Aarhus Universitets segl

Biskopper i eksil 325-c.600 e.Kr.

Britiske Arts and Humanities Research Council har netop bevilliget 350.000 £ til et projekt, der i 2014-2017 vil undersøge biskoppers eksil i senantikken. Projektet er et samarbejde mellem lektor Julia Hillner, Historie, Sheffield (som vil lede projektet), professor Jörg Ulrich, Teologi, Halle-Wittenberg, adjungeret professor i Aarhus, og lektor Jakob Engberg, Teologi, Aarhus. Én postdoc og ph.d.-studerende ansættes. Michael Pidd, Digital Humanities, Sheffield, udvikler en database til registrering og analyse af biskoppers eksil.

 

Baggrund og forskningsspørgsmål
Den konstantinske vending betød ikke kejserlig beskyttelse for alle kristne. Skiftende kejsere støttede forskellige kristne retninger og bekæmpede andre. Den foretrukne kejserlige sanktion mod besværlige biskopper var eksil, germanske konger foretrak også denne strafform og hundreder af biskopper blev i årene 325-c.600 ramt. Myndighederne ønskede med eksilet at skaffe besværlige og afvigende biskopper af vejen og begrænse deres og deres ideers indflydelse. Det er imidlertid projektets tese, at myndighedernes hensigt ikke altid blev opfyldt, og at de tværtimod ved at benytte denne strafform ofte utilsigtet dels gav de eksilerede biskopper mulighed for at øge deres status ved at trække på kristen martyrideologi og dels førte til, at deres ideer udbredtes i nye dele af riget. Herigennem kom myndighederne til at bidrage til udvekslingen af ideer mellem kristne i forskellige dele af Romerriget og i de germanske kongeriger, der etablerede sig på den vestlige del af rigets ruiner og hermed til den dogmedannelse, etableringen af de kirkelige ritualer og udviklingen af institutioner, der fortsat afgørende præger kristendommen i dag. Bemærkelsesværdige og velkendte eksempler er Athanasius af Alexandria, hvis eksil i Gallien i 335 kan have fremmet nikænsk teologi i den vestlige del af riget og Johannes Chrysostomos, hvis eksil i høj grad bidrog til at fremme den status han efter sin død kom til at nyde. Vi vil imidlertid også undersøge hvordan mindre velkendte biskoppers eksil har påvirket forholdet mellem kirken og de romerske eller germanske myndigheder, bidraget til dogmedannelsen og udbredelsen af riter og institutioner og påvirket sådanne biskoppers status og lokale og regionale pilgrimsinstitutioner.

 

Database, prosopografi og geografi
Projektet er den første systematiske undersøgelse af myndighedernes motiver, betingelserne for eksil, eksilers varighed, de eksileredes opretholdelse og etablering af netværk og kontakt, de heraf følgende udvekslinger af ideer og hvordan de eksilerede selv og andre reagerede på straffene. Disse spørgsmål kan kun undersøges og besvares ved systematisk at indsamle og registrere det stærkt fragmentariske kildemateriale om senantikt eksil. Vi vil konstruere en prosopografisk og geografisk database med navne på alle de eksilerede biskopper vi kan finde i kildematerialet, med navnene på alle deres kontakter, med angivelse af de steder de forvises fra og til, med angivelse af årstal, betingelser for eksil og mange andre parametre. En sådan kvantitativ database vil muliggøre elektronisk visualisering, søgninger og nye kvalitative studier. Databasen vil anslået komme til at indeholde data for mere end 400 eksilerede biskopper, stednavne for deres udgangspunkt og eksillokaliteter, navne på væsentligt flere end 1000 personer med hvilke de eksilerede var i kontakt etc. Mod projektperiodens slutning vil databasen blive gjort offentligt tilgængelig for andre forskere.

 

Projektets relation til tidligere forskning 
Senantikkens dogmedannelse og udviklingen i liturgi og institutioner er emner, der er blevet intensivt udforsket. Det samme gælder for så vidt periodens forhold mellem myndigheder og kristne. Projektets fokus på eksilets rolle heri er imidlertid originalt og det samme er konstruktionen og anvendelsen af databasen, netværksteori og en (digital) prosopografisk tilgang, der vil sætte kilderne i kontekst. Senantikt eksil er på den anden side et forskningsfelt, der kun for ganske nyligt er begyndt at nyde nogen retshistorisk opmærksomhed overhovedet. Alle tidligere studier af romersk eksil har fokuseret på republikken og den tidlige kejsertid. Disse studier har fokuseret på emner, der også vil indgå i vores projekt – domspraksis, distribution af eksillokaliteter, de eksileredes refleksion over egen tilstand, de eksileredes kontakt til deres hjemområde – men har ikke studeret eksilets betydning for (det religiøse liv i) de områder hvortil dissidenterne blev forvist. Vores projekt vil altså ikke kun undersøge eksil som et envejs fænomen af straf og udståelse, men vil analysere fænomenet som en katalysator for udveksling af ideer og kontakter med stor betydning for udviklingen af den for senere europæisk historie så afgørende kirke-stat relation, for dogmedannelse, for teologisk debat og for udvikling af riter.