Af Jes Fabricius Møller

”Grundtvigs betydning for det danske samfund kan næppe overvurderes.” Det er en vurdering, man ofte støder på i denne og lignende formuleringer. Spørgsmålet er naturligvis, om det nu også kan være rigtigt? Meget tyder i hvert fald på, at Grundtvigs betydning er blevet overvurderet. Allerede tidligt i det 20. århundrede blev Grundtvig taget til indtægt for stort set ethvert politisk standpunkt, der spillede en rolle: fra nazismen til socialdemokratismen.

I dag kan man finde repræsentanter for hvert eneste parti i Folketinget, der nævner Grundtvig som en væsentlig inspirationskilde. Umiddelbart kunne man tage denne store bredde i modtagelsen af Grundtvig som en bekræftelse af den påstand, at Grundtvig har haft stor virkning. Men er det overhovedet meningsfuldt at tale om virkning, hvis hvad som helst kan udlægges som påvirket af Grundtvig?

Virkningshistorie
Det leder til det mere principielle spørgsmål, hvad virkning egentlig er? Begrebet findes i flere varianter fra påvirkning til virkningshistorie. For at tage sidstnævnte først har det haft stor betydning, siden det blev bragt i anvendelse af filosoffen H.G. Gadamer i 1960 i bogen Sandhed og Metode, et hovedværk i moderne hermeneutik. Titlen snyder lidt, for der er egentlig ikke tale om en forskrift for den fremgangsmåde, som man kan anvende for at nå frem til en sandhed, altså en videnskabelig metodehåndbog. Faktisk er det et af hovedproblemerne ved Gadamers hermeneutik, at den savner et såkaldt sandhedskriterium, altså at den kan anvise, hvornår et udsagn om et givet sagforhold fra fortiden er retvisende eller ej.

Gadamers hermeneutik er snarere en beskrivelse af et grundvilkår ved historisk erkendelse overhovedet, nemlig at enhver forståelse bygger på en forudforståelse. Vi forstår historien, fordi vi selv er en del af samme historie. Dermed ophæves den skarpe skelnen mellem subjekt og objekt, som er så afgørende i den klassiske videnskabsteoris forstand. Erkendelse opnås ikke ved, at det erkendende isolerer sig fra det erkendte for at opnå objektivitet. Hos Gadamer opnås erkendelse derimod ved, hvad man kunne kalde en forening af subjekt og objekt. Den centrale metafor for denne proces hos Gadamer er ”horisontsammensmeltning”.  Problemet i videnskabelig forstand er, at man med denne tilgang til sit stof kan få alting til at passe med alting.

Det er populært sagt netop hvad der er sket med Grundtvig i det 20. århundrede. Han er blevet udnævnt til forbillede for eller ophavsmand til bl.a. reformpædagogikken, nazismen, velfærdsstaten, folkeskolen, folkekirken, civilsamfundet, liberalismen, folkeoplysningen, spirituel kristendom, konservatisme, socialdemokratisme, nationalisme, globalisme og mere til. Man må selvfølgelig tilføje, at Grundtvig ikke er uden skyld i dette forhold selv. Alene den del af hans skriftlige produktion, der blev trykt i hans samtid, udgør mere end 30.000 sider. Det er mere end en side om dagen i de godt tres år han var aktiv som skrivende intellektuel. Der er noget at hente for enhver, der orker at lede.

Man kan selvfølgelig med nogen ret sige, at Grundtvig har haft betydning, for så vidt folk har fundet det nødvendigt at tage ham til indtægt for deres ideer. Det er et vidnesbyrd om, at hans navn har opnået en status, der i sig selv indebærer, at det legitimerer, hvad det knyttes til. Det er i sig selv en studie værd at undersøge, hvordan Grundtvig – henholdsvis hans navn – opnåede denne placering i det danske samfund. Det ville i givet fald ikke mindst blive en historie om, hvordan misforståelser opstår.

Virkning
Hvis man skal udrede, hvad Grundtvig faktisk betød, hvilken virkning han faktisk havde, må man gå tilbage til manden selv, altså tage den biografiske realitet N.F.S. Grundtvig alvorligt. Hvad sagde, skrev og gjorde han egentlig, som havde en konstaterbar virkning?

For at se på Grundtvigs betydning for skolevæsenet eller socialpolitikken, må man først finde ud af, hvad han mente om denne eller hine sag. Der er skrevet nærmest utallige artikler og bøger over formlen ”Grundtvig og [fill-in-the-blank]”. De varierer i relevans og kvalitet. Nogle af dem er skrevet med noget, der ligner Gadamers hermeneutik som metodisk forskrift, og det er som nævnt en risikabel vej at gå. Der skal ikke mange anknytningspunkter til, før en dreven fortolker kan erklære horisontsammensmeltningen for fuldbyrdet, og 1-2-3 er Grundtvig blevet til fortaler for velfærdsstaten, parlamentarisk demokrati eller noget helt tredje.

Dernæst skal man gøre sig klart, hvad man egentlig forstår ved virkning eller påvirkning. Her vil jeg begrænse mig til en samfundsmæssig betragtning. Det vil sige, at jeg i udgangspunktet ser på ideer, der kan omsættes til handling i politisk forstand f.eks. i lovgivning eller i organisatorisk forstand f.eks. en skole, en forening eller en kirke og ser bort fra mere diffuse forestillinger om nationalkarakter eller folkementalitet. Man skal bestemt ikke afvise, at der findes noget sådant, men det er bare uhyre vanskeligt at eftervise.

Når man ser på ideers omsætning til handling, er det ikke nok at konstatere, at en idé, der på et tidspunkt er virkeliggjort, forekommer et sted i Grundtvigs forfatterskab, for at sige at Grundtvig er ophavsmand til samme idés virkeliggørelse. Det er denne uholdbare metode, der har gjort de sidste linjer af Langt højere Bjerge fra 1820 til forlægget for den skattefinansierede fordelingspolitik i det 20. århundrede.

Adskillige kriterier skal opfyldes for at man kan sige, at en persons idé er ophav til et samfundsfænomen. Man skal kunne vise, at idéen er original, altså at selvsamme person faktisk er idéens ophavsmand. Idéen skal ikke nødvendigvis være konkret, men den skal dog kunne omsættes til praksis. Man kan f.eks. godt have en forestilling om, at samfundet skal være retfærdigt, men den forestilling er – hvor fortjenstfuld den end måtte være – alt for abstrakt og ordinær til at den kan omsættes til en identificérbar handling. Dernæst skal der være en tydelig forbindelse mellem idéens ophavsmand og dens virkeliggørelse. Den, der udfører idéen, skal have den fra ophavsmanden, og forbindelsen styrkes yderligere, hvis ideens ophavsmand udtrykkeligt anderkender, at det var sådan idéen var tænkt. Endelig skal virkeliggørelsen være af betydning for samfundet i form af f.eks. lovgivning, institutionsgrundlæggelser, kulturelle bevægelser e.l.

Grundtvig og Rødding Højskole
Pladsen her tillader ikke en ud fra de ovenstående kriterier omfattende gennemgang af de områder, hvor Grundtvig er blevet tillagt væsentlig betydning. Jeg vil nøjes med at fremhæve et enkelt eksempel, nemlig Grundtvigs betydning for højskolebevægelsen, hvis fødselsår almindeligvis regnes til 1844, da Rødding Højskole åbnede.

Grundtvig ytrede sig især fra 1830erne jævnligt om behovet for en uddannelsesreform. Han betragtede den lærde skole, der lagde vægt på græsk og latin, som ødelæggende for ungdommen, og han blev en markant skikkelse i uddannelsesdebatten. Der er dog flere forhold, der gør, at der ikke er nogen lige vej fra Grundtvig til grundlæggelsen af de første folkehøjskoler.

For det første var ikke alle Grundtvigs markante synspunkter originale. Kritikken af latinskolen var udbredt, så presset i retning af en højere skole, der lagde vægt på realfagene, var stort. Grundtvig var dog ikke selv tilhænger af realfag, altså moderne fremmedsprog, merkantile fag eller naturfag. Heller ikke udtrykket ”den sorte skole” kan tillægges Grundtvig. Når det handler om almuen, der ved uddannelse skulle forædles til et højere dannelsesniveau, delte han synspunkt med så godt som hver eneste reformpædagog i Europa fra det 18. til det 20. århundrede, og i spørgsmålet om folkets, hhv. nationens betydning, var han en del af en tilsvarende bred europæisk trend, der tillagde folket afgørende vægt politisk og kulturelt. Det 19. århundrede var nationalismens århundrede. At modersmålet og historien, det historisk-poetiske for at tale grundtvigsk, skulle udgøre en større del af pensum i skolerne var en naturlig konsekvens af både den politiske og kulturelle nationalisme. Dertil kom, at Grundtvig sjældent, hvis nogensinde, gav sine skoletanker en konkretiseringsgrad, der gjorde dem operationaliserbare.  Grundtvig var måske visionær, men han var også upraktisk.

Flere forhold gør, at man kun med betydelige forbehold kan kalde Rødding en grundtvigsk højskole fra begyndelsen. Skolen var et middel i den nationale kamp i Slesvig, som for danskhedens vedkommende især havde de københavnske nationalliberale som væsentligste fortaler. Øverst på deres dagsorden stod ejderpolitikken, altså en udskillelse af Holsten fra helstaten og en indlemmelse af Slesvig i kongeriget.

Grundtvig regnes normalt ikke til de nationalliberale. Frem til 1848 var han helstatsmand, og efter den tid gik han ganske vist ind for ejdergrænsen, men delte ikke de nationalliberales ønske om en indlemmelse af Slesvig, blandt andet fordi han var imod at give de tysktalende slesvigere politiske rettigheder i Danmark. Tysk var for ham ”Edder og Forgift”, men han drog dog på dette tidspunkt ikke den statsretlige konsekvens, altså en deling af Slesvig. Først efter nederlaget i 1864 gik han ind for en sindelagsgrænse. Dermed fulgte Grundtvig hvad angår det helt afgørende grænsedragningsproblem hovedtrenden i dansk politik.

Grundtvig besøgte kun Slesvig/Sønderjylland en eneste gang, nemlig ved det store møde på Skamlingsbanken i 1844, hvor han udtalte sig entydigt positivt om planerne for en dansk højskole i Slesvig. Skolen var ikke den første af sin slags i hertugdømmerne. Den var opbygget som en konkurrent til en tilsvarende tysktalende i Rendsborg grundlagt i 1842 og var en del af den nationale kamp i hertugdømmerne. Den danske ungdoms Bildungsrückstand i Slesvig havde vist sig at være en ulempe i den nationale modsætningskamp i den slesvigske stænderforsamling, så der måtte oprustes på dette felt. Det er ikke overraskende, at denne idé fik Grundtvigs varme opbakning i 1844. Men gør det Rødding til en grundtvigsk højskole?

Det afgørende argument for at hævde, at Rødding var en grundtvigsk højskole, er at en af hovedkræfterne i grundlæggelsen, Chr. Flor, var tilhænger af Grundtvig, men Grundtvig kvitterede ikke for interessen og ofrede hverken Flor eller hans skole nogen synderlig opmærksomhed udover de begejstrede ord på Skamlingsbanken, og trods opfordringer dertil besøgte han aldrig skolen. Flor var dertil økonomisk afhængig af opbakning fra nationalliberale kredse i København, der delte skolens nationale linje, og skolens program endte med kun i begrænset omfang at rumme elementer, der kan kaldes et specifikt resultat af grundtvigske skoletanker.

Først i 1850erne kom der en fastere forbindelse mellem Rødding og Grundtvig, idet han selv blev medlem af skolens tillidsmandskreds, dog stadig uden nogensinde selv at besøge skolen, og han anerkendte aldrig udtrykkeligt skolen som en frugt af sine tanker.

Grundtvigs egen højskole
At Rødding – og i øvrigt heller ikke den af Kresten Kold i 1851 i Ryslinge grundlagte højskole – heller ikke af andre blev betragtet som virkeliggørelsen af Grundtvigs oplysningsprogram blev indirekte understreget af den gave, som en kreds af Grundtvigs danske og norske beundrere gav ham på hans halvfjerds års fødselsdag i 1853. De havde samlet ind, så Grundtvig kunne åbne sin egen højskole efter sine egne idéer. Hvis Rødding havde været almindeligt anerkendt som manifestationen af Grundtvigs planer for ungdommens uddannelse, ville det ikke give mening at åbne en konkurrerende skole. Det blev ikke desto mindre tilfældet, og Grundtvigs Højskole bærer med rette den dag i dag sin stifters navn. Men bortset fra det blev Grundtvig aldrig den praktiske skoledrifts mand. Det trak ud med at få skolen sat i værk, og der måtte indsamles yderligere midler. Den velhavende bonde Peter Larsen Skræppenborg ville gerne støtte, men han afkrævede i 1854 Grundtvig en nøjere redegørelse for skoleplanen som forudsætning for at donere et større beløb. Grundtvigs svar er et meget tydeligt vidnesbyrd om, at han ikke begav sig af med praktiske anvisninger på, hvordan hans dannelsesfilosofi skulle omsættes i konkret skoledrift. Han henviste Skræppenborg til, hvad han tidligere havde skrevet om den sag, og kunne som det mest specifikke tilføje, ”at det skal paa en skikkelig Maade være en Friskole for de Voxne, og at den skal stræbe baade at vække, nære og klare en høiere Betragtning baade af Menneskelivet i Almindelighed og af det danske Folks og Dannemandens Menneskeliv i Særdeleshed, end man sædvanlig møder.” Hvordan dette ganske bredt formulerede program skulle virkeliggøres, overlod han til skolens første forstander, C.J. Brandt, da skolen åbnede nord for København i 1856.

Til trods for de indbyrdes forskelle fik de efterhånden mange højskoler en genkendelig form som kostskoler, typisk beliggende i landlige omgivelser, med undervisning for karle om vinteren og piger om sommeren. Foredragsformen blev et centralt undervisningsmiddel, og højskoleforstanderne blev agtede og kendte skikkelser i landbokredse. Men også realfagene kom til at spille en stor rolle. Eleverne lærte sig fag, som kunne være dem til nytte, når de vendte tilbage til landbruget. Fællessangen blev også en central del af højskolens virke og er det stadig. Det er antagelig her man finder det tydeligst aftryk fra Grundtvigs egen hånd på højskolerne. Mens hans prosa kan være endog meget knudret for en nutidig læser, har hans poesi bevaret en besynderlig sangbarhed og mundrethed også i dag.

I Grundtvigs sidste leveår kom der nogle konturer på det, som siden er blevet kendt som grundtvigianismen. Den nød sådan set godt af, at Grundtvig som regel havde formuleret sig i meget generelle vendinger om sine intentioner, for det gav grundtvigianere et relativt stort spillerum. Den grundtvigske bevægelse fik aldrig nogen fast organisation, men identificeres med større eller mindre ret med bøndernes politiske vækkelse, høj- og friskolebevægelsen, valgmenighederne, partiet Venstre og hele andelsbevægelsen. Der går ikke nogen lige og ubrudt linje fra Grundtvigs tanker om den folkelige dannelse til eksporten af animalske fedtprodukter til England. Det er f.eks. ikke så let at dokumentere forbindelsen mellem f.eks. højskolebevægelsen og den tidlige andelsbevægelse. Vi går bare ud fra, at den er der, og at Grundtvig spillede en eller anden rolle i denne sammenhæng.

Opgaven fremover bliver at kortlægge Grundtvigs betydning. Det vil i første omgang blive en genvurdering af, hvad han faktisk sagde og mente, og hvad der kom ud af det. Men til hans betydning eller virkning hører naturligvis også en vurdering af, hvad folk troede at Grundtvig mente. Det blev jo Grundtvigs skæbne, som P.G. Lindhardt bemærkede, at blive overskygget af den bevægelse, der bar hans navn. Selv om det er nok så misforstået er Grundtvigs navn blevet en mærkat, der er blevet sat på mange fænomener, og i idéhistorisk forstand er misforståelser ikke de mindst interessante.