På en tåget torsdag i november 2022 stryger en lind strøm af teologi-studerende ind i en af Aarhus’ kirker, som udefra lignede en gængs folkekirke til forveksling. Men menuen stod denne dag på en dogmatisk felttur, hvori tre forskellige kirkeretninger skulle udforskes, ja måske ligefrem smagsprøves. Den første ret var Bethlehemskirken i Aarhus, som er metodistisk.
Så snart man trådte ind i kirkeskibet og så alteret, så blev et par forskelle dog tydelige. Først og fremmest det monolitiske kors, som nærmest kunne minde om en scene fra ”Se7en”. Dertil var der nærmest ingen forhøjning op til alteret. Et ganske jævnt kirkerum. Gruppen af studerende blev budt velkommen af den lokale præst, Maria Thaarup. Hun gav en ganske udtømmende opridsning af metodismens grundprincipper og historie, der til slut har resulteret i, at et æble fra den engelske nonkonformistiske traditions stamme er landet i Danmark. Mest interessant var den glødende interesse i det personlige fromhedsliv, hvordan man kunne fordybe sig i næstekærlighed. Heraf stammer selvfølgelig også metodisternes navn, de fulgte John Wesleys metode til helliggørelse.
Efter en andægtig opførelse af ”Se, nu stiger solen af havets skød”, som var blevet bevaret i den metodistiske salmebog, måtte vi ile videre til menuens anden ret: Sankt Norberts Kirke i Vejle.
En multikulturel katolsk kirke
Her indtog den katolske kirke straks et mere klassisk gotisk udseende, på trods af, at vi ankom midt i et frikvarter på den skole, der er tilknyttet kirken. Pater Gregor fra præmonstratensernes orden tog venligt imod os iklædt sin funklende hvide soutane. Imens de studerende ihærdigt kæmpede mod kirkens kulde, forklarede Gregor om sit virke i Vejle og i andre katolske menigheder. Her sås virkelig den multikulturelle force, som katolicismen har. Pater Gregor er selv tysker, uddannet i Prémontré, førend han blev viet til præst og sendt til Danmark. Spændende var det dog, at Pater Gregors menigheder bestod af et væld af etniciteter, i sandhed en verdensomspændende kirke.
Igen var den konfessionelle forskel at spore i kirkens udsmykning; mosaikkerne iblandt de gotiske buer, som stræbte opad, kastede små kaleidoskoper af lys på ikoner, statuer og de lyttende studerende. Selv det lille røde lys, som ses på billedet, er til menighedens påmindelse om nadverens mysterium. Til forskel fra den bevidste demokratisering af kirkerummet i Bethlehemskirken, så man i Sankt Norberts Kirke, at den katolske veneration for eukaristien stadig holdes i hævd. Derudover fik de studerende også mulighed for at stille nogle indgående (og måske endda kritiske) spørgsmål til Pater Gregor om hans syn på de katolske dogmer. om Helvede samt om forskelle på den katolske teologi om Skabelse i forhold til den evangelisk-lutherske.
Unesco, honningkager og en levende menighed
Fra den lille kirke i Vejle, hvor både præsten og menighedens sammensætning mindede de studerende om den katolske kirkes udbredelse i hele verden, tog vi et dyk ned til Sønderjylland. Dagens tredje og sidste ret var Brødremenigheden i Christiansfeld, der også bedre kendes som herrnhuterne. Christiansfeld kan nok aldrig slippe fra de gængse associationer: honningkager og byens optagelse på UNESCO’s verdensarvsliste. Måske vil en feinschmecker inden for det sønderjyske også kunne nævne Gudsageren, en kirkegård, hvor alle gravene og deres sten er ens, idet de taktfast stryger op og ned i rækker, sirligt ordnede med uantastelig præcision.
Men inden for en af de karakteristiske gule konstruktioner af Flensborg-sten finder man Brødremenigheden i Christiansfeld. Det er et unikum i dansk kontekst, eftersom det er den eneste danske menighed fra denne relativt snævre kirkeretning. Den kyndige Jørgen Bøytler, cand. theol. og ph.d, præst i Christiansfeld samt generalsekretær i Brødremenighedens Danske Mission, var vores guide. Som et andet akademisk leksikon gav han uden hjælpemidler en udførlig opremsning af, hvorledes Brødremenigheden udsprang fra tilhængere af Jan Hus’ protest mod katolicismen i 1400-tallet. Her opstod denne specielle gren af protestantisme, ”Unitas Fratrum”, i Bøhmen og Mæhren, hvor dele af bevægelsen efter 30-årskrigen i 1620 flygtede til Tyskland, mens bevægelsen stille uddøde i resten af Europa. Men en gruppe, der fik asyl hos Grev Zinzendorf, oprettede sammen med denne en ny by: Herrnhut. Med pietistisk ånd samt inspirationen fra Hus udbredte bevægelsen sig og fik ry for sine evner inden for håndværk. Dette kunne også ses i kirkerummet.
Et lokale forsynet med rå træplanker og strøget med sand udgør kirkerummet med en kølig spartansk simplicitet. Rummet domineres af manglen på udsmykning, undtagen stukken og prædikestolen med dens farver og agnus dei-motiv. Det er endnu et eksempel på et demokratisk kirkerum med en lære, der minder meget om den danske folkekirkes, men hvis internationale historie og aktuelle missionsindsats har træk til fælles med katolicismen.
En dag var pludselig gået, og mens de studerende ventede på bussen tilbage til de vante rammer i Aarhus, mættede størstedelen af optoget sig i den stereotypiske honningkage fra Christiansfeld, efter vi havde fuldbragt vor odyssé. Fyldt med indtryk af kirkerum, kirkehistorie og kirkelære sad hver enkelt og funderede over, hvor forskelligartet kristendommen kunne udfolde sig i lille Danmark. Fra vores vante folkekirkelige rammer var vi blevet præsenteret med et dogmatisk smørrebrødsbord: engelske nonkonformister, katolsk højkirkelighed og global rækkevidde, samt et levn fra Jan Hus’ kritik af katolicismen
