Af Maria Munkholt Christensen
Med et Fadervor i pagt
I moderne protestantisk forskning er bøn et overraskende underbelyst emne, selvom bønner og bønpraksis ofte er et prominent tema i kristne kilder - fra Paulus’ breve til vore dages Salmebog. I kirkeligt regi er bøn hyppigt blevet beskrevet og endda påbudt som noget, der burde være en integreret del af tilværelsen. Den oldkirkelige teolog Origenes mente sågar, at livet i sig selv kan anskues som en bøn, tilskyndet af Gud og levet som svar på tiltale. I mit ph.d.-studium valgte jeg at arbejde med emnet bøn, fordi bøn er et udbredt fænomen, som har stor betydning i mange menneskers liv, og hvis brug og betydning er blevet formet og forandret i kristendommens historie.
I mit ph.d.-projekt undersøgte jeg kristen bønspraksis og bønsteologi i en tidlig periode af kirkehistorien, før kristendommen var blevet den dominerende religion i Romerriget. Min ph.d.-afhandling har titlen: ”Kristen bøn og identitetsdannelse. Et studium af fire før-nikænske traktater om bøn”. I afhandlingen undersøger jeg sammenhængen mellem bønspraksis, bønsteologi og kristen identitet. Som sådan hører min undersøgelse under kategorien teologi- og fromhedshistorie, men gør brug af et nyt perspektiv ved at anvende moderne teorier om identitets- og selv-dannelse for at kaste lys over forholdet mellem kristen bønspraksis og kristendommens udbredelse.
Alle mine kilder
Kilderne, som primært ligger til grund for studiet, er de fire ældste, kendte kristne traktater om bøn. De kan dateres til de første årtier af det tredje århundrede og er skrevet af hhv. Klemens, Origenes, Tertullian og Cyprian. Vi har således at gøre med to græske traktater fra den alexandrinske tradition (Klemens’ Stromateis 7 og Origenes’ Perì Euchês) og med to latinske traktater fra Kartago (Tertullians De Oratione og Cyprians De Dominica Oratione). Traktaterne er pastorale og teologiske og derfor normative. Kilderne har imidlertid vist sig egnede til at studere kristen identitet, idet man ud fra moderne identitetsteorier kan påvise, at identitet afhænger af den enkeltes identifikation med normative ideer.
Første del af afhandlingen redegør for de moderne teorier om identitets- og selv-dannelse, som danner rammen om studiet. Der gøres primært brug af den sociologiske retning symbolsk interaktionisme og af filosoffen Michel Foucaults senere skrifter. Fælles for disse moderne traditioner er, at de forstår ”selv” og ”identitet” som formbare størrelser. Sammenholdt med det antikke kildemateriale giver den teoretiske indsigt anledning til spørgsmål om forholdet mellem bøn og de kristnes selvforståelse. Bøn, teologi og menighed øver indflydelse på hinanden.
Bønnen som social begivenhed
I min analyse af kilderne viser jeg, hvordan bøn i den tidlige kristendom blev anskuet som en på én gang personlig og social aktivitet: bønnen skabte 1) et forhold mellem den enkelte og Gud, 2) mellem den enkelte og en række andre menneskelige og overnaturlige aktører; og 3) et selvforhold.
De fire forfattere var alle af den opfattelse, at Guds selv-åbenbaring i Kristus havde vist Guds sande og omsorgsfulde karakter, og at den perfekte skabelon for handling og bøn ligeledes var blevet åbenbaret med Kristus. Origenes, Tertullian og Cyprian var følgelig af den opfattelse, at Fadervor er den ideelle bøn, og de beskæftiger sig indgående med fortolkning af Fadervor, hvorimod Klemens kun har spredte allusioner til denne bøn. Fadervor har derfor sandsynligvis allerede tidligt fungeret som kristen identitetsmarkør, i social og eksistentiel forstand. Forfatterne er desuden af den opfattelse, at bøn må være et svar på Guds åbenbaring og en tilpasning af ens egen vilje i forhold til Guds vilje. Forfatterne forstod Guds åbenbaring og nåde som forudsætning for enhver bøn. De fire forfattere nævner og udfolder forskellige bibelske karakteristika ved kristen bøn: blandt andet, at den kristne bør bede i det skjulte, i ånd og sandhed, uden ophør og kun med henblik på det, som er stort og himmelsk.
Alle fire forfattere har en mange-facetteret forståelse af bøn og mener, at bøn både har at gøre med konkrete ord og handlinger, men også kan være noget rent mentalt og sågar noget, der udtrykkes i holdning og livsførelse. Bønnens forskellige facetter forstås som hinandens forudsætninger, hvorfor det giver mening, at f.eks. Origenes forstår hele den kristnes liv som bøn.
Mange relationer er ifølge de kristne forfattere indbefattet i bøn. Den bedende befinder sig i et system med flere akser og forventes at forholde sig til forskellige instanser: først og fremmest til Gud og de kristne, dernæst til andre ikke-kristne, og desuden til engle og dæmoniske kræfter, der menes at virke både indeni og udenom den enkelte. Forholdet mellem de kristne blev gjort til forudsætning for bønnens virkning. Det forventedes dels, at den enkelte levede op til høje moralske krav, fordi et harmonisk forhold mellem ”brødrene” ansås som en forudsætning for bønnens virkning. Dels ansås bønner som mere virkningsfulde, når de blev sagt af kristne i fællesskab.
Afhandlingens sidste kapitel undersøger, hvordan den tidlige kristne diskurs om bøn, som vi finder i traktaterne, potentielt bidrog til at forme de kristnes selvforståelse på en bestemt måde. Traktaterne sigtede mod at ændre den enkelte kristnes “hjerte”, “sind”, “styrende faktultet”, “sjæl” og “ånd”. Alle fire kristne forfattere mente, at kristen bøn ikke primært burde bestå i begæringer. Derimod var forfatterne af den opfattelse, at bøn i udstrakt grad har med det åndelige og det indre menneske at gøre, og at bønnen kan udvirke tro, mod, håb og dyd. Disse fordele kunne opnås i bøn, både forstået som samtale med Gud og som påmindelse om Guds nærvær. Den senere teolog, Augustin, peger på det samme, når han skriver: ”[Vi beder] ikke for at instruere Gud, men for at konstruere vort eget sind”. Allerede fra det tredje århundrede var det kristne selv et refleksivt selv, forstået på den måde, at den enkelte kristne indirekte opfordredes til at anskue sig selv fra Guds perspektiv, anerkende sine synder og måle sig i forhold til guddommelige standarder (de forskellige forfattere betoner syndighed eller perfektion i varierende grad). På den måde bidrog den tidlige kristne bønspraksis potentielt til en grad af synds- og selvbevidsthed. I traktaterne om bøn fra det tredje århundrede virker bønnen som en katalysator for introspektion og for overvejelser om ens egen vilje i forhold til Guds vilje, og bønnen bliver en påmindelse om den enkeltes synd, afhængighed af Gud og relation til andre mennesker.
Konklusioner om kristen bøn og romersk identitet
Konklusionen er kort sagt, at de kristne instruktioner og ideer, som de findes i de undersøgte traktater om bøn, øvede en indflydelse på den kristne selvopfattelse og identitet, både på et individuelt og et kollektivt plan. Bønnen som ritual bandt de kristne sammen på kryds og tværs og var samtidig forbundet til den enkeltes personlige tro og bønspraksis. De kristne forfattere ønskede, at den kristne identitet skulle gøre sig gældende i alle livets forhold og situationer. Hele livet skulle være en bøn. Som perspektivering sammenholdes afhandlingens konklusioner med en teori fremsat af historikeren J.B. Rives. Rives mener, at den traditionelle græsk-romerske kult-praksis og religiøsitet i kejsertidens Romerrige ikke omfattede de forskellige sider af det enkelte menneskes identitet. Der var ikke nødvendigvis sammenhæng mellem den offentlige kult og romernes private fromhedspraksis og gudsdyrkelse. Der var altså stor religiøs diversitet i Romerriget. Ifølge Rives skyldtes det, at de officielle kulter i Romerriget, som f.eks. kejserkulten, ikke var eksklusive, så folk kunne deltage i den offentlige kultpraksis og samtidig følge en anden praksis privat. Kulterne bidrog af den grund ikke til dannelsen af en stærk og sammenhængende romersk identitet, og Rives påpeger, at det ikke er tilfældigt, at kristendommen inden for et århundrede gik fra at være en forfulgt til at være en favoriseret religion. Begge holdninger over for de kristne var udtryk for en form for antik identitetspolitik og var et resultat af, at romermagten ønskede at skabe homogenitet i riget – ganske givet med det (mere eller mindre fromme) ønske at rigets borgere tilbad den mest effektive Gud eller guder. Kristendommen havde en fordel, da de kristne autoriteter gjorde krav på en persons hele liv og krævede høj moral i alle livets forhold – i offentligheden, i det civile, i det private, i lønkammeret, i det indre menneske. Jeg argumenterer for, at den kristne bønsteologi og bønspraksis, som en del af kristendommens overordnede fromhedspraksis, bidrog til at gøre kristendommen attraktiv og dermed bidrog til kristendommens opstigning til en religiøs forrang i Romerriget.
Lad tidens hjul omdrive - perspektivering
På de sidste sider af afhandlingen nævner jeg et par perspektiver til andre perioder, idet jeg ser en forbindelse mellem den oldkirkelige teologi og senere pietistisk bønsteologi. Hvis pietistisk forstås ganske bredt, kan vi konstatere, at mange pietistiske vækkelser indebærer en bønsteologi, der ligner den oldkirkelige, hvor bøn kædes sammen med selvransagelse og med en form for inderlighed. Selv Grundtvig anså Fadervor for at være en hjertesag, der ikke skal ”læses”, men ”bedes”, og med inspiration fra Salme 103 peger han på det nære gudsforhold i f.eks. ”Lovsynger Herren, min mund og mit indre!” Kristen bønsteologi har undertiden haft afgørende indflydelse på kristent trosliv og har bidraget til en form for kristen fromhed, der fra den tidligste kirkehistorie lagde vægt på både det individuelle og det kollektive.
D. 28. august i år forsvarede jeg min afhandling i et af søauditorierne i Universitetsparken og fik efterfølgende tildelt ph.d.-graden. Mit bedømmelsesudvalg bestod af Jakob Engberg, Brouria Bitton-Ashkelony og Lorenzo Perrone, og min vejleder var Dr.theol. Anders-Christian Jacobsen.
