I hverdagssproget forbinder vi ofte det dogmatiske med det stivsindede, forstenede – og måske også lidt støvede. Alligevel var det en lærebog i netop dogmatik, der i forsommeren 2024 vakte furore og debat landet over.
Det drejer sig selvfølgelig om bogen Frygt ikke! Indføring i kristen dogmatik, forfattet af professor i dogmatik Anders-Christian Jacobsen og ph.d.-stipendiat Margrethe Kamille Birkler, begge ansat ved Aarhus Universitet.
Bogen udkom d. 14. maj og vakte øjeblikkelig opstandelse (omend så vidt vides kun i sekulær forstand), da sognepræst Kristian Østergaard i Kristeligt Dagblad leverede en nådesløs anmeldelse: Én stjerne var alt, det kunne blive til, for ifølge Østergaard var bogen et forsøg på “ad snoede teologiske stier at knytte kristendommen til wokeisme, identitetspolitik og postkolonial ideologi.”
Det fik imidlertid lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, Lars Sandbeck, til at fare i blækhuset og karakterisere Østergaards anmeldelse som intet mindre end “et hysterisk følelsesudbrud.” Sandbeck ser i stedet bogens fokus på queer-teologi, feministisk teologi, økoteologi og beslægtede politiske teologier som et forsøg på at holde dogmatikken tidssvarende og “tage det 20. og 21. århundredes samfundsmæssige og teologiske stemmer alvorligt på en teologisk reflekteret måde.”
Nyt territorium
Nu er der jo ikke meget nyt i, at Kristeligt Dagblad stiller spalteplads til rådighed for teologiske skærmydsler. Mere iøjnefaldende var derimod den efterfølgende og noget bredere interesse for ét bestemt aspekt af bogen, som endda fik selveste kirkeminister Morten Dahlin (V) i tale: spørgsmålet om Guds pronomen.
Kirkeministeren omtalte således over for DR diskussionen som “fjollet” og kunne ex cathedra bekendtgøre, at Gud altså “er en han” – og dermed basta! Bogens ene forfatter måtte nu stå tidligt op – nærmere bestemt fredag morgen før Fanden overhovedet var trukket i sutskoene og klokken slået 7 – for at deltage i P1 Morgen og forsikre om diskussionens relevans.
I interviews i Kristeligt Dagblad og Jyllands-Posten gjorde forfatterne dog hver især opmærksom på, at bogens primære ærinde aldrig var en pronomendiskussion. Efterfølgende tog de i en fælles kronik afstand fra “luthersk identitetsteologi”, imens de bar betegnelsen woke med stolthed. Teologien må nemlig være vakt og opmærksom på tiden, lød ræsonnementet.
Woke-indoktrinering eller højt til loftet?
Også på lederplads modtog bogen (kritisk) opmærksomhed. Kristeligt Dagblads Kirke&Tro-redaktør, Anders Ellebæk Madsen, luftede således her sin bekymring for, at en undertrykkende kønsideologi skulle overmande dogmatikken på landets universiteter.
Men bemeldte redaktør kan vist sove trygt: En rundspørge blandt en række teologiske universitetsundervisere i samme avis afslørede en del reservationer, ikke mindst over for det, nogle opfattede som et manglende fokus på den lutherske tradition og store vestlige teologer som f.eks. Karl Barth. Og fra afdelingsleder ved teologi på Aarhus Universitet, Jakob Egeris Thorsen, var budskabet klart: Målet er ikke indoktrinering, men tværtimod at “udsætte de studerende for mange og modstridende teologiske synspunkter.”
Tilbage står spørgsmålet om, hvad der sker med evangeliets altomfavnende kærlighedsbudskab, når det, i et forsøg på at komme i samtale med tidsånden, gøres politisk. Kan evangeliet så omfatte både klimaalarmister og dieselbilister – eller er der kun frelse for de vakte? Det spurgte jeg selv (sagde hunden) om i Weekendavisen.
Ingen enighed i sigte – heldigvis!
Hvordan dogmatikken skal se ud er der således ikke enighed om – heldigvis. Enighed på dén front er vist det samme som ligegyldighed. Og så kan spørgsmålet om kristendommens trosindhold åbenbart stadig vække bred offentlig debat. Det er jo glædeligt.
Skulle en og anden derimod fortvivle over de mange forskellige holdninger og det fragmenterede meningslandskab, hendledes opmærksomheden forsigtigt på en navnkundig dansk teolog, som nu hviler trygt på Assistens Kirkegård. Af ham kan vi lære at trøste os ved det opbyggelige i den tanke, at “mod Gud have vi altid Uret.”
Så kan man ellers diskutere frimodigt videre!
