aktiviteter i tiltagende grad er blevet udbredt og udviklet de seneste årtier. Afhandlingen demonstrerer, hvordan organiseringen, udbredelsen og opfattelsen af folkekirkelige praksisser i møder med migranter har udviklet sig parallelt med indvandringstendenser, politisk klima, teologiske strømninger og generelle praksismønstre i folkekirken og de netværk, kirken indgår i, internationalt, nationalt og lokalt.
Modtagerroller, krisehåndtering og fællesskaber under lup
På baggrund af feltarbejde i fem kirker, suppleret af overbliks- og dybdeinterviews, zoomer afhandlingen ind på tre udbredte praksisformer i casestudier: Læring i sprogcafeer, bøn i gudstjenester og servering, spisning og socialitet i fællesspisninger.
I en analyse af sprogcafeer demonstrerer afhandlingen, hvordan roller mellem danskere som lærere og migranter som elever, der skal lære dansk kultur og sprog, ofte er skarpt opdelte i roller mellem givere og modtagere. Afhandlingen peger samtidigt også på eksempler, hvor rollefordelingen udfordres og skifter, og desuden hvordan læring kan identificeres som et gensidigt aspekt af alle møder, når praksisser forhandles og udvikles. I sprogcafeer fremstår folkekirken som en indgang til samfund og potentielt også kirke.
I en analyse af gudstjenester demonstrerer afhandlingen, hvordan bøn er en udbredt religiøs praksis med forskellige funktioner, særligt i møder med flygtninge, der lever under usikre vilkår. I afhandlingen fremstår bøn både som redskab til at håndtere overgange og uvished på vegne af sig selv eller andre, som en kulturelt præget praksis med hensyn til teologi, sprog og gestik, men også som en praksis, der i ord og kropslig handling kan fungere samlende på tværs af disse forskelle. I disse praksisser fremstår folkekirken som en platform for mennesker, som er på gennemrejse.
I et sidste casestudie analyseres måltider; det vil sige madlavning, servering og spisebordspraksisser. Afhandlingen demonstrerer, hvordan madlavning og serveringspraksisser ofte giver muligheder for at deltage og få handlerum, også for nytilkomne i kirkerne. Spisebordspraksisser kan indeholde forskellige forventninger, for eksempel om måltidet primært skal mætte eller være rammen om fællesskab. Sidstnævnte kan blive udfordret, når forskellige forventninger til og måder at gøre måltidet på mødes.
Et flertydigt billede af kirke i praksis
På tværs af praksisanalyserne foreslår afhandlingen, at kirke, forstået som social størrelse, udspiller sig mellem givere og modtagere, fælles og adskilte rum for forskellige grupper og kirkebygning og lokalsamfund. På den måde rejser den spørgsmål om magt i relationer, fællesskab og adskillelse samt folkekirkens målgruppe, territorie og “folk”.
Afhandlingen bidrager til den voksende internationale forskningsfelt om oprindelige kirker i demografisk forandring med et bredt og praksisnært perspektiv fra den danske folkekirke. Derudover kan den forhåbentligt rejse spørgsmål at tænke videre på, for såvel akademiske teologer som kirkelige praktikere. Afhandlingen indskriver sig i en praktisk teologisk strømning, som afprøver og undersøger empiriske metoder og sociale teoriers bidrag til teologisk forskning.
Laura er foreløbigt ansat som postdoc og underviser på afdelingen, blandt andet i Religionsteologi i efteråret. D. 12. November kl. 19 fremlægger hun fund og erfaringer fra projektet i Teologisk Forening.
