Af Bodil Lodberg
Afhandlingen Hus og hjem – en overset økonomi i protestantismen og det danske velfærdssamfund. tager afsæt i en tese om, at den protestantiske husstand i løbet af 1800-tallet transformeres til hjemformer, som i det 20. århundrede kommer til at udgøre en paradigmatisk praksisform for sociale indsatser i det danske velfærdssamfund.
Undersøgelsens omdrejningspunkt er spørgsmålet om, hvorfor metaforen hjem kom til at betegne en lang række af de institutioner, som senere blev integreret i velfærdssamfundet i det 20. århundrede. I afhandlingen anvendes begrebet velfærdssamfund i den brede betydning som bl.a. findes hos de fleste forskere bag værket Dansk Velfærdshistorie (2010-14) og som sammenfattes af Gunnar Viby Mogensen:
”Det danske velfærdssamfund formedes fra 1800-tallets slutning til årene omkring 1970 – især af reformer i de to perioder 1891-1922 (”det socialpolitiske gennembrud”) og under ”velfærdsstatens guldalder” fra 1956-1970.” (Mogensen 2010, 101)
Afhandlingens brug af begrebet velfærdssamfund er derfor ikke skarpt tidsligt afgrænset, men forstået som en karakteristik af det moderne danske samfund, hvor det ”offentlige” påtager sig stadig større økonomisk medansvar for borgernes uddannelse, sundhedsmæssige og sociale udfordringer.
Hvornår opstod ideen om hjem med en særlig (social) opgave og hvorfra hentede hjemmenes initiativtagere deres tankegods? Det var på forhånd klart at hjembegrebet ikke kunne afgrænses til en diakonihistorisk ramme. Ordet diakoni og betegnelsen diakonal blev først for alvor taget i anvendelse midt i det 20. århundrede. Hvis hjem-metaforen på forhånd blev defineret som diakonal, ville det begrænse undersøgelsen indholdsmæssigt og tidsmæssigt. Derfor undlader afhandlingen at bruge betegnelsen ”diakonale hjem”, men lader sig i stedet inspirere af den begrebshistoriske metode i undersøgelsen af, hvornår begrebet hjem forandrer betydning og i hvilken sammenhæng det bliver brugt.
Begrebshistorien forbindes bl.a. med historieteoretikeren Reinhart Koselleck (1923-2006) og udgivelsen af opslagsværket Geschichtliche Grundbegriffe (1972-1997). Den tysksprogede begrebshistoriske tilgang tager afsæt i en tese om, at en række begreber, som fremskridt, oplysning, og udvikling i slutningen af 1700-tallet fra at være betegnelser for afgrænsede fænomener transformeres til grundbegreber, som indebærer et nyt tidsperspektiv og får historieforandrende betydning. Denne forandrede betydning af begreberne gør, at de ikke længere kan afprøves på tidligere erfaringer, men abonnerer på en fremtidsforestilling om helt nye og uprøvede muligheder. Koselleck taler om, at der opstår en spænding i begreberne mellem erfaringsrum og forventningshorisont.
Selvom begreber kommer til udtryk som enkeltstående sproghandlinger, hvilket kunne synes at umuliggøre en sammenhængende begrebshistorie, så er det netop forskellige menneskers stadige genbrug af begreberne i nye kontekster, som udgør begrebshistorien.
”Therefore, the historical uniqueness of speech acts, which might appear to make any history of concepts impossible, in fact creates the necessity to recycle past conceptualizations. The record of how their uses were subsequently maintained, altered, or transformed may properly be called the history of concepts.” (Koselleck 1996, 63)
Et begrebs historie kan rekonstrueres ved at undersøge den første oversættelse af begrebet i fortiden, og dernæst undersøge, hvordan det efterfølgende er blevet brugt af senere generationer – i andre kontekster. Begrebshistorien interesserer sig således både for den oversættelse og fortolkning af begreber som sker sprogligt, men også for den praksis begreberne afføder og den socialhistoriske kontekst de indgår i.
Denne begrebshistoriske tilgang inspirerede til at søge tilbage i danske kilder til det tidspunkt og det sted, hvor begrebet hjem første gang blev brugt i den særlige betydning, som senere forbindes med f.eks. et børnehjem.
Jagten efter hjem-begrebet i denne betydning førte tilbage til det Aalborgensiske lærerægtepar Anders og Dorothea Stephansen og deres samarbejde med Greven på Holsteinsborg om oprettelsen af Det Fuirendalske institut i 1833.
Instituttet bærer ikke i første omgang navnet børnehjem, men stifterne italesætter deres fælles projekt som hjem, hhv. børnehjem. Anders Stephansen udgav en lang række årsskrifter og indlæg i tidsskrifter som har muliggjort undersøgelsen af hans hjembegreb og dets kontekstuelle tradition Undersøgelsen definerer de tidlige pionerers hjem som dokumenterede, fordi deres særlige karakter viste sig i de jævnligt udgivne årsskrifter og beretninger om livet på hjemmet. Opremsningen af stort set identiske dagsordener afspejlede og aktualiserede livet i en ”kristelig husstand”.
Til spørgsmålet om hvilken begrebshistorisk kontekst hjembegrebet indgår i, trækker afhandlingen på historikeren Anette Faye Jacobsens brug af begrebet husstandsstænkning. Jacobsen undersøger i sin afhandling Husbondret (2008) forskellige rettighedskulturer i Danmark 1750-1920 og viser hvor stor en rolle, det hun betegner husstandstænkning spiller for samfundsopfattelsen og hvorledes denne afspejles i periodens lovgivning.
I en moderne individualiseret tid overses i hvor høj grad den kollektive grundform, husstanden, tidligere har været helt grundlæggende og selvfølgelig. Husstanden var det samvirke af mennesker, som boede under samme tag. Det var ikke familien forstået som nutidens biologiske kernefamilie. Forældre og børn indgik ganske vist i husstanden, men sammen med tjenestefolk. Husstand opfattedes som en hierarkisk kollektiv enhed under ledelse af husbonden eller husherren. Det enkelte individ var underordnet husstandens gensidige forpligtelser og ydelser. Denne hierarkiske husstandstænkning er begrebshistorisk indlejret i den såkaldte trestandslære, som opdeler samfundet i tre stænder: ud over den enkelte husstand er det kongens storhusstand, også kaldet regerestanden, og endelig kirkens hus, eller lærerstanden som det hedder i 1700-tallet.
Trestandslæren har lange idéhistoriske rødder, men blev aktualiseret og nyfortolket på reformationstiden bl.a. af Martin Luther. Trestandslæren og husstandsstænkningen findes i Luthers lille katekismus, i 15.-1600 tallets andagtslitteratur og den genfindes i opbygningen af dansk lovgivning. Jacobsen viser hvordan husstandstænkningen er underforstået i lovgivningen langt ind i 1800-tallet og i afhandlingens sammenhæng vil den forventeligt være at finde hos de første børnehjemsforstandere i 1830erne.
Anders Stephansens hjemopfattelse viser sig da også at hænge tæt sammen med en klassisk luthersk forståelse af husstanden som et hierarkisk lydigheds- og arbejdsfællesskab, hvor husfar og husmor drager omsorg for børnenes fysiske, psykiske og åndelige opvækst, og hvor børnene skal vise lydighed. Stephansens børnehjem opstår således i en luthersk husstand og er indfældet i den kalds- og lydighedsopfattelse, som knytter sig hertil.
Derfor vender afhandlingens undersøgelse sig mod Luthers lille katekismus – dels for at afsøge baggrunden for den lutherske husstand og for nærmere at undersøge husstandstænkningens og trestandslærens begrebshistoriske oversættelse ind i en dansk kontekst. Der er bl.a. gennem katekismernes forklaringer, at trestandslærens begreber: ecclesia, politia og oeconomia oversættes til danske ord som lærerstand, øvrighed, husholdning og regimenter. Peder Palladius´ danske oversættelse af Luthers Betbüchlein viser, hvordan begreberne oeconomia og politia i forklaringerne til de ti bud, til skriftemålet og i den afsluttende hustavle bruges som mønstre for, hvordan lydigheden mod Gud og mennesker skal komme til udtryk i det daglige liv og kald. Og i hvor høj grad ordningerne er med til at opretholde Guds skaberværk og modvirke ondskab og anarki.
Fokus ligger i afhandlingen på katekismens sproglige indhold og dens karakter af brugstekst for aktørerne frem for historisk kildetekst. I undersøgelsen af Luthers lille katekismus understreger afhandlingen i hvor høj grad de personlige pronomener i 1. og 2. person afspejler tekstens aktualiserende skabelsesteologiske og socialetiske karakter. For katekismen er netop ikke blot en historisk kilde, men tillige en brugstekst, som med pronomenerne vi, du og jeg til stadighed forkynder for og medinddrager enhver, som aktuelt tager ordene i sin mund.
Og det vides med sikkerhed, at samtlige informanter i afhandlingen har læst og lært LLK. Alle er blevet overhørt som konfirmander, men også som voksne diakonisser eller som lærerne er de blevet undervist på seminariet og har selv undervist i katekismen efterfølgende. Katekismen var en fælles referenceramme, som de fleste direkte eller indirekte refererer til i deres fremstillinger. Katekismen repræsenterer derfor i afhandlingen den folkeligt implementerede protestantiske kaldsforståelsen og kanon: De ti bud, trosbekendelsen, fadervor, dåb, skriftemål og nadver.
Det første kapitels undersøgelse af Luthers lille Katekismus tjener altså til i afhandlingens sammenhæng til at fremstille det protestantiske bagtæppe af trestandslære og oeconomia-begreb, som husstandstænkningen kan forstås ud fra. Undersøgelsen har endvidere fremstillet den skabelsesteologiske og eskatologiske baggrund for kaldsforståelse og social ansvarlighed, som kommer til udtryk i katekismerne.
Andet kapitel anslår 1830erne som det egentlige begyndelsestidspunkt for hjemdiskursen og undersøger om det kan sandsynliggøres, at de første børnehjem afspejler en nyfortolkning af katekismernes kalds- og husstandstænkning? Kapitlet undersøger de to forstandere Anders Stephansen og C.C. Møllers fremstilling af hjem-tanken og den praksis, de mener, skal følge heraf. 1830erne bliver således hele afhandlingens tidslige afsæt, fordi begrebet hjem her begynder af få sit nye indhold, men stadig indfældet i en klassisk luthersk husstandstænkning.
Det efterfølgende kapitel 3 forfølger trestandslærens afvikling og husstandens transformation fra midten af 1800-tallet og frem. Denne lutherske husstandstænkning og den trestandssammenhæng, den indgik i, blev undermineret af den politiske og sociale udvikling, som accelererede med industrialiseringen og urbaniseringen. Afskaffelsen af enevælden, indførelsen af folkestyret med almindelig mandlig valgret i 1849 og folkekirkens forandrede position tolkes i lyset af trestandslærens afviklede kategorier. Folkekirkens og præsternes forandrede rolle skabte forudsætninger for nye foreningsdannelser og hjem-diskurser. Afhandlingen bruger det østjyske eksempel: Stefansforeningen som oprettedes i 1876 og havde forbindelse både til de tidlige børnehjemsforstandere på Sydsjælland og til de nye kristelige sociale bevægelser i København. Den gamle lutherske husstand undergår en materiel, juridisk og sproglig transformation, som skabte forudsætningen for en udvidet hjemdiskurs, der resulterede i oprettelsen af alternative husstande og hjem. Kap. 4 sætter fokus på den samme udvikling lokalt i Aarhus by og undersøger, hvorvidt de materielle, sociale og kirkelige forandringer også her kan relateres til husstandens transformation og de mange hjemtyper, som udgår herfra.
Afhandlingen afdækker uddifferentieringen af hjem i en lang række forskellige former og vælger derfor i de sidste to kapitler at holde fokus på det dokumenterede hjem som et afgrænset element af hjem-begrebet. Den hjemdiskurs, som knytter sig til det dokumenterede hjem afgør ligeledes kilde- og materialevalg. Det indebærer at undersøgelsen udelader – eller overser andre felter af det stadig mere omfattende hjem-begreb. Udviklingen af hjemmet som ramme for kernefamilien behandles ikke ligesom en nærmere undersøgelse af de følelsesmæssige relationer, seksualitet og klasseforhold internt i de små hjem, såvel som i de større alternative husstande fraviges. Og afhandlingen inddrager kun indirekte det store korpus af institutionshistorie, der også beskæftiger sig med denne mentalitetshistoriske del af hjembegrebet. Endelig berøres heller ikke arbejderhistorien og socialdemokratiets rolle hverken nationalt eller lokalt. Afgrænsningen til det dokumenterede hjem sker i et forsøg på at holde fokus på, hvordan netop den ”institutionsform” udvikles og traderes ind i det moderne velfærdssamfund.
Ved at sætte fokus på de dokumenterede hjem viser materialet imidlertid overraskende, at særligt kvinder i praksis medvirkede til udbygningen af forskellige typer af hjem i 1880erne og begyndelsen af 1900-tallet. Det var i høj grad kvinder, som indsamlede penge, bidrog med arbejdskraft og udviklede nye sociale samfundsindsatser, men inden for rammerne at en luthersk husstandstænkning og kaldsetik. I Aarhus udvikles sygehusvæsenet og hjemmeplejen gennem kvindernes organiserede husholdningsøkonomiske indsats på sygehusene og i forbindelse med menighedsplejen. Diakonissen søster Marie Johanne(1856-1927) skaffede finansiering og bidrog selv til at etablere fire nye hjemformer, som bliver mønsterinstitutioner for udviklingen af det sociale arbejde. Ellen Schepelerns (1876-1937) forening Kvindehjælpen i Aarhus (1906) finansierer og videreudvikler opbygningen af hjem for børn og unge efter Børneloven (1905) i et stadig tættere samarbejde med stat og kommune.
Disse fund af en skjult husholdningsøkonomisk aktivitet bag velfærdsinstitutionerne, denne oversete økonomi, som ikke findes omtalt noget steds, ledte til afhandlingens overvejelser af, om der er tale om blindhed mht. hjem, religion og køn, når dette perspektiv helt er udeladt i generelle fremstillinger af dansk velfærdshistorie? Den afgrænsede begrebshistoriske tilgang medvirkede således til at afdække et hjørne af feltet ”hjem” som en overset økonomi mellem den lutherske husstandstænkning og kaldsforståelse på den ene side og statens lovgivning og administration af velfærdssamfundets institutioner på den anden.
Jacobsen, Anette Faye. Husbondret. Rettighedskulturer i Danmark 1750-1920. Købehavn: Museum Tusculanums forlag, 2008.
Koselleck, Reinhart. Begreber, tid og erfaring. København: Hans Reitzels forlag, 2007.
—. »A Response to Comment on Geschichtliche Grundbegriffe.« Occasional Paper No. 15, 1996: 59-70.
Mogensen, Gunnar Viby. Det danske velfærdssamfunds historie - tiden efter 1970. Gyldendal, 2010.
Petersen, Jørn Henrik & Klaus Petersen. »Sammenfatning og perspektivering.« I Dansk Velfærdshistorie. Frem mod socialhjælpsstaten, af Petersen & Christiansen (red) Petersen, 561-581. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2010.
Schwab, Dieter. »Familie.« I Geschichtliche Grundbegriffe.Historisches Lexikon zur politisch-sozialen Sprache in Deutschland, af Conze, Koselleck Brunner, 253-301. Heidelberg: Klett-Cotta, 2004.
