Af stud. theol. Anne Troelsgaard Thorsen, 22. oktober 2025, Rom
Vi mødtes i solopgangen et stenkast fra Peterskirken ved den katolske kirkes Dikasterie for fremmelse af kristen enhed. Som gæster af Dikasteriet havde vi fået pladser til generalaudiens denne onsdag morgen. Selvom det var tidligt, var pladsen allerede godt fyldt med mennesker fra hele verden. Vi blev gelejdet bagom al Security og ind gennem en baggård til Peterskirken forbi kardinalkollegiet, hvor den tidligere Pave Frans’ lejlighed blev udpeget, før vi i tæt flok bevægede os forbi de farverige schweizergarder, der gjorde honnør i det vi trådte ud på Peterspladsen. Solens gyldne stråler faldt på kirken og gav et varmt, fredeligt skær, mens himlen var blå over os. Vi gik op ad trapperne til podiet lige foran søjlerne på kirkens facade, forbi den pavillon, hvor pave Leo snart ville sætte sig, og kom på plads på stolerækkerne ganske nær.
Ventetiden var det hele værd og menneskemængden jublende glade, da paven entrerede i sin Pave-mobil. Han kørte gennem folkemængden og velsignede på vejen de spædbørn, der blev løftet op til ham, før han endte på vores podium. I højtalerne over hele pladsen bød en røst velkommen til dagens særlige gæster fra nær og fjern verden rundt, hvor også vi blev nævnt.
Efter generalaudiensen blev vi af sikkerhedsfolk ledt i højt tempo mod en udvej… troede vi. På trapperne op til søjlerne blev vi opstillet på rækker og bedt vente, mens paven hilste og velsignede en mængde syge børn, mens han kom stadigt tættere på. Fra bagerste række lød beskeden, at vi skulle tiltale paven “Holy Father”, måtte vi komme i tale med ham. Hjertet slog hurtigere og hurtigere. Var der virkelig sandsynlighed for, at vi kunne stå ansigt til ansigt med pave Leo, ja ligefrem tale med ham; hele den katolske kirkes overhoved og ham, der er sidste, levende led i rækken af paver siden apostlen Peter? Det viste sig få minutter senere, da han kom over til os og hilste. Han slog over i letforståeligt engelsk, idet han hørte vi var fra Aarhus Universitet i Danmark. Med sine milde, brune øjne og sit rolige nærvær takkede han for, at vi var kommet og havde trodset en mindre regnbyge. Kamerafolk og sikkerhedsfolk sværmede omkring ham, men i behørig afstand, så det ikke kompromitterede mødet. Han vendte sig til fotografen, der tog et par billeder af os alle, før pave Leo atter vendte sig om mod os. Vi fik øjenkontakt og han lyste velsignelsen til mig på vegne af gruppen. Vi takkede, og så bevægede han sig med lethed videre. Jeg fik overrakt ”en gave til os fra den katolske kirke” med beskeden, at den var velsignet af pave Leo. Æsken indeholdt rosenkranse i det rette antal; sorte til herrerne og hvide til kvinderne. Det gjorde stort indtryk at opleve pave Leos oprigtige venlighed, nærvær og anerkendende imødekommenhed overfor os, hvilket gav ny mening og alvor af Dikasteriets arbejde.
