Af Niels Wium Olesen
Den kollektive erindring om besættelsen blev skabt i en politisk magtkamp mellem det politiske system og modstandsbevægelsen i besættelsens sidste måneder og i befrielsessommeren 1945. Den har naturligvis ændret sig over årene fra 1945 til 2026, men den hviler fortsat på grundlæggende forståelser og normer, som blev knæsat i 1945.
Med det politiske system i spidsen var det officielle Danmark i størstedelen af besættelsen imod, for ikke at sige i kamp mod modstandsbevægelsen. Det var dog ikke den historie, man fortalte i offentligheden i årene efter befrielsen eller lærte om i skolen. I stedet hed det, at den politiske verden og den illegale havde stået sammen i kampen mod tyskerne. Man talte i den forbindelse blandt andet om ”den legale modstand” og ”den illegale modstand”. Endnu i dag har mange ikke gjort sig det faktum klart, at det politiske system og modstanden var i kamp, og endnu færre ved, hvordan det egentlig kunne lade sig gøre, at myten om ”det store sammenhold” blev dominerende i flere årtier efter krigen.
Her følger en kort forklaring på et ellers meget kompliceret forhold.
Fra 9. april indtil 29. august 1943 blev Danmark regeret af en samlingsregering bestående af de fire store partier, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti. Regeringen kunne kun være regering, hvis den kunne sikre ro og orden i landet – det ville blandt andet sige holde modstandsbevægelsen nede og forhindre den i at genere den tyske besættelsesmagt. Hvis regeringen ikke kunne forhindre modstand, ville besættelsesmagten selv overtage den totale styring af landet. Derfor bekæmpede regeringen – med politiet som sit redskab – modstandsbevægelsen, der indtil august 1943 overvejende bestod af illegale kommunister og national-konservative kredse i opposition til parlamentarismen. Fra regeringens side handlede det om at afskærme befolkningen fra krigens ulykker og at bevare så meget som muligt af de demokratiske institutioner intakte.
Ganske vist skete der efter august 1943 – i skjul og uden manges vidende – en tilnærmelse mellem modstandsbevægelsen og de politiske partiers ledelser, særlig Socialdemokratiets og De Konservatives. Måske nok fordi man nu kunne blive enige om flere ting end tidligere, og bestemt også fordi modstandsbevægelsen nu også bestod af folk fra de fire store partier, her igen først og fremmest Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti. Men først og fremmest var motivet i den socialdemokratiske og den konservative partiledelse at få kontrol med modstandsbevægelsen og også gerne blive identificeret med den. Kontrollen for at sikre, at der ikke blev lavet narrestreger med modstandsbevægelsens våben – fx i form at et eventuelt kommunistisk kup, som var frygten hos især socialdemokraterne. At blive identificeret med modstandsbevægelsen skulle tjene til, at de politiske partier skulle få noget af den sejrsglorie, som man i løbet af 1944 kunne forudsige ville omhylde modstandsbevægelsen, når befrielsen kom.
Man nåede i april 1945 frem til et kompromis mellem de gamle politiske partier og modstandsbevægelsen om at danne en fælles overgangsregering, den såkaldte befrielsesregering under socialdemokraten Vilhelm Buhls ledelse, der var i funktion fra 5. maj til 30. oktober 1945. Dermed havde politikerne nået en del. De havde fået kontrol med modstandsbevægelsen, som nu var under militærets og dermed i sidste ende også regeringens kommando. De havde også opnået at blive identificeret med modstandsbevægelsen, hvis ministre i dagene efter befrielsen ved flere lejligheder talte om det gode sammenhold, der illegalt under besættelsen havde været mellem politikerne og modstandsbevægelsen. Det sidste var bestemt et skønmaleri, men det gavnede regeringssamarbejdet at fremstille regeringen i offentligheden som enig.
Da man nåede længere hen på sommeren, blev politikerne – igen var det først og fremmest socialdemokraterne og de konservative – stadigt mere modige, og nu veg de ikke tilbage for i avisartikler og på politiske møder rundt om i landet direkte at tage hovedæren for modstandskampen. Således sagde den konservative Aksel Møller i juni 1945, at han og partifællen Ole Bjørn Kraft samt socialdemokraterne Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft og H.C. Hansen reelt havde været ”modstandsbevægelsens hjernetrust”.
Det var mildt sagt en overdrivelse, og uden tvivl også et politisk fejltrin, for nu gik ledende modstandsfolk til modangreb og brød dermed endegyldigt med borgfreden mellem de to fløje i befrielsesregeringen, mellem modstandsbevægelsens ministre og de fire store politiske partier. Politikerne blev nu beskyldt for løgn, for at smykke sig med lånte fjer, for at træde på de døde i modstandskampen osv.
Debatten var hård og nådesløs, men de politiske partier havde en fordel ved at have kontrol med størstedelen af pressen, der dengang var tæt knyttet til de politiske partier.
Medlem af Frihedsrådet Frode Jakobsen, der også var medlem af befrielsesregeringen og i øvrigt socialdemokrat, manede dog til besindighed i modstandsbevægelsens rækker. Det skete i en artikel i dagbladet Information i oktober 1945. Her sagde han:
“Vi må hellere finde os i, at der fra politisk side prales med en indsats, som ikke svarer til virkeligheden, men hvorved dog frihedskampen gøres til noget positivt, frem for at gøre politikerne til modstandere af frihedskampen, så de kun bliver interesserede i at reducere den.”
Man kunne oversætte Jakobsens ord til mere direkte dansk: ”Lad dem, politikerne, blot tale. Jo mere de gør det, des mere giver de os ret. For hvis politikerne forsøger sig at fremstille sig selv som modstandsfolk, så er det vel fordi modstandssynspunktet var det rigtige og samarbejdspolitikken var forkert.”
Det gik faktisk, som Frode Jakobsen sagde. Selvom politikerne nok fik magten, fik modstandskampen æren. Historikeren Henrik Lundbak har formuleret det således: Modstanden vandt ideologisk, mens politikerne vandt institutionelt.
Alle blev således enige om, at modstandssynspunktet var rigtigt, mens ingen rigtig ville tage ansvaret for samarbejdspolitikken. Dermed var myten om ”det forenede Danmark i kamp” skabt. Myten om ”det forende Danmark i kamp” havde selvfølgelig også den attraktion, at den behagede det store flertal af danskere. De havde støttet samarbejdspolitikken og egentlig også syntes, at modstandskampen repræsenterede en moralsk stillingtagen, de var enige i. Dette i sig selv er en forudsætning for, at en historiefortolkning vinder kampen om samfundets erindring. Flertallet skal kunne se sig selv i den.
