Rejseberetning fra studieturen til Israel og Palæstina, 4.-14. november 2013

Af Mads Djernes

Alle deltagere på turen til Israel havde set frem til at komme afsted i flere måneder. Hvad var det for et land, som vi havde hørt om i nyhederne, hvis geografi vi undertiden havde skullet forholde os til – og som vi alle var nysgerrige efter at opleve i virkeligheden? På halvanden uge var det svært at få dannet sig et dækkende billede af det område, som det er muligt at anskue fra et væld af forskellige perspektiver, men jeg tror, vi alle fik adskillige uforglemmelige oplevelser med os hjem.

Mens det danske efterår var mørkest drog vi afsted. Vi var 28 studerende – ligeligt fordelt mellem teologi- og religionsvidenskabsstuderende plus én historiestuderende – og 4 undervisere, som skulle bidrage med deres ekspertise undervejs: Else Marie Wiberg Pedersen (dogmatik), Rubina Raja (arkæologi), Jan Dietrich (GT) og Kasper Bro Larsen (NT). November var netop begyndt, da diskussionen opstod: hvordan ville vejret være? Nogle mente, at regntiden ville komme med den sidste efterårsmåned, mens vejrudsigten faktisk lovede solskin og op til 25 grader. Kufferterne var derfor pakkede med tøj til lidt af hvert, hvilket skulle vise sig at være overflødigt: sandalerne og de korte ærmer kom i brug, og turens regndryp viste sig at kunne tælles på en hånd.

Jagten på den historiske Jesus

Vi lettede fra København mandag middag og ankom efter en mellemlanding i Istanbul – på grænsen mellem Europa og Asien – ud på aftenen til Tel Aviv. Som næsten forventeligt måtte et par af vore deltagere vente i sikkerhedskontrollen – alt imens vi stod i den lune, mellemøstlige nat og ventede på de sidste to timer af rejsen i bus til Galilæa. Vi kom afsted og kunne undervejs nordpå i mørket skimte ”Libanons og Karmels glans” samt iagttage, hvorledes man meget nemt om natten kunne afgøre de mindre byers religiøse tilhørsforhold: minareterne var alle udstyrede med et kraftigt grønt lys. Omsider nåede vi frem til vores vandrerhjem, som vi skulle bo på tre nætter, og som lå helt ned til bredden af Genesaret sø – vi var nogle, der ikke lod chancen for at få en morgendukkert gå vores næse forbi.

Vores første dag i Galilæa begyndte i Sepforis, som ligger ganske få kilometer fra Nazareth, og som med de senere årtiers udgravninger er kommet til at få stor betydning for jagten på den historiske Jesus. Herefter var det tid til at revidere barnetroen: Jesu hjemby Nazareth var ikke en lille, hyggelig jødisk landsby – det var en stærkt trafikeret, mellemstor og arabisk præget by. Her fik vi turens første (men absolut ikke sidste) shawarma eller falafel, inden vi så Bebudelseskirken – et byggeri fra midten af det tyvende århundrede – som lå oven på det sted, hvor ordet blev kød: ”verbum caro hic factum est”. Efter en vandring i korsfarerbyen Akko under ledelse af Else Marie indtog vi turens første aftensmåltid ved Middelhavets bred under åben himmel.

Dagen efter bød på adskillige af Galilæas ”highlights”. Vi besøgte den kirke, som var bygget på det sted, hvor bespisningsunderet fandt sted – og ja, det er et gennemgående tema: er der sket noget vigtigt, bygger man en kirke oven på (selv om man ikke kan være helt sikker på, at det skete netop her)! I Kapernaum – ”the Town of Jesus” – mødte vi for første gang nogle af de utallige nigerianske pilgrimme, klædt i orange dragter, som vi også mødte senere på dagen på Saligprisningernes bjerg. Og ja, her var også en kirke – over hvis indgang vi kunne genkende Carl Blochs gengivelse af bjergprædikenen. Arkæologiske udgravninger skulle vise sig at spille en stor rolle på turen; Tel Dan hed den første vi besøgte (en Tel er en bakke, som er skabt ved at man har bygget nye byer oven på ruinerne af de gamle). Jan førte an i et imponerende tempo hen over denne og andre udgravninger, hvilket hurtigt gav ham tilnavnet Tel Jan – og minsandten om ikke gammeltestamentleren også brillerede med sin viden om den klippegrævling, som vi så i Caesarea Philippi, og som blev turens maskot. Hermed var vi i Golanhøjderne i det allernordligste Israel, hvor vi betragtede solnedgangen fra Mount Bental med udsigt over Syrien, inden vi rundede dagen af med aftensmad i Safed. Her lod maden vente så længe på sig, at vi fik tid til et kort besøg i en lille jødisk torahskole.

På besøg i den politiske virkelighed

Turens tredje dag bragte os sydpå. Undervejs fik vi dagens motion på Tel Beit Shean og oplevede den velbevarede romerske by Scythopolis, og som om det ikke var nok, besteg vi senere Tel Meggido og gik ned i dens cisterne – og op og ned igen; der kom adskillige højdemeter på den dag. Fra disse relativt øde egne ankom vi til Betlehem, hvor vi på universitetet mødte en lille håndfuld studerende på byens katolske universitet fra forskellige religiøse og sociale segmenter; et meget spændende indblik i en hverdag, der ligner vores egen som studerende. Efter et besøg i Fødselskirken (igen en kirke oven på stedet for en berømt hændelse), som inkluderede lang tids venten i kø for de tålmodige, bredte der sig hen under aften en vis spænding, idet vi skulle indkvarteres på Paradise Hotel (!). Mig bekendt var der nu ingen, der følte sig stemt hjem af den grund – selv om vi, efter at have lyttet til en præst fra byens ”Lutheran Christmas Church”, indtog en bibelsk aftensmad i menighedens internationale center, som var indrettet med nordisk design.

Landets politiske virkelighed kom tæt på dagen efter, hvor vi besøgte en palæstinensisk flygtningelejr, hvor det gjorde indtryk at se, hvordan 13.000 flygtninge boede på under 1,5 kvadratkilometer. Herefter så vi en jødisk kibbutz, hvor de grønne græsplæner skilte sig tydeligt ud fra et land, som ventede på regntidens komme, og hvor vi fik præsenteret historien fra jødernes side. Som afslutning på formiddagen gik vi gennem et israelsk checkpoint – en ofte timelang, daglig virkelighed for byens palæstinensere. Over middag berørtes vi igen af historiens vingesus, da vi besøgte Herodes den Stores fæstningsværk Herodion. Her fortalte Rubina og en af hendes tyske kolleger om stedet, hvor man mener at have fundet Herodes’ grav. Det var fascinerende på toppen af bakken at kunne høre adskillige minareter fra dalen kalde til bøn! For de fartglade var turen med små busser ned til det fantastisk smukt beliggende kloster Mar Saba et af højdepunkterne – det foregik med fuld fart rundt i hårnålesvingene. Nok en gang fik vi fornøjelsen af at bevæge os – ned i en dyb slugt og op igen, men synet af klosteret, som næsten gik i et med klippen, var betagende. Det var som om vi sprang en masse mellemregninger over, da vi efter at have vandret ud af paradiset i Betlehem om morgenen nu ved aftenstid blev mødt af englesangen på Gloria Hotel i Jerusalem. Den lyse jerusalemsten illuminerede Grædemuren, hvor vi kunne iagttage de bedende jøder ved indledningen til sabbaten.

Det historiske og det moderne Jerusalem

Den første dag i Jerusalem bød på en byvandring i bedste stil, hvor vi fik konkretiseret adskillige bibelske lokationer. Efter at være blevet transporteret op på Oliebjerget kunne vi skue ned i Kedrondalen og ind over byens skyline med Tempelpladsen, Klippehelligdommen, Gravkirken og hele den gamle bydel. Højest oppe begyndte vi ved Himmelfartskapellet, hvor et meget stort fodaftryk – med noget der lignede størrelse 66 – skulle være bevis på, at Jesus her steg til himmels. Turens eneste fem minutter med let regn var hurtigt overstået, så vi havde tørvejr på vores vandring videre til Fader Vor-kirken, hvor den store mængde Matt 6,9-13 på den 3. verdens sprog harmonerede med vore iagttagelser af de mange afrikanske pilgrimme. Overflødigt er det næsten at nævne, at der på det sted, hvor Jesus græd over Jerusalem, også er bygget en kirke. Den er i øvrigt bygget af ”det hellige lands arkitekt”, italieneren Barluzzi, som også stod for Bebudelseskirken og Saligprisningernes Kirke plus en række andre moderne kirker i Israel. Getsemane Have havde også sin egen kirke, hvor vi kunne iagttage, hvordan stenen under alteret – som markerer det sted, hvor Jesus bad Skærtorsdag – blev kysset og berørt af de mange pilgrimme. Herefter fortsatte vi i Jesu fodspor ad ”Via Dolorosa” – i selskab med utallige pilgrimme – indtil vi nåede Gravkirken, som bærer sit navn på trods af, at Jesus nok ikke er gravlagt her. Om aftenen var vi vidne til en meget engageret beretning fra en medarbejder på et center for jødisk-kristne relationer i hotellets hyggelige kælderlokale.

Dagen derpå var det søndag, og for en stor del af flokkens vedkommende blev den frie formiddag brugt på at gå i kirke. Jo tidligere man stod op, desto flere gudstjenester kunne man nå – for undertegnedes vedkommende blev det til en armensk messe og en luthersk gudstjeneste på tysk (i anledning af hans fødselsdag, naturligvis). Skulle man et øjeblik have følt sig hjemme i den lutherske kirke – tilmed med andre nordiske sprog i ørerne – blev man mindet om virkeligheden, da minareterne begyndte at kalde til bøn midt i prædikenen. Ved middagstid mødtes vi alle i køen op til Tempelpladsen i håb om at komme ind i løbet af den time midt på dagen, hvor der var åbent. Andre havde dog fået samme ide, så vi nåede først at komme ind fem minutter før lukketid efter et lille drama, hvor vi kun nåede at komme ind, fordi Kasper fortalte de strikse betjente, at vi altså var danskere. Vi fandt også ud af, at det ikke var en god ide at slæbe Bibelen med ind på pladsen – og at de bare ben og arme måtte dækkes i en fart og med hvad som helst. De bageste af os nåede fem minutter på pladsen – et par billeder og så ud igen. Lidt mindre dramatisk var eftermiddagen, selv om den for en dels vedkommende bød på en tur gennem Hizkijas tunnel – en spændende tur (for undertegnede med klaustrofobiske tendenser) i en kun godt skulderbred, sine steder knap mandshøj og en god halv kilometer lang tunnel med omtrent en halv meter vand. Dagen sluttede et helt andet sted – nemlig igen på hotellet med diverse oplæg om den nutidige politiske situation og med et besøg af Allan Sørensen, der er Kristeligt Dagblads korrespondent. Han fortalte især de historier, som af den ene eller anden grund aldrig kommer på skrift – og kunne desuden give et mere overordnet billede af denne fascinerende by.

Turens tredjesidste dag bød på en tur ud i det moderne Jerusalem. Vi begyndte på Israelmuseet, hvor vi først blev vist rundt i en udstilling om Herodes den Store og derefter kunne se, hvad vi havde lyst til; dødehavsrullerne var et must, og den store model af Jerusalem, som det så ud kort tid før det andet tempels ødelæggelse, kunne anskueliggøre forskelle og ligheder mellem den by, som vi gennem de seneste dage havde færdedes i og den by, som vi hører om i Det Nye Testamente. Herefter gik turen til det store jødiske Holocaustmuseum, som gjorde et stærkt indtryk ved sine mange enkeltberetninger fra jøder over hele verden – en lille dansk fiskerbåd, der havde transporteret jøder til Sverige var der også blevet plads til – men som også var overvældende i sin detaljerigdom. Ude i solen igen drog vi tilbage mod den gamle bydel, for nogles vedkommende afbrudt af en tur på det utroligt velassorterede og i bedste forstand farverige marked Mahane Yehuda. Aftenen tilbragte vi med mad, øl, vin og for nogles vedkommende vandpibe i vores stamrestaurant lige uden for Damaskusporten.

Afslutning med star quality

Dagen efter tog vi tidligt afsted fra hotellet for at komme ud til de store turistattraktioner uden for Jerusalem. Ude i ørkenen og med udsigt over det Døde Hav ligger Masada, Herodes den Stores ”fort”. Her var masser af turister, og vi blev introduceret til stedet af en kort video, som lagde mere vægt på action end saglighed. Nogle valgte at gå op på eller ned fra den 400 meter høje klippe, mens andre tog kabelbanen. Vel oppe på plateauet i noget nær 30 graders varme havde vi en storslået udsigt og måtte beundre antikkens ingeniørkunst, som havde formået at konstruere og opføre et palads under særdeles vanskelige forhold. Vel nede igen greb nogle af turens deltagere chancen for at få et godt gedigent, amerikansk fastfood-måltid, for et sådant kunne man naturligvis få her. Herefter gik turen ned til bredden af det stadigt skrumpende Døde Hav, hvor vi fik oplevelsen af at smøre os ind i mudder og flyde i det ekstremt salte vand, som afslørede alle små sår og rifter. Dagen sluttede i Qumran, hvor vi på afstand så de huler, hvor dødehavsrullerne blev fundet i slutningen af 1940’erne.

Turens sidste dag var til fri disposition, og den blev brugt til blandt andet at gå på cafe, shoppe og bese lidt af det moderne Jerusalem. Inden da havde undertegnede imidlertid været med en del af flokken i det ultra-ortodokse jødiske kvarter Mea Shearim, som var en både interessant og forfærdende oplevelse, præget af en dårlig samvittighed over at træde ind i et lukket samfund, hvor man som turist egentlig ikke har noget at gøre. Dagen sluttede med, at vi med ”star quality” – som Selma Lagerlöf, Uma Thurman og Chuck Norris havde gjort det før os og udviklingsminister Christian Friis Bach gjorde det kort tid efter (som afslutningen på sin ministerkarriere) – besøgte American Colony Hotel og fik serveret en skøn afskedsmiddag. To af turens deltagere havde til stor glæde for os alle forfattet en sang, som resumerede turens højdepunkter!

Dagen efter rejste vi hjem. For manges vedkommende blev det ikke til mange timers søvn, for vi skulle tidligt op. Lige så forjættende lufthavne er på vejen ud, lige så uinteressante kan de være, når man er på vej hjem. Vi drog altså hjem, trætte og mætte af de utroligt mange indtryk, som var lang tid om at slippe taget hos undertegnede. Det var en på alle måder skøn tur, såvel fagligt som socialt, præget af alles vilje til at gøre denne rejse til en uforglemmelig del af vores studietid.