Af Kurt E. Larsen
Christian Bartholdy (1889-1976) var præst, formand for Indre Mission og centralt placeret i mange områder af dansk kirkeliv i årene ca. 1930-1960. Hans særlige vækkelseskristendom prægede hans stillingtagen til en række emner i kirkelivet, og som sådan har han haft en vis virkningshistorie. Afhandlingens tese er, at begrebet vækkelse var det begreb, hvorudfra Christian Bartholdy forstod kirken i fortid, nutid og fremtid. Vækkelsesbegrebet prægede hans tale om dogmatiske og praktisk-teologiske emner og bestemte hans syn på andre kirkelige retninger og samarbejdet med disse.
Vækkelseskristendom og kirkeligt syn
Vækkelsesbegrebet var generelt vigtigt i dansk kirkeliv i perioden, og for Christian Bartholdy var det helt afgørende. Det enkelte menneske blev åndeligt vækket til at erkende sin synd og søge frelsen og nåede forhåbentligt gennem omvendelsens proces til et ret gudsforhold, og hvor den proces skete for flere mennesker på én gang, var der for Bartholdy tale om en egentlig vækkelse. Det var afgørende for kirkens fremtid, at der fortsat forekom vækkelser, der holdt kirken i live og havde positive følger i samfundslivet. For Bartholdy byggede menneskets frelse objektivt set på Kristi gerning, men for det enkelte menneske måtte der en omvendelsesoplevelse til, forstået som en bodskamp. Forkyndelsen skulle være målrettet mod vækkelse ved, at den enkelte tilhører blev konfronteret med lovens krav, hvilket Bartholdy selv levede op til, hvad der gav hans egen forkyndelse sin særlige profil. Dåben tjente i hans forkyndelse oftest som et motiv i kaldet til den nødvendige omvendelse, og Bartholdy havde svært ved i praksis at fastholde sit principielt sakramentale dåbssyn.
Bartholdys syn på Bibelen var erfaringsteologisk begrundet. Hans principielle bibelsyn betød på den ene side, at han var åben for et historisk-kritisk arbejde med Bibelens tekst og tilblivelse. På den anden side måtte det historisk-kritiske arbejde med Bibelen ikke føre til en ensidig interesse for Bibelens fejl i historiske spørgsmål, så lægfolket ikke hørte Bibelens budskab. Dobbeltheden i bibelsynet fik ham til at gå ind for, at præsteuddannelsen fortsat skulle foregå ved universiteternes teologiske fakulteter – ikke ved et menighedsfakultet - mens han samtidigt kritiserede dele af universitetsteologien. Hans vægtlægning på Bibelens autoritet var grundlaget for hans afvisning af kvinders adgang til præsteembede i folkekirken. Bibelens autoritet var også grundlag for hans syn på eskatologien, der bl.a. medførte varm støtte til dannelsen af staten Israel.
I synet på præsteembedet tænkte han ret traditionelt ud fra en luthersk teologi og en klassisk dansk præsterolle. Bartholdy kritiserede den danske præstestand ganske stærkt, hvorved han også signalerede til lægfolket, at de skulle forholde sig kritisk til deres præster. Kritikken gik dog ikke på læreindholdet i præsternes forkyndelse, for Bartholdys vækkelseskristendom betød, at en præst efter hans opfattelse først og fremmest skulle have en personlig troserfaring, arbejde flittigt for menneskers omvendelse og holde sammen med den troende kreds i sognet. Bartholdy forsvarede lægfolkets selvstændighed og bar over med tendenser til ukirkelighed, for missionsarbejdet i missionshusene var vigtigt.
Bartholdy havde et positivt forhold til landets biskopper. Han så gerne, at biskopperne påtog sig rollen som kirkens talsmænd udadtil i samfundet i form af fællesudtalelser, og indadtil i kirken som formaliseret bisperåd med besluttende myndighed i visse kirkeretslige spørgsmål. Ud fra sin vækkelseskristendom ønskede Bartholdy kirkeligt arbejde drevet af de bevidst troende og havde derfor ingen interesse i et bredt folkekirkeligt arbejde med basis i stifterne. Ydre kirkelige reformer med hensyn til biskopper, stifter og diakonalt arbejde trådte i baggrunden for hans ønske om vækkelse. Diakonembedet og diakonien spillede ingen særlig rolle for Bartholdy, idet hans individualistiske vækkelseskristendom førte til, at han primært formanede den enkelte til at drage sociale konsekvenser af troen.
Drømmen om det kristne Danmark
Bartholdy gik ud fra Danmark som et i det ydre kristent land som i gammelluthersk tid før 1849, og med vægtlægningen på det bevarende blev hans politiske holdninger typisk konservative. Han så på Danmark i et teologisk lys, svarende til Israels gudsforholds betydning for folkets skæbne i Det Gamle Testamente. Når det gjaldt Danmark som rige, betød hans vægtlægning på det bevarende, at han arbejdede åbenlyst for om muligt at knytte Sydslesvig til kongeriget og at bevare Færøernes tilknytning til Danmark, så disse øer ikke også gik tabt for kongeriget ligesom Island og de Vestindiske Øer. Gudstro så han som nødvendigt for Danmark, dets kulturliv og politik. Sekulariseringen skulle derfor modarbejdes ved en kristen vækkelse. Han havde ikke tiltro til politiske initiativer, så som Dansk Ungdomssamvirke, der ikke byggede på kristen tro og kun tænkte på det jordiske hjemland. Kristendom og politik måtte ikke adskilles, for politik måtte nødvendigvis bygge på kristen tro og etik. Troende kristne måtte derfor engagere sig politisk for at bevare Danmark som et kristent land. Dette var vigtigere end den konkrete styreform, og først i besættelsesårene talte Bartholdy offentligt om demokrati som den bedste styreform. Til Danmark som et kristent land hørte også et socialt ansvar. Arbejderklassens sociale anliggender forstod han, og hans sociale sigte pegede i retning af sympati med Socialdemokratiet, mens hans vægt på kristendommen som kulturgrundlag snarere pegede i retning af de eksisterende borgerlige partier. Tanken om et særligt kristeligt parti afviste han.
Folkekirkesyn
Christian Bartholdy anså Folkekirken for at være en gudvillet ordning for det danske folk, og den skulle fortsætte for folkets og for vækkelsens skyld. Folkekirken var hverken en blot borgerlig indretning eller en missionsmark, men en kristen kirke i kraft af sine nådemidler. Inden for folkekirken var der imidlertid et afgørende skel mellem dem, der ved omvendelse og personlig tro var blevet sande troende og dem, der kun i det ydre var kristne. Skellet betød, at der måtte sondres mellem den usynlige og den synlige kirke, og de to måtte hverken identificeres eller adskilles. Menneskers vantro var noget synligt, hvorimod troens synlighed var mere tvivlsom, og derfor måtte der opereres med talen om en usynlig kirke. Fordi den konkrete sognemenighed bestod af såvel troende som navnkristne, kunne den ikke regnes for en sand menighed. For de sande troende var det naturligt at finde sammen i fællesskaber i hverdagen, og således opstod der samfund af troende kristne, der mødtes ud over kirkens gudstjenester og som tog initiativ til og ledede kirkeligt arbejde. Ved dette arbejde for vækkelse tjente de troende dog netop folkekirkens sag.
Bartholdy ønskede at bevare den danske folkekirke på sin evangelisk-lutherske grund, men var forholdsvis tilbageholdende med at kræve afskedigelse af enkelte præster med afvigende lære. Vigtigt var det for ham, at selve folkekirkens rammer ikke ændredes. Den kirkepolitiske organisation, Kirkeligt Forbund af 1933, ville bevare kirke og skole på luthersk grund, og hertil havde Bartholdy et ret godt forhold. Særlig interesse for luthersk-konfessionel lære havde Bartholdy dog ikke, og det adskilte ham fra den norske Indre Mission. I forhold til Luthersk Missionsforening var han positiv over for samarbejde for vækkelse, mens han lagde afstand til foreningens mere ortodokse linje i bibelsyn.
Bartholdy havde et positivt forhold til andre foreninger og bevægelser, der inden for folkekirken arbejdede på vækkelseslinjen. Det gjaldt Københavns Kirkefond og en gruppe af foreninger og initiativer, der var præget af den engelsk-amerikanske vækkelses- og helliggørelsesbevægelse. En særlig del af den teologiske arv fra den engelsk-amerikanske vækkelses- og helliggørelsesbevægelse var en vægtlægning på de bibelske nådegaver, og Bartholdy var positiv over for helbredelse ved bøn og andre karismatiske udtryk. Oxford-gruppebevægelsen var beslægtet med den engelsk-amerikanske vækkelses- og helliggørelsesbevægelse og Bartholdy var også overvejende positiv over for denne. I 1950’erne var han også nogenlunde positiv over for Moralsk Oprustning, som var vokset ud af Oxford-gruppebevægelsen. Bartholdys ønske om samarbejde med andre vækkelseskredse fremgår af to sager i årene omkring 1940. To vigtige foretagender i dansk kirkeliv lå på grænsen mellem at høre til i Indre Missions retning og at være et samarbejde mellem flere retninger: I forbindelse med Dansk Bibelskole overvejede nogle i Indre Mission at få skabt en egen Indre Missions bibelskole, men Bartholdy var talsmand for ønsket om samarbejde på vækkelsens linje. Kristeligt Dagblad var oprindeligt grundlagt af folk fra Indre Missions retning, men udvidede sit bagland for at overleve, og Bartholdy gik ind for at basere avisen på et samarbejde med andre vækkelseskredse, idet han ikke ønskede en bred folkekirkelig profil på bladet.
Vækkelse og omvendelse til personlig tro og til et helligt liv efter Guds bud var vigtigere end læreformuleringer. Derfor var han positiv over for de tanker om genskabelse af kirkens enhed, der lå bag den økumeniske bevægelse. Han hilste Kirkernes Verdensråd velkommen og var personligt aktiv i det mellemkirkelige arbejde, mens samlingen af et konfessionelt fællesskab i det Lutherske verdensforbund interesserede ham mindre. Bartholdy støttede også Billy Grahams tværkirkelige vækkelseskampagne i Danmark gennem Evangelisk Alliance, men et egentligt tværkirkeligt samarbejde med de ikke-lutherske danske frikirker hindredes af dåbsspørgsmålet. Den romersk-katolske kirke og dens fromhed var han fascineret af, men fandt ikke et samarbejde med dette kirkesamfund aktuelt i Danmark.
Bartholdy frygtede, at Indre Mission ville stivne i ortodoksi og traditionalisme. Som vækkelses- og missionsbevægelse måtte der være en fortsat udadvendt kraft og en åbenhed for nye arbejdsmetoder. I Ikke mindst inden for ungdomsarbejdet i KFUM & KFUK var der røre om arbejdsformerne, og Bartholdy var som præsident for Fællesbestyrelsen for KFUM & KFUK i Danmark at finde på den fløj, der støttede fornyelsen i arbejdsformer.
Dansk teologi gennemgik en drastisk vending i objektiv retning i årene op til 1930, og Bartholdy balancerede i sin vurdering deraf. Den objektive vending i teologien tog han som konservativ teolog i udgangspunktet positivt imod, men som fortaler for vækkelse var Bartholdy derimod helt afvisende over for elementer i den teologiske vending. For så vidt den nye teologi ikke ville tale om omvendelse og troserfaring, skel og samling af de troende i samfund, var der ingen basis for samarbejde. Han stod helt afvisende over for Tidehverv, og også afvisende over for de kirkelige barthianeres vægtlægning på kirken. Trods sin egen vægt på at være kirkelig, frygtede han at Kirkeligt Centrum, nykirkeligheden, den dynamiske kirkelighed, den brede folkekirkelighed og højkirkeligheden hver for sig ville modarbejde det selvstændige lægmandsarbejde i vækkelsesbevægelserne. Dansk kirkeliv var i Bartholdys tid stadig skarpt opdelt i kirkelige retninger. Med enkelte undtagelser havde han et negativt forhold til grundtvigianerne, som han forbandt med verdslighed og modstand mod vækkelseskristendom.
Bartholdy ønskede grundlæggende at bevare folkekirkeordningen. I 1930’erne gik han ind for en lidt mere fri folkekirke med lidt mere indflydelse til lægfolk. Under de usikre forhold i besættelsestidens første år, og igen i den kolde krig, var han åben for et kirkepolitisk samarbejde mellem de kirkelige retninger. Da han var kritisk over for de konservative teologer, der talte imod vækkelseskristendommen, lå det ham ikke nært at arbejde for en samling af kirkens teologiske højrefløj. Ud fra sin vægtlægning på vækkelse og omvendelse, skellet og de troendes fællesskab, havde han tilsvarende mindre interesse i de anliggender, der vedrørte den fælles folkekirkelige orden og liv.
Bartholdy – i relief
I afhandlingens anden hoveddel – på basis af den første hoveddels beskrivelse af Christian Bartholdys vækkelseskristendom - sættes hans holdninger i forhold til Indre Missions traditioner: Den sakramentalt tænkende Vilhelm Beck, den pietistisk-konservative Indre Missions-formand Frederik Zeuthen og den erfaringsteologiske Henry Ussing fra Kirkefondet. Bartholdy lå på de fleste punkter tæt på enten Zeuthen eller Ussing i sine teologiske holdninger og i de praktiske konsekvenser heraf. Således stod Bartholdy for holdninger, som allerede fandtes inden for hans kirkelige retning.
I kapitel 19 gives en kort oversigt over forholdet mellem kirkeliv og vækkelseskristendom i perioden ca. 1930-1960 i USA, for at sætte Bartholdys holdninger yderligere i perspektiv ved en sammenligning med det land, som Danmark i kulturel og politisk henseende blev stærkere knyttet til igennem perioden. I efterkrigstidens USA var der tale om en stærk vækst i kirkemedlemskabet og i befolkningen blev kirkemedlemskab i vid udstrækning regnet som en del af det ægte amerikanske. Over for den kommunistiske fjende så amerikanerne sig som repræsentanter for gudstro, demokrati og frihed – netop værdier som kirkerne repræsenterede. Friheden kom inden for kirkelivet også til udtryk i, at menigheder og kirkesamfund arbejdede på frie markedsvilkår, hvorfor der var tale om meget stor bevægelighed. Styrken i kirkelivet byggede på lokalmenighederne, hvor der var vægt på fællesskab, diakoni og intensivt undervisningsarbejde.
Kapitel 20 bringer konklusionerne. Bartholdys ensidige fokus på begrebet vækkelse kan have haft sjælesørgeriske konsekvenser for enkeltpersoner, gjort forkyndelsen ensidig og flyttet fokus bort fra læreindholdet i den evangelisk-lutherske kirke. Hans vækkelseskristendom kan også have fået folk til ikke at føle sig rigtigt hjemme i kirken og i Indre Mission, og at have modvirket et naturligt samarbejde med andre retninger, med hvem han havde den lutherske arv fælles. Bartholdys kristendomsforståelse havde tilbøjelighed til at skue tilbage mod de fortidige vækkelser. Det gjorde ham forholdsvis uinteresseret i nødvendige reformer i folkekirkens arbejdsformer i et mere sekulariseret Danmark. I Bartholdys udformning blev Indre Mission vendt i retning af idealet om det gamle Danmark, hvor luthersk kristendom endnu var bærende i hverdagsliv, politik og lovgivning. Kapitlet om USA's kirkeliv antyder, at det faktisk er muligt at forene intensivt arbejde for vækkelse, tro og kristent fællesskab i et moderne, rigt, multikulturelt og multireligiøst samfund. Christian Bartholdys vækkelseskristendom er således ikke den eneste måde, hvorpå der kan tales om kristen vækkelse. Afhandlingen kan forhåbentlig være en inspiration til at forholde sig til begreber som vækkelse, tro og kristent fællesskab på en ægte evangelisk og luthersk grund, uden tendenser til teologisk og kirkelig reduktionisme.
dr.theol. Kurt E. Larsen
