I adskilte projekter og i opdelte discipliner (klassiske studier, antik-historie, filosofi, ny testamente) er det blevet studeret, hvordan de tre brevskrivere – Cicero, Paulus og Seneca – befinder sig på et tidspunkt i historien, hvor der er enorm forandring og nyskabelse i den romerske verden:
Politisk forandrede den romerske stat sig fra en republik med årligt valgte magistrater til et imperium
Geografisk udvidede imperiet mere og mere og forårsagede udviklingen af større samfund i de østlige græsk-talende områder
Hvad angår religion var forholdet mellem jøder og romere samt opblomstringen af kristendom og (andre) ”sekter” en konstant udfordring
I forhold til litteraturen beroede Ciceros, Paulus' og Senecas breve ikke kun på veletablerede genrer men forandrede brevskrivningen i overensstemmelse med deres respektive behov og selvudfoldelse (se fx Bartsch; Becker/Rüpke; Becker/Mortensen)
I spørgsmål om social og intellektuel historie bidrog Cicero, Paulus og Seneca til den tiltagende opblomstring af (litterær) individualisering og ”subjektivitet” i den nævnte periode (se fx Rüpke).
I modsætning til hvordan de tre forfattere — Cicero, Paulus og Seneca — normalt behandles som enkelte forfattere, begrænsede til deres respektive historiske, filosofiske, religiøse and politiske kontekster (fx Altman; Damschen/Heil), vil dette projekt identificere de større og generelle epistolære visioner.
Den tværfaglige tilgang har til formål at analysere hvordan — i forskellige sammenhænge og kommunikeret til et bredere publikum — Cicero, Paulus og Seneca genererede delte filosofiske, religiøse og politiske idéer som epistolære koncepter for transformativ ledelse.
