Et studie i Origenes' kristologi og soteriologi.

(Christ – the Teacher of Salvation. A Study on Origen’s Christology and Soteriology)

Af Anders-Christian Jacobsen

Min interesse for Origenes og hans teologi går langt tilbage. Mit første bekendtskab med patristisk teologi var Irenæus fra Lyon. Tidligt i min studietid skulle jeg give en kort præsentation af en af hans tekster. Dette fangede min interesse. Irenæus’ historiesyn og skabelsesteologi blev derfor emnerne for mit speciale og min prisopgave. I min ph.d.-afhandling besluttede jeg at sammenligne Irenæus’ teologi med en anden type teologi. Jeg begyndte derfor at studere Origenes’ teologi. Hvis jeg havde fundet Irenæus’ teologi interessant fandt jeg Origenes’ teologi fascinerende og udfordrende. Da jeg skrev min ph.d.-afhandling, fandt jeg andre spørgsmål i Origenes’ teologi og i Origenes-forskningen, som jeg gerne ville forfølge. Derfor valgte jeg Origenes’ kristologi og soteriologi som tema for mit næste forskningsprojekt. Resultatet af dette projekt er den bog, som jeg for nylig forsvarede for den teologiske doktorgrad. Bogen er et omfattende studie i Origenes’ kristologi og soteriologi, der bygger på en ny metodisk tilgang til studiet af hans forfatterskab og teologi.

 

Enhed i forskellighed
Ved min læsning af Origenes’ egne tekster og forskningslitteraturen om hans teologi, havde jeg undret mig over, at der er så mange forskellige og umiddelbart usammenhængende udsagn om kristologien hos Origenes’ selv og hos hans fortolkere. Jeg begyndte derfor at søge efter en sammenhæng mellem de mange kristologiske og soteriologiske udsagn i Origenes’ skrifter. Tiltroen til, at det er muligt, at identificere en sådan sammenhæng bygger på min forståelse af Origenes som en teolog, der tænker systematisk, og som udviklede sin teologi på baggrund af nogle fundamentale principper. Disse principper fastholder en enhed i den forskellighed, der præger alt i denne ufuldkomne verden. Det er derfor en afgørende pointe i disputatsen, at Origenes’ kristologi og soteriologi skal forstås som en sammenhængende helhed, der udtrykkes i en nødvendig mangfoldighed af forestillinger og udtryksformer. Ifølge Origenes er der kun én skabende, frelsende og fuldendende Logos, og kun en frelse. Guds ene Logos må på grund af det skabtes mangfoldighed og forskellighed åbenbare sig selv og gøre sig nærværende for mennesker på uendelig mange forskellige måder.

 

En ny metodisk tilgang
For at opnå en forståelse af Origenes’ kristologi og soteriologi, der respekterer både mangfoldigheden og enheden, må vi både kende årsagen til mangfoldigheden og bruge en bestemt metodisk tilgang til hans værk. Forskningen har ofte forsøgt at forstå enheden i Origenes’ teologi direkte og ignorerer mangfoldigheden. Det er en alvorlig fejltagelse, fordi man så overser en mængde betydningsfulde elementer i hans teologi. Argumentet for denne fremgangsmåde er, at mangfoldigheden kun er et dække over enheden. Dette er ikke fuldstændigt forkert, for Origenes er en idealiserende platoniker, der ser en grundlæggende sammenhæng i alt, men han er også realist. Han er overbevist om, at Guds godhed, nåde og storhed i høj grad skal findes i hans bestræbelse på gennem Logos at møde mennesker, der hvor de er. Ifølge Origenes er det at begribe Gud tæt forbundet med at forstå Guds og Logos’ velgerninger for mennesker. Et studie af Origenes’ kristologi og soteriologi må derfor dvæle ved kompleksiteten og mangfoldigheden i Guds måder at henvende sig til verden på, før der spørges om enheden bag mangfoldigheden. I min bog kommer dette synspunkt konkret til udtryk i forsøget på først at forstå Origenes’ enkelte skrifter og deres kristologiske og soteriologiske indhold. Først når en forståelse af indholdet i de enkelte skrifter er nået, kan der skabes et systematisk overblik over dette indhold i håb om derved at opnå en forståelse af enheden i diversiteten. Dette er et af de punkter, hvorpå det nærværende studie kan bidrage til en ny forståelse af Origenes’ kristologi og soteriologi. Så vidt jeg ved, har ingen endnu analyseret Origenes’ kristologi og soteriologi med henblik på at opnå en adækvat forståelse af deres kompleksitet. Jeg er overbevist om, at udbyttet af denne undersøgelse vil blive en mere troværdig forståelse af Origenes’ kristologi og soteriologi. For at afdække denne enhed i mangfoldigheden af kristologiske udsagn er en bestemt tilgang nødvendig. Det er en tilgang, som Origenes selv beskriver i Om Grundprincipperne 4.2 og andre steder. Denne hermeneutiske tilgang til Origenes’ skrifter bygger på en allegorisk fortolkning af Bibelen, som Origenes mener, er inspireret af Logos. Logos har indlagt flere åndelige niveauer i de bibelske tekster, så Bibelen taler til alle på deres eget åndelige niveau. Ifølge Origenes betyder denne form for inspiration, at der er en mangfoldighed af udsagn i Bibelen, som dog alligevel handler om en og samme Logos og en og samme frelse. For at blive forstået til bunds må den inspirerede Bibel fortolkes af en inspireret fortolker som Origenes selv. Drevet af Logos formår den inspirerede fortolker både at forstå de forskellige udsagn om den ene og sande Logos og hans værk og at viderebringe disse forskellige udsagn til de forskellige modtagere til hvem, de er adresseret. Som den inspirerede fortolker af Biblen er Origenes i stand til at bringe de dybeste åndelige betydninger af de bibelske udsagn frem i lyset og til at fortolke dem og bringe dem videre til modtagerne, selvom de er udtrykt på en simpel måde i Bibelen. Han er endvidere også i stand til at forstå, når det er mere hensigtsmæssigt for modtagerne ikke at blive indviet i de dybere åndelige betydninger af Biblens ord, men kun at blive gjort bekendt med deres simple betydning som findes på bibeltekstens bogstavelige niveau. Som en konsekvens af dette finder vi i Origenes' skrifter såvel som i Bibelen selv mange og forskellige udsagn om kristologien og soteriologien. Nogle af disse er henvendt til de ulærde og uøvede kristne andre til de åndeligt modne kristne. Vi kan kun forstå disse udsagn, hvis vi er klar over, at de hører til på forskellige åndelige niveauer. Fortolkningen af Origenes’ teologiske værk forudsætter derfor et indgående studie af de individuelle skrifter og af de intenderede modtagere af de forskellige typer af skrifter.

 

Afhandlingens indhold og struktur
Afhandlingens første hoveddel indeholder en forskningshistorisk oversigt over afhandlingens tema, en kort beskrivelse af Origenes’ liv, en kronologisk oversigt over de af Origenes’ skrifter, der analyseres i afhandlingen, et kapitel om teksttyper og deres adressat, et kapitel om overleveringen af Origenes’ tekster og endelig et længere kapitel om Origenes’ hermeneutik. Under anvendelse af den beskrevne metode har jeg analyseret kristologien og soteriologien i en række af Origenes’ individuelle skrifter: Om Grundprincipperne og Dialogen med Heraklides som eksempler på systematiske skrifter; Kommentar til Højsangen, Kommentar til Johannesevangeliet, Kommentar til Matthæusevangeliet og Kommentar til Romerbrevet som eksempler på Origenes’ bibelkommentarer; Prædikener over Josvabogen, Prædikener over Højsangen, Prædikener over Jeremias' Bog og Prædikener over Lukasevangeliet som eksempler på hans prædikener og endelig Mod Celsus som det eneste eksempel på et apologetisk skrift i Origenes’ tekstkorpus. Disse analyser af individuelle tekster er med deres påvisning af diversiteten i Origenes’ kristologi og soteriologi i sig selv et produktivt bidrag til den eksisterende forskning. De skrifter, som analyseres i afhandlingens anden del dækker hele perioden fra begyndelsen til afslutningen på Origenes’ forfatterskab. Dermed er jeg i stand til at påvise, at diversiteten i Origenes’ udsagn om kristologien og soteriologien ikke skyldes en kronologisk udvikling i hans tænkning.

I den systematiske præsentation og drøftelse af Origenes’ kristologi og soteriologi har jeg påvist, at der er enhed bag mangfoldigheden i Origenes’ kristologiske og soteriologiske udsagn. Jeg vist, hvordan de forskellige udsagn om kristologien og soteriologien passer sammen i et sammenhængende system, som har følgende elementer: Kristus står i et relationsforhold til Gud Faderen på den ene side og til mennesker på den anden side. I relation til Gud Fader er Kristus den Enbårne Søn, hvilket betyder, at han er af samme guddommelige natur som Gud Fader. Kristi relation til Gud Fader er evig, hvilket betyder, at han var født af Faderen før tiden blev skabt. Kristus er også underordnet Faderen, hvilket betyder, at selvom han er af samme natur som Faderen, er hans guddommelighed afledt af Faderens guddommelighed. Det udtrykker Origenes på forskellige måder: Gud Faderen er Guden, mens Kristus er Gud, idet han er et billede af Faderen. Kristus er således placeret i et åndeligt hierarki under Gud, men over andre åndelige væsner og mennesker. Jo længere nede i det åndelige hierarki en skabning er, jo mindre guddommelig er denne skabning, for guddommeligheden strømmer ud fra Gud og bevæger sig nedad. Alle fornuftsvæsener er delagtige i den guddommelige væren, men deres andel i denne væren er forskellig. Origenes bruger også ofte forestillingen om undfangelse og fødsel til at beskrive forholdet mellem Gud Faderen og Kristus: Kristus undfanges af Gud, ligesom et barn undfanges af sin far, eller ligesom solens stråler fødes af solen. I sin relation til menneskeheden er Kristus skaber og frelser. Kristi relation til mennesker begyndte, da han skabte dem. Da de vendte sig bort fra Gud, ændredes Kristi rolle sig fra at være skaber til at være frelser, som også kan kaldes gen-skaber. Idet Kristus har eksisteret fra før skabelsen, var han til ’før’ det, han skabte. Han kunne derfor være den handlende ved skabelsen, som bragte det i eksistens som Faderen havde besluttet at skabe. Set fra et perspektiv er mennesker også evige, for de har altid eksisteret som planer i Visdommen og Ordet, men på et bestemt tidspunkt blev de formet som konkret eksisterende selvstændige væsener. Skabelsen af mennesker og af andre rationelle væsener beskrives på forskellige måder hos Origenes. To til dels forskellige skemaer kan identificeres: I det første tilfælde beskrives skabelsen som emanation, hvor væren strømmer ud fra Gud, gennem Logos og til rationelle væsener. I gennem denne proces ’udtyndes’ væren. I det andet tilfælde er guddommelig og menneskelig væren forskellig. Kristus er af en og samme væren som Faderen, men menneskers og andre rationelle væseners væren ligner Kristi væren på samme måde som en skulpturs væren ligner dens væren, som skulpturen afbilleder. Kristi inkarnation i Jesus fra Nazareth er fundamental for Origenes’ kristologi og soteriologi, idet den viser, at Gud er villig til at opretholde relationer til sit skaberværk selv efter, at de rationelle væsener har vendt sig bort fra Gud. Kristus følger i inkarnationen de skabte væseners nedadgående bevægelse med henblik på at frelse dem. Når Origenes diskuterer inkarnationen i forbindelse med Celsus’ kritik af forestillingen eller som en homiletisk fortolkning af Lukasevangeliet, fokuserer han på basale spørgsmål såsom spørgsmålet om, hvordan guddommelig og menneskelig natur kan forenes. I sin besvarelse af den slags spørgsmål inddrager Origenes ikke kun fælles kristne forestillinger såsom forestillingen om jomfrufødslen, men også mere specifikke forestillinger som for eksempel kenosis-tanken. Hovedtendensen hos Origenes synes at være, at den guddommelige og den menneskelige natur ikke blandes i den inkarnerede, men at han lægger hovedvægten på Guds og Kristi villighed til at relatere til mennesker. Denne villighed er udtrykt i mere avanceret form i forestillingen om akkommodation: Kristus forholder sig til mennesker som deres frelser, idet han tilpasser sig deres behov. Han er herre for nogle, lærer for andre. Han er vejen, der skal følges, og pædagogen, der leder mennesker tilbage til Gud. Det er vigtigt for Origenes at vise, at den inkarnerede Kristus gør Gud synlig for mennesker på måder, som de kan forstå. At ’se’ Gud er derfor ofte defineret som at ’forstå’ Gud. På denne måde understreger han sit fokus på rationel forståelse i modsætning til sansning. En betydningsfuld forestilling i Origenes’ soteriologi er hans forståelse af frelse som undervisning og opdragelse. I denne pædagogiske frelseslære er der både en passiv og en aktiv dimension. Det passive element består i, at Kristus fremstiller sig for mennesker som et eksempel til efterfølgelse. Det, den menneskelige Jesus gør i kampen mod synden, er det også muligt for andre mennesker at gøre. Den aktive dimension består i, at Kristus plejer og leder mennesker. Et vigtigt billede her er Kristus som den, der renser mennesker gennem straf. Tæt forbundet hermed er forestillingen om Kristus som læge og helbreder, der aktivt angriber de syndige sygdomme, som har taget mennesker i besiddelse. En anden vigtig metafor er billedet af Kristus som læreren, der underviser de enkelte mennesker på forskellige måder, der passer til deres specifikke situation. De simple kristne undervises i moralske lærdomme, de viderekomne kristne i åndelige lærdomme. Ifølge Origenes består vejen til frelsen i at opnå moralsk og åndelig lærdom og erkendelse gennem Kristus. Skønt pædagogisk soteriologi står centralt hos Origenes, bruger han også andre forestillinger om frelsen som for eksempel tolkningen af Jesu lidelse og død som en forløsende begivenhed og som sejr over synd og Djævel. Han gør ikke så meget ud af denne forestilling, men når de bibelske tekster, som han fortolker, forlanger det, inddrager han forestillingen. Hans forløsningssoteriologi er ikke umiddelbart forenelig med hans pædagogiske frelseslære, men han forsøger altid at dreje forløsnings-soteriologien i retning af den pædagogiske soteriologi ved at forstå Jesu lidelse som et eksempel til efterfølgelse. Ved hjælp af den nye metodiske tilgang har jeg været i stand til at vise, at mangfoldigheden af kristologiske og soteriologiske udsagn og forestillinger i Origenes’ skrifter faktisk udgør en del af en sammenhængende systematisk teologi, der følger et bestemt mønster: Mennesker og andre rationelle væsener bevæger sig fra skabelse over fald og frelse til den endegyldige fuldendelse ved hjælp af Kristi skabende, frelsende, opretholdende og fuldendende gerninger.

Origenes’ kristologi og soteriologi har på grund af deres dybde og kompleksitet inspireret mange teologer i århundrederne efter hans død. Hans kristologi og frelseslære kan også inspirere nutidig kristologi og soteriologi, fordi den relationelle tænkemåde kan bringe den kristologiske og soteriologiske tænkning videre, der er bundet af den nikænske substans tænkning. Det er af stor betydning for formuleringen af en nutidig relevant kristologi og frelseslære, at fokus flyttes fra spørgsmålet om, hvordan det guddommelige og det menneskelige i Kristus kan forenes uden at sammenblandes til mere forståelige billeder, af Kristus som læren og lægen, der helbreder og underviser mennesker.