I Mellemøstens lange og brogede historie er der mange begivenheder, som påkalder sig interesse, fordi de har haft afgørende betydningen for udviklingen i regionen. I det tyvende århundredes første halvdel spiller især de to verdenskrige en væsentlig rolle for først sammenbruddet af det osmanniske imperium, etableringen af nye nationalstater og senere oprettelsen af staten Israel i 1948.
I nyeste tid kan man pege på ”krigen mod terror” som en vigtig forudsætning for at forstå de begivenheder, der præger den aktuelle situation i Mellemøsten. Krigen blev som bekendt indledt af den daværende amerikanske præsident George W. Bush efter al-Qaedas angreb på bl.a. Tvillingetårnene i New York d. 11. september 2001. En del af denne krig er blevet ført i Irak og førte til tilfangetagelsen af Iraks præsident Saddam Hussein i 2003 og hængning i slutningen af december 2006.
Mellemøstens kirker
Der er ingen tvivl om, at de politiske begivenheder siden 2001 har haft konsekvenser for Mellemøstens kirker, men udfordringen er at kortlægge, beskrive og analysere disse konsekvenser og deres betydning for Mellemøstens kirker mere indgående. Særligt temaer som flugt, forfølgelse og fordrivelse må påkalde sig mere end almindelig interesse. Allerede Suha Rassam har i sin bog fra 2010 Christianity in Iraq, Freedom Publishing, påvist, hvordan krigen mod terror og den efterfølgende politiske uro har drevet mange irakiske kristne på flugt.
Undersøgelsen af de kristne kirkers situation efter og reaktion på 9/11 er interdisciplinært med inddragelse af eksperter inden for især historie, politologi og islamiske studier og skal gennemføres i samarbejde med medlemmer af forskningsnetværket The Christian Academic Forum for Citizenship in the Arab World (CAFCAW). Netværket involverer uafhængige forskere fra Egypten, Syrien, Libanon, Jordan, Palæstina og Irak med inddragelse af forskere fra USA og Europa – herunder undertegnede fra Aarhus Universitet, Danmark. Forskningsnetværket, der blev etableret i 2014, er forankret på Near East School of Theology, Beirut, Libanon, og på Dar al-Kalima University College of Arts and Culture, Betlehem, Palæstina. Det er det første af sin art i Mellemøsten og er i sig selv et resultat af de dramatiske forandringer, der er sket i Mellemøsten inden for de sidste 15 år.
Projektet vil analysere de teologiske overvejelser og begrundelser, som anvendes i aktuel mellemøstlig teologi, når det gælder opfattelsen af vold og forsoning. Det er projektets tese, at opfattelsen af vold og forsoning bliver anvendt i nutidig mellemøstlig teologi til at forhandle, hvordan den aktuelle politiske situation skal forstås, og hvilke politiske handlinger, den må afføde. Projektet lægger sig her i forlængelse af både teologiske og religionsvidenskabelige undersøgelser af begrebet socioteologi, der blev introduceret af Marie Augusta Neal, A Socio-Theology of Letting go. The Role of a First World Church Facing Third World Peoples, Paulist Press, 1972, og netop er blevet genintroduceret af Mark Jürgensmeyer og Mona Kanwal Sheikh, A Sociotheological Approach to Understanding Violence, Oxford University Press, 2013.
Socioteologi forstås i denne sammenhæng som analysen af, hvordan teologiske motiver har betydning for sociale og politiske handlinger. Hensigten er hverken at over – eller underbetone religiøse (in casu: mellemøstlig kristendoms) betydning for handlinger i det offentlige rum. Dermed kommer socioteologi meget tæt på det, som i nyere teologi er blevet kaldt public theology, der har til hensigt at analysere politiske og samfundsmæssige konteksters betydning for den teologiske refleksion og vice versa, sådan som jeg har analyseret begrebet i min doktordisputats: Tro og Magt i Det Hellige Land. Palæstinensisk teologi og kirke i et transformationssamfund efter 1967, Aros Forlag, 2010.
Disputatsen og nærværende projekt forstår sig selv som et bidrag til en stadig mere aktuel diskussion om religioners betydning som kilde til konfliktløsning. Historisk har teorier om international konfliktløsning som regel set bort fra at betragte religioner som andet end mulige årsager til vold og samfundsmæssig uro. Der har ikke været fokus på at analysere deres potentielle rolle som konfliktløser. Dette er dog ved at ændre sig.
I Danmark har Ole Wæver taget diskussionen op om religionernes mulige rolle som konfliktløser, jf. Velkommen til flertallets verden – den religiøse, Udenrigs, Vol. 66, No. 1, 2011, pp. 8-18, København. Emnet er netop blevet behandlet i bogen Kristendom og Udvikling. Kan tro flytte bjerge? , Dansk Missionsråd og Center for Afrikastudier, 2015. Internationalt bliver forholdet mellem religion og politisk konflikt taget op af fx Scott Appleby, The Ambivalence of the Sacred: Religion, Violence, and Reconciliation, Rowan & Littlefield, 2000; Marc Gopin, Holy War, Holy Peace: How Religion Can Bring Peaceto the Middle East, Oxford University Press, 2002; Megan Shore and Scott Kline, The Ambiguous Role of Religion in the South African Truth and Reconciliation Commission, Peace & Change, Vol. 31, No. 3, July 2006, pp. 309-332, Blackwell: Peace History Society; og Monica Duffy Toft, Daniel Philpott and Timothy Samuel Shah, God’s Century. Resurgent Religion and Global Politics, W.W. Norton & Company, 2011.
Netop diskussionen om religionens potentielle rolle som konfliktløser eller konfliktudløser er væsentlig i forhold til at analysere den mellemøstlige teologis opfattelse af vold og forsoning, fordi der bag emnerne vold og forsoning gemmer sig en teologisk diskussion om, hvad der er kristendommens og kirkernes aktuelle rolle og fremtidige placering i området mellem Nilen og Eufrat. Det var mellem disse to floder, kristendommen og den kristne kirke opstod, inden de første kirkesplittelser fandt sted, og det er i dette område, at der i øjeblikket sker en dramatisk udvikling, der har stor betydning for alle befolkningsgrupper – herunder områdets kristne.
I forskningen har der i de seneste år især været fokus på Islams rolle og betydning for den politiske og religiøse udvikling i den arabiske verden – ikke mindst takket være de spektakulære begivenheder i forbindelse med det såkaldte arabiske forår. Mehdi Mozaffari har på dansk givet en udførlig analyse af islamisme som en totalitær bevægelse i bogen: Islamisme. En orientalsk totalitarisme, Informations Forlag, 2013. Internationalt har ikke mindst etableringen af Islamisk Stat påkaldt sig opmærksomhed i den seneste tid, jf. Patrick Cockburn, The Rise of Islamic State: ISIS and the New Sunni Revolution ,Verso, 2015, og Loretta Napoleoni, The Islamist Phoenix. Redrawing of the the Islamic State, Seven Stories Press, 2014. Indtil videre har der været meget få studier af, hvad ikke blot 9/11 har betydet, men også det arabiske forårs konsekvenser for de kristne, der udgør én af regionens store religiøse mindretal. Beskrivelser af de kristnes situation er blevet overladt til medierne, der ofte har skildret situationen som en civilisatorisk konflikt mellem kristne og muslimer. Flere udgivelser har dog behandlet de kristnes situation i Mellemøsten inden for rammerne af en forfølgelsesdiskurs, jf. Rupert Shortt, Christophobia. A Faith under Attack, Ebury Publishing, 2012, John L. Allen, The Global War on Christians. Dispatches from the Front Lines of Anti-Christian Persecution. Image, 2013, og Georg Plasger und Heiz-Günther Stobbe (Hrsg.), Gewalt gegen Christen. Formen. Gründe, Hintergründe, Evangelische Verlagsanstalt, 2014.
Det er på denne baggrund projektets formål gennem litteraturstudier og interviews at skaffe aktuel og faktuel viden om de kristne kirkesamfunds reelle situation og dermed bidrage til den almindelige vidensdeling om et efterspurgt emne på et højt og kvalificeret niveau. Det er projektets udgangspunkt, at der er tale om en meget sammensat situation for de kristne. De deler skæbne med mange muslimer og medlemmer af Mellemøstens mange religiøse mindretal, fordi krigens parter ikke nødvendigvis skelner mellem religiøse grupperinger, når de dræber 100.000vis af civile ofre og sender millioner af mennesker på flugt som internt fordrevne eller over landegrænser.
Tre overlevelsesstrategier
Det skal undersøges, hvordan de kristne kirkeledere reagerer på denne situation med udgangspunkt i begreberne om vold og forsoning. Det skal undersøges, om det er muligt at dele reaktionerne op i de tre scenarier, der ofte er blevet anvendt inden for missionsteologi og økumenisk teologi, når det gælder om at analysere forholdet mellem stat og kirke: 1. Tilpasningsstrategi, hvor man forsøger at overleve ved at fortsætte støtten til den lokale statsmagt. Er dette fx tilfældet hos den syrisk-ortodokse kirkes ledere i Syrien, der støtter sig til præsident Assad, og den koptiske kirkes ledere i Egypten, der støtter præsident Sisi? 2. Modstandsstrategi, hvor kristne, der har været udsat for vold, griber til våben med støtte fra kirkeledere og danner bevæbnede modstandsgrupper. Er dette, hvad der sker i Syrien og Irak? 3. Civilsamfundsstrategi, der arbejder for at reorganisere de arabiske samfund nedefra med udgangspunkt i værdier som ikke-vold, værdighed, lighed for loven, demokrati og frihed. Et det sådanne bevægelser, vi finder i den koptiske kirke i Egypten (Maspari-bevægelsen) og i den lutherske kirke på den palæstinensiske Vestbred, sådan som de også findes blandt unge muslimer, der i Egypten har brudt med Det Muslimske Broderskab?
Der vil være fokus på, hvordan disse tre overlevelsesstrategier dels reflekterer en bestemt historisk og politisk kontekst, dels en bestemt konfessionel teologisk tradition. Er der fx forskel på, hvordan kirkeledere fra de ortodokse kirker, den katolske kirke og de protestantiske kirker reagerer socioteologisk på de transformationsprocesser, som de mellemøstlige samfund har gennemløbet siden 2001? Teologihistorisk har kirkesamfundene ofte reageret forskelligt på samfundsforandringer, men det skal undersøges, om deres reaktionsmønster ligner hinanden, fordi kirkelederne i dag deler den samme analyse af situationen.
Projektet skal således forfølge ét af resultaterne fra doktordisputatsen, hvor det blev påvist, at der er opstået en hidtil uset økumenisk teologisk enighed blandt teologer og kirkeledere i Israel og Palæstina siden 1967, når det gælder om at analysere og handle i forhold til de sociopolitiske udfordringer for kirkerne i de to områder. Det socioteologiske indhold i det såkaldte Kairos-dokument fra 2009 skal i den forbindelse undersøges som et bidrag til den økumenisk teologiske diskussion om vold og forsoning med inddragelse af de mange responsa fra hele verden til dokumentet, som har udfordret dokumentets behandling af netop disse to emner. Kairos-dokumentet skal sammen med andre helt nye teologiske dokumenter og udtalelser fra mellemøstlige teologer og kirkeledere analyseres som bidrag til formuleringen af en ny økumenisk socioteologi om Mellemøsten, der betoner emner som civilsamfund, medborgerskab, religion og stat, forfatninger og lighed for loven, borgernes sikkerhed over for staters sikkerhed, anvendelse af naturressourcer, kvinders rettigheder og arbejdsløshed. Det er således ikke de traditionelle dogmatiske spørgsmål, der bliver behandlet, men temaer med tilknytning til den sociopolitiske og juridiske virkelighed. I denne sammenhæng vil det også være naturligt med en komparativ analyse med inddragelse af den såkaldte kirkekamp i Sydafrika mod apartheid, der også tematiserede sociopolitiske emner inden for feltet vold og forsoning som teologiske temaer. De var ligeledes orienteringspunkter for kirkernes bidrag til den sydafrikanske demokratibevægelse. Spørgsmålet er, om kirkelederne i Mellemøsten ser sig selv som fortalere for en arabisk demokratibevægelse?
Faglig traditionsdannelse
Inddragelsen af det sydafrikanske perspektiv kan tjene til at signalere, at det tildelte professorat skal ses i sammenhæng med det arbejde, der tidligere og for øjeblikket foregår inden for det fagfelt, som på Afdeling for Teologi ved Aarhus Universitet traditionelt er blevet kaldt for missionsteologi og økumenisk teologi (MØ).
Professoratet skal således også bidrage til kritisk analyse af mere generelle og aktuelle problemstillinger inden for økumenisk teologi og studiet af global kristendom. Dermed føjer professoratet sig til en faglig traditionsdannelse, der går tilbage til oprettelsen af Det teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet.
Oprindeligt hed faget Missionsvidenskab, og initiativet blev taget af den ene af det nye teologiske fakultets grundlæggere i 1942, professor Johannes Munck. Med ansættelsen af Johannes Aagaard som lektor i 1957 og professor fra 1995 blev faget ændret til at hedde missionsteologi og økumenisk teologi. Han arbejdede sammen med lektor Gerhard Pedersen (1968-1976) og lektor Lars Thunberg (1979-1991). I 1999 blev Viggo Mortensen ansat som professor i systematisk teologi med særlig henblik på kristendommens globale udvikling og økumeniske relationer. Han stod i spidsen for Center for Multireligiøse Studier (2002-2009) og ledede Det danske Pluralismeprojekt (2003-2007).
Med Jakob Egeris Thorsens ph.d.-afhandling fra 2013 om den karismatiske fornyelsesbevægelses betydning for den katolske kirke i Guatemala og ansættelse som post.doc. siden 2014 er der kommet fornyet fokus på aktuel katolsk teologi og ekklesiologi – herunder den globale karismatiske bevægelses betydning for kristendommens nutidige udbredelse.
