Fra oktober 2023 til februar 2024 har Mattias Sommer Bostrup været gæsteprofessor ved universitetet i Kiel. Han har været tilknyttet Institut für Kirchengeschichte ved det teologiske fakultet. Mattias skriver her om sine oplevelser og erfaringer som ansat ved et universitet i et andet land.
Det begyndte hektisk. På min første arbejdsdag som gæsteprofessor i kirkehistorie ved Christian-Albrechts-Universität zu Kiel i oktober 2023 var jeg kørt afsted i god tid hjemmefra. Den gode tid svandt ind, efterhånden som de mange vejarbejder langs A7 tårnede sig op. Jeg måtte sætte farten lidt op. Da jeg som et rådyr en mørk aften blev blændet af et skarpt lys, vidste jeg godt, at den ikke var helt god. Få meter før det gråhvide runde skilt, der ophæver fartbegrænsningen på 120 km/t, havde jeg ladet foden hvile lidt tungere på speederen. De i alt seks km/t mere end det tilladte udløste en bøde, som jeg modtog i min postkasse, ikke e-boks, men sådan én, der står ude ved vejen, en lille måned efter. Nøjagtig fire dage efter betalingsfristen. I vores sydlige naboland har man stadig tiltro til, at postvæsnet kan levere til tiden. Et julekort fra en kollega i Kiel, ligeledes fremsendt med Deutsche Post, har jeg modtaget i skrivende stund, én måned efter juleaften.
Skal man absolut køre for stærkt, kan det anbefales at gøre det syd for 1920-grænsen. 126 km/t i en 120-km/t-zone veksles til en bøde på 20 €. Herhjemme skal man tage lidt mere ud af budgettet. Det er blot en af mange forskelle. Da jeg kom frem, viste det sig, at hvad jeg troede var et møde med kollegerne, faktisk var en præsentation af det kommende semesters kursusudbud for de fremmødte studerende, efterfulgt af et glas Sekt. Så måtte jeg lige hurtigt finde på, hvordan jeg skulle præsentere mine to undervisningsudbud, et om læsning af kilder til dansk og slesvig-holstensk reformationshistorie og et om toleranceøen Nordstrand. Herhjemme er vi vant til, om ikke femårsplaner, så i hvert fald at melde undervisningsudbud ind til studieadministrationen i særdeles god tid. I Kiel mødte de studerende op på semesterets første dag for at høre, hvad der kunne friste.
Så gik det ellers over stok og sten. Jeg underviste to gode og spørgelystne hold, det ene på regulær basis, det andet en enkelt gang i Kiel og så på en ekskursion til Nordstrand, der ligger i landsdelens vestlige ende. Øen blev i midten af 1600-tallet omdannet til en forsøgsstation for tolerance, hvor hertugen på Gottorp Slot havde inviteret driftige digebyggere fra det katolske Brabant til den ellers lutherske ø. Det var datidens klimasikring. Kunne katolikkerne bygge holdbare diger, fik de lov til at dyrke deres religion, opføre en kirke, betale et minimum af skat og ellers passe sig selv – til stor irritation ikke mindst for øens lutherske gejstlighed.
De studerende i Kiel er flittige og interesserede, men af høflighed og respekt ikke altid lige villige til at byde ind. Der er studerende i Danmark anderledes gode til at byde ind, bede om forklaringer og besvare spørgsmål. Til gengæld kan man ikke bede dem læse tekster på tysk. De tekster glider lettere ned i Tyskland.
I Aarhus har vi et godt, men lille hold, der tager os af undervisning og forskning i kirkehistorie. Af og til løber vi stærkt, men vi har det som regel sjovt undervejs. I Kiel er der – som ved teologiens øvrige discipliner – et institut med to lærestole med hver en professor. Sammen med et antal ansatte ved hver lærestol dækker instituttet det kirkehistoriske fagområde. Her kunne jeg så byde ind og supplere med mine kompetencer og tilgange. Vi holdt i instituttet regelmæssige møder, organiserede en nytårskur og sås privat. Det er networking, når det er bedst.
Hvis man ikke hører til dem, der hver morgen smører madpakke, kan man gå i kantinen. I Aarhus er det en god idé at indstille sig på kålholdige og dyre måltider. Man skal heller ikke være så bekymret for at komme til at spise noget usundt. I Kiel er det anderledes. Som ved ethvert tysk universitet ligger der en Mensa, der tilbyder noget for enhver smag. Smagsløgene kan dog med fordel indstilles på, at maden får et germansk twist. En ret, der serveres hver dag, er Currywurst mit Pommes. Også andre dele af det tyske cuisine kommer til sin ret. Kål er der også her, men aldrig i rå udgave. Den er enten tilberedt som Sauerkraut eller ligger i en særlig eddikeholdig lage, der ensarter smagsoplevelsen, men ikke nødvendigvis i positiv retning. Currywurst suppleres af andre slags pølser og et udvalg af supper, mens også nyklassikere fra det moderne Tyskland som Gyros og Döner er repræsenteret. Veganere og vegetarer går ikke forgæves. Dessert går man heller ikke glip af. Frugtyoghurter, henkogte bær, pure, tunge æblekager. Dertil vand med varierende grader af kulsyre, Fritz Kola, mezzo mix, Milchkaffee og meget andet. Er den kulinariske oplevelse ikke altid helt i skabet, er prisen det til gengæld.
Hvad der derimod for en dansker synes ikke at sidde helt i skabet, er niveauet af digitalisering i det tyske samfund, herunder universitetsadministration. Udlæg skal afregnes pr. post og med stempel, godkendes i op til flere led i et sindrigt preussisk system med utallige indbyggede fejlkilder, og pengene gives helst tilbage kontant frem for ved bankoverførsel. En app til den slags synes så fjernt som endnu en månelanding.
En sådan palimpsest er Tyskland. Sammensat af stumper og stykker med hver sin betydning, der nogle gange overskriver hinanden. Og en sådan palimpsest er også Kiel. Byen er grundlagt i middelalderen, universitetet – som det andet i de oldenborgske lande efter København i 1479 – i 1665, men det meste af byen er holdt i de for efterkrigstidens Vesttyskland så karakteristiske grå og brune nuancer. Herunder universitetet. Kiel var så uheldig, at store dele af den tyske marine lå i byen under Anden Verdenskrig. Det vidste de allierede godt. Det meste af byen blev derfor pulveriseret i krigsårene. Det skulle gå stærkt med at bygge noget op.
Ligesom Aarhus er Kiel en østkystvendt by i det nordlige Kontinentaleuropa. De to byer er omtrent lige store, og de to universiteter det også. De erfaringer, jeg har gjort mig som gæsteprofessor i Kiel, tager jeg med mig hjem og lader mig inspirere af. Men en Döner i kantinen skal jeg nok kigge langt efter.
