DIME (Digitale Metaldetektorfund) er et samarbejde mellem alle landets museer, amatørarkæologer og forskere. Netop den sammensætning tilgængeliggør registrene af arkæologiske fund, da alle kan bidrage og få glæde af fundene. Arkæolog og projektleder på DIME, Andres Dobat, ønsker, at amatørarkæologer – borgerforskere – er med til at definere vores fælles kulturarv, og han ser, at potentialet for mere borgerforskning er stort, hvis blot der også investeres heri.

Af Rikke Høier Jeppesen

DIME (Digitale Metaldetektorfund) er en digital platform, hvor private ’amatørarkæologer’ kan registrere deres arkæologiske fund, som landets museer, borgere og forskere så kan tilgå. Med over 3.000 brugere bliver det til store mængder oplysninger om vores fælles kulturarv med alt fra de tidligste stenredskaber fra den ældre stenalder til bombefly fra anden verdenskrig. DIME taler ind i en boblende folkelig praksis, hvor borgere tager ud i det fri på jagt efter det næste stykke danmarkshistorie, der skal identificeres. Denne historisk engagerende praksis bliver, kombineret med DIME-platformen, en videnskedel, hvor kulturarven skrives af dig og mig. DIME er dermed et pragteksemplar på citizen science eller borgerforskning, hvor borgere på fritidsbasis bidrager til videnskabelig forskning.

Andres ’Minos’ Dobat, som er projektleder på DIME, udtrykker, at DIME et brud med den klassiske arkæologi, hvor ”du havde et museum med monopol på fund og den der ekspert-amatør hierarkiske rolle. Der kunne jeg jo se, at det er skævt, for verden er jo et andet sted i dag”. I stedet taler projektet ind i den danske demokratiske og tillidsbaserede samfundsmodel samt ind i de nyeste videnskabelige tendenser med en digital open acces kultur. Så frem for en arkæologi med amatørarkæologer, der skulle indlevere deres fund for at få en vurdering og fundet derefter var bundet til museet, gør DIME det muligt for ”en førtidspensionist i Holstebro eller en veteran med PTSD i Haderslev at identificere og tilgå fundene selv og samarbejde med en ’højpandet’ forsker som jeg,” forklarer Andres Dobat.

DIME er et samarbejde mellem alle landets museer, amatørarkæologer og forskere, som Andres Dobat understreger, ”vi samarbejder med amatørarkæologer, men vi samarbejder også med institutioner. Alle danske museer, inklusiv Nationalmuseet, er koblet op på systemet og bruger de data, som kommer ind igennem DIME.” Dertil kan alle benytte platformen, ”du kan gå ind og søge, hvad der er fundet i vikingetiden i Holstebro Kommune. Så hvis du har historieundervisning på en folkeskole, så behøver du ikke tage til København for at se vikingetid, men du kan faktisk se på din computer, hvad der er fundet i lige netop dit lokalområde. Og det har jo en betydning, at du gør historien mere håndgribelig, fordi du gør den til lokalhistorie,” forklarer Andres Dobat. DIME-platformen muliggør dermed en værdiskabelse på tværs af grupper og landsdele, hvor alle er velsete til at deltage.

Folkelig deltagelse fremfor borgerinddragelse

Det er ifølge Andres Dobat muligt at demokratisere og folkeliggøre metaldetektorpraksissen i Danmark grundet landets tillidsbaserede historie for ”arkæologi er jo meget mere end at finde ting. Men i udlandet er der en enorm berøringsangst for amatører, som prøver at engagere sig i kulturarven,” uddyber Andres Dobat. For Andres Dobat er det essentielt, at den humanistiske videnskab bidrager til og understøtter demokratiet, hvor alle skal have mulighed for at engagere sig, ”en af kernenerne for mig, det er, at vi realiserer det ideal, der altid bliver ført frem, når vi snakker humanioras rolle i samfundet - altså at vi faktisk i den grad realiserer det her med, at humaniora er en støttesøjle i vores samfund for de demokratiske værdier og den demokratiske praksis vi har.” Derfor er det heller ikke nok blot at inddrage borgere i forskningsprocesser, de skal rent faktisk deltage. Ved borgerdeltagelse undgås varm luft og i stedet fås en humaniora, der skaber og værner om demokratiets værdier om folkeligt styre og medbestemmelse. For Andres Dobat er det en enorm værdi i sig selv, at forskere og borgere kan samarbejde, og at borgerne er med til at definere, hvad der er vigtigt.

Samtidig skal borgerforskningen ikke ses som en konkurrent til den klassiske grundforskning – men nærmere som supplementer til hinanden. Det var grundforskning, der førte Andres Dobat hen på metaldetektorpraksissen. Derfra åbnede muligheden sig for at tappe ind i det eksisterende metaldetektorengagement ved at skabe folkelig deltagelse gennem en fælles platform. Andres Dobat beskriver det selv som et paradigmeskifte, hvor det er ”amatørarkæologerne der skal være med til at bestemme, hvad der er vigtigt for dem, altså hvad der er kulturarv for dem, og være med til at definere, hvad vores historie egentlig er.” Et fund – danefæ eller ej – bliver i DIME betragtet som væsentlige oplysninger om vores nære eller fjerne fortid uanset finderen bag. DIME gør det dermed muligt at samle og demokratisere vores viden om Danmark.

Finansielle bump skal udjævnes for holdbare borgerprojekter

Borgerforskning som DIME møder bred begejstring for sin væsentlige rolle for opretholdelse af vores demokratiske og tillidsbaserede praksisser i Danmark. I mellemtiden er der knap så stor interesse at finde, når projektet skal refinansieres efter første projektbevilling. Andres Dobat påpeger, at der en ide om, at projektet klarer sig selv – men i realiteten skal udadvendte projekter som DIME vedligeholdes og driftes. Andres Dobat forklarer, ”jeg kan altid få penge til at udvikle, men dem der giver penge til udvikling, de vil også altid spørge: ‘hvem holder liv i det efterfølgende’, efter projektperioden på tre år er løbet ud, – og der kan jeg så ikke pege på nogen. Det er det, der er problemet.” Humanioras potentiale i at være folkets videnskab kan altså blive kvalt i manglende infrastruktur og støtte, som Andres Dobat udtrykker, ”jeg har masser af drømme om, hvad man kunne lave på det felt der, men sjovt nok er det rimelig meget op ad bakke at få dem realiseret – selvom de taler så meget ind i dagens politiske ambitioner og visioner om en bred forankret og inkluderende kulturskabelse.” De anerkendende blikke er derfor nødt til at blive en økonomisk hjælpende hånd for, at borgerprojekter ikke blot bliver udviklingsprojekter men blivende infrastruktur. Andres Dobat udtrykker, at ”det er jo lidt en udfordring, vi har i Danmark, at det her borgerforskningsperspektiv – selvom vi i Danmark bryster med at have den her tillidsbaserede model, hvor alle kan være med –, så ikke er noget, der investeres i.” Borgere skal være med til at definere, hvad vores historie og samfund er. Det er en værdi i sig selv at arbejde for, mener Andres Dobat. Humanioras rolle i og for demokratiet, der særligt realiseres gennem folkelig deltagelse i forskning, er vigtig. Det samme er borgerprojekternes udbredelse og vedligeholdelse, understreger Andres Dobat.