Af Rikke Høier Jeppesen
Når en robots bevægelse afføder en kognitiv reaktion hos et menneske, er der tale om socialitet. Et eksempel på dette kunne være en skraldeopsamlingsrobot, der sender sociale signaler til dig i sin navigation i det offentlige rum eller en robot, der hjælper dig med at finde varer i supermarkedet. Din reaktion på robotten – om den virker skræmmende eller behjælpelig – afhænger af alt fra robottens udseende og funktion til din egen personlighed og teknologiske forståelse. Anvendelsen af social teknologi er derfor så kompleks, at det skal undersøges fra situation til situation. Humanister forsker i socialitet, og derfor er det, ifølge Johanna Seibt og Christina Vestergaard, oplagt, at humanister er en del af teknologiudviklingen.
For forskerne er der altså tale om sociale robotter, når robottens bevægelser skaber en form for koordination med mennesket og samtidig skaber ubevidste fortolkningsmønstre i hjernen ligesom dem mennesket bruger til at forstå andre mennesker og dyr. Johanna Seibt klargør kriterierne for social teknologi: ”robotten er placeret et sted, hvor vores sociale normer gælder, f.eks. det offentlige rum såsom et bibliotek. Det andet kriterium er, at der er – nu kommer den menneskelige faktor – en minimal interaktion. Robottens interaktionsform behøver ikke engang være designet til at være social. Det, der er afgørende, er den fysiske bevægelse, som vores hjerne automatisk fortolker som social interaktion.” Vestergaard supplerer: ”en af de afgørende principper i vores metode er, at når vi bruger robotter i sociale sammenhænge skabes der en ny interaktionsform og dermed en ny form for social realitet.” Teknologi kan derfor være social og påvirke mennesker. Denne erkendelse skaber fundamentet for forskningsenhedens arbejde.
Den interdisciplinære enhed for Robophilosophy og Integrative Social Robotics, arbejder ud fra Robophilosophy, der er defineret som ’filosofi for, af og med robotter’ og beskæftiger sig netop med, hvordan mennesker og robotter interagerer. Dertil anvender enheden metoden Integrative Social Robotics, som retter sig mod selve udviklingen af robotter, og hvordan humaniora er vigtig her. De to forskere har, sammen med deres kollegaer, gennem en række eksterne samarbejder forsket i og ydet konsulentarbejde om sociale robotter og teknologi, hvilket rækker fra fjernelse af bias i jobinterviews ved hjælp af robotter til formidling af social teknologi på museer.
Forskningsenheden startede ud fra en etisk bekymring for, hvad teknologi gør ved mennesket og samfundet, og har derfra bevæget sig mod også at se på, hvordan teknologi kan gøres anvendelig. Johanna Seibt beskriver, at: ”først handlede det mere om, at vi skulle beskytte samfundet og så kom ideen om en positiv anvendelse i meget konkrete kontekster. Det kom ud af vores forskning, hvor vi opdagede, at de sociale robotter også har nogle særegne egenskaber, som kan være meget nyttige.” Humaniora bidrager derfor både med kritiske, etiske overvejelser af social teknologi og med undersøgelser i brugen af teknologien. Der har sidenhen vist sig værdifulde anvendelser af sociale robotter, som ikke erstatter mennesker, men i stedet udnytter deres særegne kvaliteter.
Humanistisk forskning og indsigt gør det derfor muligt at skelne mellem god og dårlig teknologi ved at se på, hvilke menneskelige påvirkninger teknologi skaber. Med Christina Vestergaards ord ser enhedens forskning og adfærdseksperimenter på: ”hvordan mennesker opfatter teknologien som en social agent, og om de gør det, og hvad det betyder for den måde vi reagerer på teknologien og interagerer med den på.” Når de menneskelige påvirkninger er analyseret, er det muligt at sige noget om hvad der skal til for at gøre en teknologi god og anvendelig. I teknologiudvikling er det dermed essentielt at se på, hvad teknologi gør og hvordan det opfattes – Robophilosophys opgave – for at kunne skabe god teknologi, hvilket er målet med Integrative Social Robotics. Enheden arbejder derfor ikke kun på at se på robotters socialitet, men også på, hvordan teknologi i fremtiden kan se ud.
Humaniora er altså vigtig for udviklingen af teknologi, men menneskelig forståelse kan ikke skabe robotterne alene. Forskningen på enheden er bygget op omkring multidisciplinære udviklingsteams, hvor alt fra filosoffer til ingeniører hører til. Christina Vestergaard understreger, at: ”vi er nødt til at indgå i et samarbejde, hvor vi prøver at forstå hinanden på tværs af dem, der skaber teknologi og os, der analyserer på det”. Det er afgørende at mødes, og som hun beskriver: ”vi kommer kun dertil ved at tale teknisk sprog”. Et af de begreber, som benyttes af udviklere, er ’technology failure’ (teknologisk fejl), hvor teknologien fejler med dens intention. Derfor er det nødvendigt at gøre: ”’technology failure’ til det fælles, man gerne vil undgå. Ingeniører ser lige nu kun på privatliv og sikkerhed som parametre. De to parametre er simpelthen ikke nok. Der er også menneskelig accept”, understreger Johanna Seibt. Humanistisk indsigt fylder ifølge forskningsenheden altså et hul i den nuværende teknologiudvikling, som overser menneskelig accept af produktet, hvilket kan gøre, at produktet fejler.
Enheden har gennem årene samarbejdet med en række aktører, blandt andet i form af deres konsulentarbejde omkring det menneskelige aspekt i teknologi, og ønsker i fremtiden at arbejde endnu mere på tværs af discipliner. Drømmen er at udvikle deres egen robot på enheden, hvor alle parametre – privatliv, sikkerhed og menneskelig accept – er medtænkt i teknologiudviklingen, og hvor anvendelsen skaber menneskelige værdier i stedet for at erstatte mennesker. Johanna Seibt beskriver samarbejdet for en etisk ansvarlig og anvendelig teknologi således: ”det er ikke sådan, at du har en ingeniør, som laver noget, og så kommer der en antropolog som konsulent. Det er mere ideen, at vi prøver at lave noget sammen i en integreret udviklingsproces.”
Arbejdet med at forstå sociale robotter og deres interaktion med mennesker rækker altså ud over blot at forstå de menneskelige implikationer. Johanna Seibt arbejder for en: ”overgang fra refleksiv humaniora til proaktiv humaniora. Humaniora bør være en del af teknologiudvikling, fordi de nye interaktionsformer med robotter realiserer værdier eller nedbryder dem, og humanioras ekspertise er at være i stand til at undersøge den sammenhæng, dvs. at identificere brud på vores værdier og komme med konkrete forslag til hvordan værdifuld interaktion kan fremmes.”
Forståelsen for og efterspørgslen på den humanistiske indsigt i teknologiudvikling er stadig i sin vorden, men Johanna Seibt forudser, at vi i fremtiden bliver endnu mere opmærksomme på velvære i forhold til digitalisering og teknologi. Derudover får enheden i dag invitationer til teknologiske konferencer, hvilket ikke var tilfældet blot få år tilbage. I udlandet er der også større anerkendelse af social teknologi end vi lige nu oplever i Danmark. Enhedens arbejde er med til at skabe mere opmærksomhed på mennesket i teknologiudvikling.
Da teknologi påvirker mennesket socialt, er det også oplagt, at videnskaben om menneskets socialitet er en del af teknologiudviklingen. Humaniora kan ikke blot reflektere over konsekvenser, men kan helt konkret bidrage med afgørende forståelse for, hvordan vi som mennesker vil opleve teknologien. På den måde kan etisk værdifuld og anvendelig teknologi udvikles i multidiciplinære teams, hvor alle parametre er taget højde for.
