Af Mikael Stæhr Brorson, ph.d., postdoc ved Aarhus Universitet og Universität Innsbruck
I den græske tragedie Prometheus i lænker har titanen Prometheus stjålet ilden fra guderne. På den måde har han vakt Zeus’ vrede, og i åbningsscenen ser vi derfor guderne for magt og vold, Kratos og Bia, binde Prometheus til en klippeside. Her skal en ørn hver dag æde hans lever – kun for at leveren skal vokse ud igen i nattens løb, så torturen kan fortsætte den efterfølgende dag.
Tragedien fremstiller forholdet mellem guder og mennesker som gennemført voldeligt: Guder og mennesker er rivaler, der kæmper om magt, ære – og ild. Og det er der intet unikt i. Imens Zeus lænker sine fjender til klippesider, udtænker snedige torturmetoder og kaster med tordenkiler, foretrak det gamle Nords Thor hammeren, når der skulle flækkes jætteskaller. Men gudinderne kunne skam også! I egyptisk mytologi får gudinden Sekhmet til opgave at genoprette orden i verden, hvilket hun gør ved at foranstalte et veritabelt blodbad og dræbe alle mennesker på sin vej. Kun ved at snyde hende med 7.000 krukker rødfarvet øl, som Sekhmet grådigt fortærer i den tro, at det er menneskeblod, lykkes det solguden Ra at redde menneskeheden fra total udslettelse.
Er kristendommens Gud også voldelig – måske endda blodtørstig? Det skal jeg undersøge i mit treårige postdoc-projekt, ”Escaping the scapegoat: Religion and violence in light of dramatic theology”, som Carlsbergfondet har finansieret.
I Bibelen handler Gud jo rigtignok voldeligt. I Det Gamle Testamente drukner Jahve hele menneskeheden – minus et par stykker – i en syndflod, imens Jesus i Det Ny Testamente erklærer over for sine disciple, at han ”ikke [er] kommet for at bringe fred, men sværd” (Matt 10,34). Derfor er Jesu korsdød ofte også blevet tolket som en guddommelig voldshandling. I den såkaldte objektive forsoningslære er tanken f.eks., at mennesket med synden har krænket Guds evige ære, og at denne krænkede ære kun kan genoprettes ved et blodoffer. På korset myrder Gud derfor sin egen søn – alene for at få æresoprejsning for den frygtelige krænkelse, som menneskets synd udgør.
Men forholder det sig virkelig sådan? Med udgangspunkt i den fransk-amerikanske kulturforsker René Girards tænkning om forholdet mellem religion og vold, stiller jeg i mit projekt spørgsmålet om, hvorvidt Gud er voldelig. Ifølge Girard er religion en voldelig måde at holde volden nede på. Når et samfund er i krise, og vold spreder sig mennesker imellem, kan man finde afløb for volden ved at udpege en syndebuk, som alle retter deres vrede imod. Vold og religion er på den måde to sider af samme sag.
Men kristendommen indtager en særstilling i Girards tænkning, fordi den fuldfører det arbejde, som de græske tragedier – f.eks. Prometetheus i lænker – påbegyndte, men aldrig nåede i mål med: Den afslører syndebuksmekanismen som fundamentet for al religion og al menneskeligt samfund. Kristendommens Gud er på den måde ikke-voldelig. I Jesus gør Gud sig til offer og sætter sig dermed i offerets sted.
I mit projekt forsøger jeg at videreudvikle Girards tænkning ved hjælp af den dramatiske teologi. Det er min påstand, at Girard tænker for tragisk – netop derfor vender han altid tilbage til den græske tragedie. Men tragedien er i sidste ende baseret på eksklusion, på udelukkelse – på den syndebuksmekanisme, som Girard egentlig ville overvinde.
Der er nemlig en sidste syndebuk i Girards tænkning: Satan. Satan skal udstødes, for Satan er navnet på udstødelsen selv. Men hvis man forsøger at udstøde udstødelsen, ja så fortsætter man netop derved udstødelsen.
Som alternativ foreslår jeg at bruge komedien som model. Hvor tragedien nemlig handler om eksklusion, handler komedien om universel inklusion: Alle skal være med til festen – også Satan og alle de djævle, som slet ikke vil være med! Kun sådan kan vi escape the scapegoat.
Men: Hvis Gud i sin kærlighed tvinger alle med til festen, kan vi så stadig tale om Guds kærlighed som ikke-voldelig? Måske skal vi snarere tale om Guds kærlighed som en slags ikke-voldelig vold: Ikke-voldelig, fordi der i Guds kærlighed ikke er så meget som en snert af den eksklusion, der kendetegner menneskelig vold. Men voldelig, fordi Guds komediske ”JA” altid er større end menneskets tragiske ”nej”.
Hele det spørgsmål om forholdet imellem religion og vold har man specialiseret sig i ved Det Teologiske Fakultet på Universität Innsbruck i Østrig. I mit projekt skal jeg derfor tilbringe halvandet år i Innsbruck og halvandet år i Aarhus.
