Brevskrivning har fra sin begyndelse været et kraftfuldt instrument til at forvalte litterær kommunikation og bestyre fællesskaber: brevskrivere fra forskellige kulturer og områder har fordret dannelse af fællesskaber, politisk ledelse og indflydelse, filosofisk og moralsk undervisning, dogmatiske afgørelser og religiøs opbyggelse.

Tre brevskrivere fra den sene romerske republik og tidlige imperiale tid – Cicero, Paulus og Seneca – har ligefrem udviklet epistolære visioner for transformationel ledelse i det første årh. f.v.t. frem til sent i det 1. årh. e.v.t. Vi mener, at disse tre forfattere gik ud over det medium som (antik) epistolografi udgjorde ved at anvende brevskrivningens magt som et middel til at implementere – hvad vi i dag kalder – transformationel ledelse.