Fra den 24. oktober til den 2. november var vi en lille delegation Aarhusteologer på ekskursion til Al-Quds – byen, som nok bedst er kendt under navnet Jerusalem. Her fik vi en fornemmelse af byens historie og nogle af de mange forskellige forestillinger om Jerusalem, som i tidens løb har fået mere eller mindre luft under vingerne.

Det var en speciel oplevelse at komme til Jerusalem. For en umiddelbar betragtning er det en storby som så mange andre. Alligevel er der noget anderledes ved Jerusalem.

Hvis stenene kunne tale …

For det første er der den gamle bydel. Sådanne findes også i andre byer, men det er de færreste, som har så særpræget en historie som Jerusalems. Den gamle by består af fire kvarterer: det muslimske, det kristne, det armenske og det jødiske. Man kan færdes frit imellem disse kvarterer, men de mange og temmelig tungt bevæbnede politifolk vidner om, at det ikke altid er problemfrit med så mange etniske og religiøse (og økonomiske) interesser samlet på så lidt plads. Vi oplevede dog intet faretruende, mens vi besigtigede nogle af de mange seværdigheder: bl.a. Gravkirken, Erlöserkirche (hvor også Den Danske Kirke i Jerusalem holder til) og Bethesda Dam.

Axis mundi

Man kommer ikke uden om Tempelbjerget, som er et af de mest spektakulære og samtidig mest spændingsfyldte steder i Jerusalem – ja, vel i verden. En fjorten hektar stor plads, som har lige så mange lag af betydning, som der er sten i den omkransende mur. Vi fik set det fra flere vinkler: fra øst, hvor vi gik forbi de mange gravsteder, som er en levende (!) påmindelse om de religiøse forventninger, der knytter sig til stedet; fra syd, hvor man kan se arkæologiske udgravninger fra forskellige perioder; fra vest, hvor tusindvis af jøder dagligt søger mod det stykke af muren, som angiveligt lå tættest på det allerhelligste i det for længst jævnede tempel; og naturligvis oppe fra selve pladsen, der huser Al-Aqsa moskéen og den ikoniske Klippehelligdom.

Stridens æble

Vi kunne ikke undgå at fornemme konflikten mellem den jødiske og den arabiske befolkning. Denne konflikt er naturligvis ikke begrænset til Jerusalem. Vi fik syn for nogle af problemerne, dels på en dagtur til området syd for Hebron, hvor en repræsentant fra organisationen ”Breaking the Silence” berettede om den systematiske chikane, som det israelske militær udøver i områderne med palæstinensisk selvstyre (turen skulle egentlig have været til Hebron, men det blev symptomatisk nok ændret dagen før pga. uroligheder); dels på en formiddagstur til Betlehem, hvor vi så graffitien på den høje betonmur, der adskiller Israel fra selvstyret. Flot kunst på en dyster baggrund.

Mellem historie og forestilling

Jeg har blot antydet nogle af de ting, som gør Jerusalem til en særlig oplevelse. Vi så meget andet: For eksempel Yad Vashem (Holocaust-museet), Hizkijas tunnel, Monastery of the Cross (hvor Lot ifølge en legende plantede det træ, som senere blev brugt til Jesus’ kors) og Hebrew University. Alt sammen krydret med ”peptalks” (midlertidig term for kortere eller længere oplæg om dette eller hint), som gjorde os klogere på det historiske og det forestillede Jerusalem. Vi boede på hotel i den østlige (arabiske) del af Jerusalem, godt beliggende få hundrede meter nord for den gamle bydel.

Allersidst skal nævnes nogle af de knap så akademiske, men ikke mindre hyggelige aspekter ved ekskursionen: de talløse falafler, uanede mængder hummus, souvenirs købt til overpris i handelsgaderne i den gamle by, fadøl og vandpibe til lyden af oud. Det var en god og lærerig tur – lad os få mere af den slags på teologi.

Ekskursionen til Jerusalem indgik som led i faget Jerusalem i historien og det forestillede Jerusalem, som blev udbudt for teologistuderende på 3. semester af kandidatuddannelsen. Vi var seks deltagere sammen med de  to undervisere, Anders-Christian Lund Jacobsen og Kasper Bro Larsen.