Af Benedicte Hammer Præstholm

Et tilbageblik på dansk kulturhistorie viser, at der er sket markante forandringer i synet på køn og seksualitet de seneste 150 år. Det gælder f.eks. synet på relationen mellem mand og kvinde og synet på kvinden og hendes muligheder i samfundet. Vi forstår ikke længere forholdet mellem kønnene som et asymmetrisk over-underordningsforhold, ligesom vi ikke længere forstår kvinden som et ikke-intellektuelt væsen, hvis livsopgaver er bundet til børnefødsler og hjemmelivskulturen. Også synet på homoseksualitet har været under forandring: Homoseksualitet forstås generelt ikke længere som en perversitet og et moralsk problem, men betragtes som en naturlig del af det danske samfund.

Disse forandringer har også haft betydning for dansk teologi, og de har været stærkt diskuteret i den teologiske kommunikation. Således f.eks. i diskussionen om vielsesritualets tekstlæsninger (fra slutningen af 1800-tallet til begyndelsen af 1900-tallet), i diskussionen om, hvorvidt kvinder skal tillades adgang til teologistudiet og til præsteembedet (fra begyndelsen til midten af 1900-tallet) og sidst men ikke mindst i diskussionen om, hvorvidt der kan indføres kirkelige ritualer for par af samme køn (fra slutningen af 1900-tallet til nu). Fælles for disse diskussioner er de to sammenhængende grundspørgsmål: 1/ skal forandringer i synet på køn og seksualitet betragtes som synd og oprør mod Guds orden for menneskelivet? Skal mennesker kristeligt set leve deres liv inden for et bestemt mønster hvad angår køn og seksualitet? og 2/er det et teologisk forfald, hvis teologien forandrer sit syn på køn og seksualitet i relation til kulturens forandringer? Kan teologien legitimt tilkende kulturens forandringer på dette område teologisk betydning?

Teologiens kulturrelaterede selvforandring
I diskussionen om folkekirken og de homoseksuelle – såvel som i tidligere kønsrelaterede teologiske diskussioner – har et udbredt svar på sidstnævnte spørgsmål været den retoriske figur, der beskriver teologiens forandring som et ”knæfald for tidsånden”. Det udtrykker den forståelse, at teologien, hvis den forandrer syn på køn og seksualitet i relation til kulturen, viljesløst underlægger sig kulturen og bliver mere kultur og mindre kristendom. Jeg har i afhandlingen undersøgt den kulturrelaterede teologiske forandring og dens metoder med henblik på at vurdere, om ”knæfald og tidsånden”-retorikken kan betragtes som en adækvat beskrivelse. Jeg har samlet et stort antal teologiske kilder fra kønsrelaterede teologiske diskussioner fra den nyere kirkehistorie og har i analysen af dem anvendt indsigter fra Niklas Luhmanns systemteori. Systemteorien udmærker sig ved at levere et nuanceret begrebsapparat, der kan beskrive systemers (f.eks. teologiens) identitet og forandring i relation til systemomverdenen (f.eks. kulturen), og det er her en central pointe, at systemer ikke er under deterministisk indflydelse fra deres omverdener: Information eller forandringer udefra (f.eks. nye kønsopfattelser) tilkendes kun værdi i systemet, såfremt de kan forstås i lyset af, udvindes af eller legitimeres af systemets egenidentitet (f.eks. gennem fortolkning af bibelen eller teologiske ”grundværdier”). Omverdenen må således forstås som en mulig ressource for teologiens tænkning og eventuelle selv-fornyelse, og teologisk forandring skal forstås netop som teologisk forandring, der nok er inspireret af omverdenen, men som kun kan gennemføres vha. teologi. På baggrund af teori og empiri konkluderer jeg derfor, at beskrivelsen af teologisk forandring som et ”knæfald for tidsånden” er en unuanceret og upræcis beskrivelse af disse former for teologisk forandring, der snarere må forstås som teologiens kulturrelaterede selvforandring.

Ubevidst inkonsekvens
Det er ikke alene forestillingen om et knæfald for tidsånden og problematiseringen af teologisk forandring, der genfindes i de forskellige kønsrelaterede teologiske diskussioner. Også forestillingen om en bestemt skabt orden med henblik på den menneskelige udlevelse af køn og dertilhørende seksualitet går igen i diskussionerne. Det samme gør argumentet om, at menneskers køn og seksualitet skal reguleres af bestemte bibelske social-etiske anvisninger. Disse to forestillinger går hånd i hånd, idet ”skabelsesordenen” grundes på et udvalg af bibelske tekster, der karakteriserer forholdet mellem mand og kvinde heteronormativt: Mand og kvinde har hver deres kønsspecifikke opgaver i verden, og det hører til deres gudgivne kønsbestemmelser, at seksualiteten skal være heteroseksuel og udleves i heteroseksuelt ægteskab. En sådan ’kønnet’ skabelsesordningsteologi føres desuden af dens udformere tilbage til Luthers tanker om ægteskabet og om de kønsspecifikke kald, der fastsættes såvel før som efter syndefaldet.

Historisk set viser det sig altså, at nye kønsrelaterede problemstillinger imødegås med de samme tre former for teologisk argumentation, samtidig med, at teologien i Danmark faktisk har vist sig at integrere mange af de tidligere kulturelle forandringer i synet på køn, så som et ligeværdigt forhold mellem kønnene og ordination af kvinder. Denne iagttagelse har ført til afhandlingens undersøgelse af en bestemt nutidig teologisk position, nemlig den, der bifalder ordination af kvinder og afviser kirkelige ritualer for par af samme køn. Jeg har ønsket at undersøge, om ikke der her bliver tale om en teologisk position med en manglende indre sammenhæng, idet man synes at anvende netop de tre former for argumenter mod kirkelige ritualer for par af samme køn, som man de facto samtidig anerkender med sit positive syn på kvindelige præster; dette til trods for de to emnekredses parallelitet. Min undersøgelse peger på, at man i forhold til bibelbrug, skabelsesordningsteologi og spørgsmålet om forandringslegitimitet forholder sig på en dobbelt måde: I relation til kvindelige præster accepterer man en afvisning af de bibelske social-etiske anvisningers nutidige normativitet, man accepterer en teologi og en kirkelig praksis, der blev til under inspiration af kulturen, og man overser eller underkender de skabelsesordningsteologiske argumenter mod ordination af kvinder. I relation til kirkelige ritualer for par af samme køn hævder man de bibelske social-etiske anvisningers nutidige normativitet, afviser kulturel inspiration for ændret teologi og kirkelig praksis, og anvender skabelsesordningsteologiske argumenter. Jeg mener, at forklaringen på denne dobbelthed skal søges i, at den datidige diskussion om kvindelige præster pga. teologiens selvforandring er blevet glemt, og at man derfor ikke er bevidst om den inkonsekvens, som en reaktualisering af disse argumenter i den nuværende diskussion medfører for denne teologiske position.

Bibelske anvisninger gælder ikke nødvendigvis alle kristne til enhver tid.
Hverken analysen af teologisk forandring eller afdækningen af teologisk inkonsekvens svarer imidlertid på spørgsmålene om, hvorvidt det teologisk set er legitimt, at teologien forandrer sig i relation til kulturens forandrede syn på køn og seksualitet, og hvorvidt nutidens normer for køn og seksualitet må afvises, når de strider mod bibelske opfattelser. Jeg argumenterer i afhandlingen for, at der i den lutherske teologi kan findes vigtige argumenter for, at teologien kan (ikke skal) inddrage omverdensinspiration i sin teologiske tænkning over menneskelivet og i den kirkelige udformning. Jeg fremhæver bl.a. forståelsen af Guds lov for menneskelivet som kærlighedens lov, der som evig grundlov kræver kærlighedens gerninger af mennesker (og som i den teologiske brug afdækker menneskers mangel på kærlighed). Denne evige grundfordring forstås i luthersk teologi som kontekstuel i den forstand, at konkretiseringerne af loven må være relateret til tid og sted. Det betyder, i sammenhæng med den lutherske evangeliocentriske skriftkritik, at de bibelske social-etiske anvisninger ikke nødvendigvis skal gælde alle kristne til enhver tid, men at både forståelsen af de kærlige gerninger, som skal gøres, og af syndens gerninger, som skal undgås, meget vel kan ændres over tid. Lovens konkretiseringer må luthersk set forstås i et kulturhistorisk perspektiv, der indbefatter kontekstualisering og forandring. Det lutherske skel mellem lov og evangelium viser i denne sammenhæng, at mennesker i dag ikke skal leve på samme måde som på Det Nye Testamentes eller Luthers tid, men de skal til enhver tid leve af det samme, nemlig af evangeliet, og de er kaldet til det samme, nemlig kærlighed til Gud og næsten. Også luthersk trinitetsteologi peger på muligheden for teologiens positive relation til den kulturelle omverden, bl.a. gennem den forståelse, at Gud i sin fortsatte skabelse gør det syndige menneske til sin medarbejder på skabelsen.
Mennesket former ved hjælp af sin gudgivne fornuft kultur og samfund, der skal agtes som Guds gaver. Der kan således ikke i en luthersk teologi argumenteres for en forståelse af kulturen som noget, der er fuldstændig uden Gud og alene mod Gud. Det er derfor muligt, at kulturen kan frembringe noget som er ”godt”, eller som kan betragtes som evangelisk legitimt. Afhandlingen understreger, at forholdet mellem teologi og kultur er komplekst. Det kræver kontinuerlig opmærksomhed, stærk teologisk identitet og omverdenssensibilitet. I en luthersk sammenhæng er det ikke muligt at gøre sig færdig med dette komplicerede forhold ved at referere til et entydigt negativt kulturbegreb eller en bestemt bibelsk socialetik.