Gennem flere år har Menighedsfakultetet (MF) udbudt en bacheloruddannelse i samarbejde med en udenlandsk uddannelsesinstitution. Den uddannelse har (på grundlag af en faglig vurdering) givet adgang til at blive optaget på kandidatuddannelsen i teologi ved Aarhus Universitet. Efter dimensioneringen med et loft over antal studerende, har det ikke alle år været muligt at tilbyde plads til alle ansøgere.
MF har derfor besluttet fra sommeren 2023 at opfordre potentielle studerende i deres bagland til at søge ind på bacheloruddannelsen på AU. Hvis de optages, kan de som alle andre studerende på teologi bruge muligheden for at søge merit for kurser, der følges på andre universitet. Merit gives på grundlag af en faglig vurdering af niveau og indhold ift studieordningen for BA i teologi og vurderingen foretages af Studienævnet for Teologi.
I forhold til de studerende med tilknytning til MF vil det dreje sig om kurser på det norske universitet, Fjellhaug International University College, som MF formelt er en afdeling af. I andre tilfælde kan det dreje sig om kurser på Københavns Universitet, Oslo Universitet eller Tübingen. Der vil ikke være en særlig tolkning af regler om merit i forhold til studerende, der ønsker at følge kurser på Fjellhaug som en del af deres uddannelse ved Aarhus Universitet.
Alle, der gennemfører BA i teologi på AU, får retskrav til en plads på kandidatuddannelsen.