Aarhus Universitets segl

Master i humanistisk
organisationsudvikling

Humanistiske perspektiver på organisation og ledelse  

Master i

humanistisk

organisationsudvikling

Master i humanistisk organisationsudvikling er en uddannelse for dig, der arbejder med organisationer, ledelse, samarbejde og forandring – og som ønsker at forstå disse processer med mennesker og værdier i centrum.

Uddannelsen tager udgangspunkt i en humanistisk forståelse af organisationer som fællesskaber af mennesker. Her ser vi organisationer som steder, hvor mening skabes, værdier forhandles, relationer udvikles, og hvor teknologiske og økonomiske rammer hele tiden påvirker hverdagen. Derfor arbejder uddannelsen i krydsfeltet mellem filosofi, etik, organisation, ledelse og samfund.

Du møder teorier og perspektiver fra blandt andet filosofi og idéhistorie, men også fra sociologi, psykologi, pædagogik, antropologi og organisationsstudier. Det giver dig et solidt teoretisk fundament – samtidig med at undervisningen hele tiden kobles til praksis og konkrete organisatoriske udfordringer.

To masterstuderende og en underviser fortæller om uddannelsen.

Målgruppe

Uddannelsen henvender sig til medarbejdere på alle niveauer i organisationer, der er kendetegnet ved løbende forandringer, komplekse sammenhænge og forskellige – ofte modsatrettede – værdier, og hvor ledelse og ansvar udøves på tværs af roller og funktioner.

Kompetenceprofil

Uddannelsens faglige retning og vigtigste fagområder

Masteruddannelsen i humanistisk organisationsudvikling har til formål at give deltagerne dybtgående faglig viden og teoretiske redskaber til at forstå og udvikle organisationer på et humanistisk grundlag. I videre forstand er målet at udbygge den studerendes refleksions-, beslutnings-, samarbejds- og ledelseskompetencer. 

Uddannelsen tager udgangspunkt i, at organisationer må forstås i lyset af, at de først og fremmest består af mennesker, og at organisationsudvikling må baseres på en humanvidenskabelig forståelse af mennesker, dvs. som bl.a. relationelle, kommunikative, værdisøgende, meningsskabende og kulturbærende væsener. Uddannelsen anlægger således humanistiske vinkler på organisationer og ledelse gennem inddragelse og sammentænkning af etik, videnskab, teknologi, samfundstænkning og menneskesyn. Den henter sit teoretiske grundlag i filosofi og idéhistorie med bidrag fra tilgrænsende fagområder som fx sociologi, psykologi, pædagogik, antropologi, videnskabsteori m.v. 

Uddannelsen henvender sig til ledere og andre medarbejdere, som er involveret i komplekse beslutningsprocesser, dynamiske og åbne samarbejdsrelationer samt organisationsudvikling og forandringsledelse.  

Uddannelsen er baseret på såvel national som international forskning, som relateres til og perspektiverer de studerendes aktuelle eller tidligere arbejdserfaringer. I undervisningen får de studerende endvidere mulighed for at udforske hinandens organisationer og mulighed for at arbejde med konkrete problemstillinger af relevans for deres arbejde.  

Uddannelsen giver grundlag for at varetage højt kvalificerede funktioner ved institutioner og virksomheder med fokus på videns- og værdigrundlag, etiske opgaver og udfordringer, menneskelige relationer samt politiske, økonomiske og teknologiske rammer og vilkår.  

Samlet set vil de studerende opnå teoretisk beredskab og analytiske kompetencer til at stå i spidsen for en stadig kritisk refleksion over og konstruktiv udvikling af organisationer på et humanistisk grundlag. 

Masteruddannelsen i humanistisk organisationsudvikling er en åben videregående uddannelse på deltid, som ved et endt forløb giver den studerende retten til at betegne sig Master i humanistisk organisationsudvikling – Master in Humanistic Organizational Development.  

Kompetenceprofil

Den studerende skal gennem Masteruddannelsen i humanistisk organisationsudvikling erhverve sig følgende viden, færdigheder og kompetencer: 

Viden: 

  • Viden om centrale teorier og begreber inden for etik, filosofisk antropologi, teknologifilosofi og videnskabsteori med relevans for humanistisk organisationsudvikling 
  • Viden om grundelementer i argumentationsteori 
  • Viden om aktuelle praktiske og teoretiske problemstillinger inden for professions- og virksomhedsetik, organisationsteori og ledelsesteori. 

Færdigheder: 

  • Evne til at analysere etiske retningslinjer og etisk argumentation 
  • Evne til at reflektere over og vurdere organisationers og professioners værdigrundlag, menneskesyn og etik og hvorledes disse defineres og udfordres af politiske, økonomiske og teknologiske rammer og dagsordener 
  • Evne til at udlægge og analysere forskelligartede menneskelige relationer i komplekse organisationer  
  • Evne til at fremme ansvarlig implementering af teknologi 
  • Evne til at anvende grundelementer i videnskabelig metode og projektdesign 
  • Evne til at udvikle og formidle komplekse problemstillinger og løsningsforslag, som giver mening og værdi for de relevante interessenter.  

Kompetencer: 

  • Kompetencer til selvstændigt at formulere og gennemføre faglige udviklingsprojekter med respekt for mennesker og værdier inden for en given organisation eller virksomhed 
  • Kompetencer til at udvikle tværfagligt og tværprofessionelt samarbejde om værdibaserede løsninger med vægt på faglig ansvarlighed og eksistentiel mening 
  • Kompetencer til at udfordre, kvalificere og udvikle sin egen faglige og organisatoriske position. 

Tilrettelæggelse

Uddannelsen vægter 60 ECTS-point (1 årsværk) og er tilrettelagt på deltid over to år (fire semestre). Uddannelsen består af fire moduler, som hvert vægter 15 ECTS-point (0,25 årsværk).

Uddannelsen består af fire moduler, hvoraf det sidste er et masterprojekt (modul 4). Modul 1, 2 og 3 skal bestås før modul 4. Det er muligt at tage enkeltmoduler uden at tage hele uddannelsen; undtaget er mastermodulet.

Uddannelsen opbygges af et modul pr. semester i fire semestre. Undervisningen afvikles over fire weekender pr. semester (modul 1-3) støttet af det digitale system Brightspace. På Brightspace-siderne lægges undervisningsmateriale, programmer for weekendseminarerne, forelæsningsnoter og andet studierelevant materiale. 

Uddannelsens indhold og opbygning

Humanistiske perspektiver på organisationer, modul 1

Dette modul giver dig en grundlæggende forståelse af, hvad det vil sige at anlægge et etisk blik på organisatorisk praksis og hvorfor humanistiske perspektiver er afgørende for nutidig ledelse og organisationsudvikling.

Du introduceres til centrale begreber fra etik, videnskabsteori, filosofisk antropologi og teknologifilosofi og arbejder med spørgsmål om værdier, argumentation, menneskesyn og forskellige måder at forstå teknologi på.

Modulet styrker din evne til at bruge humanistiske begreber aktivt til at analysere og diskutere aktuelle udfordringer i organisationer og ledelse – ikke kun som faglige problemer, men som spørgsmål om ansvar, mening og værdier.

Modulet kan tages som et selvstændigt forløb og udgør samtidig det fælles fundament for det videre arbejde med etiske og humanistiske perspektiver på teknologi, organisation og ledelse på modul 2 og 3.

Etik, relationer i organisationer og rationalitetsformer, modul 2

Dette modul giver dig et solidt grundlag for at arbejde kritisk og konstruktivt med etik, værdier og relationer i organisationer – og med de forskellige former for rationalitet, der præger beslutninger og praksis.

Du arbejder med centrale etiske teorier og værdibegreber og undersøger, hvordan etiske, normative, økonomiske og empiriske rationaler former ledelse, ansvar og samarbejde. Gennem konkrete problemstillinger om virksomhedsetik, social ansvarlighed og organisatoriske relationer – herunder magt, ansvar og anerkendelse – udvikler du din evne til at analysere det, der faktisk er på spil i organisatorisk praksis.

Modulet kobler teori til dine egne arbejdserfaringer og danner rammen om skriftligt arbejde og refleksion over din professionelle rolle.

Modulet bygger videre på modul 1 og uddyber de humanistiske og etiske perspektiver gennem arbejde med etiske teorier og analyser af relationer i organisationer. Samtidig udgør modulet et centralt grundlag for det videre arbejde med professioner, teknologi og forandring på modul 3.

Teknologi, innovation og professionalisering, modul 3

Dette modul giver dig redskaber til at forstå, vurdere og udvikle organisationer og professioner i en tid præget af teknologisk, politisk og kulturel forandring.

Du arbejder med humanistiske perspektiver på forandringsprocesser og deres konsekvenser for arbejdets organisering, relationer, faglighed og professionsidentitet. Modulet sætter fokus på, hvordan nye teknologier, styringsformer og videnskabelige udviklinger ikke blot ændrer arbejdsgange, men også former roller, ansvar og faglige normer.

I undervisningen arbejder du blandt andet med professionsfilosofi, forandrings- og innovationsmodeller samt med analyser af implementering af robot- og AI-teknologier, human–robot-interaktion og brugen af big data i organisationer.

Modulet introducerer samtidig projektdesign og kvalitative forskningsmetoder og forbereder dig målrettet til masterprojektet på modul 4.

Masterprojekt, modul 4

På 4. modul gennemfører deltagerne under vejledning et masterprojekt med selvvalgt problemstilling inden for uddannelsens fagområder. I projektet inddrages teorier og metoder fra de forudgående moduler og der suppleres med relevant selvvalgt litteratur og andet materiale, herunder evt. empiriske data frembragt ved egne undersøgelser. Formålet er at sætte deltagerne i stand til at formulere, udarbejde og formidle et sammenhængende og selvstændigt projekt med relevans og udviklingspotentiale for deltagernes arbejdsfelt (forhenværende, nuværende eller kommende).

Tid og sted for undervisning

Undervisningen finder sted på Aarhus Universitet lørdag kl. 9.00-17.00 og søndag kl. 9.00-17.00.

Der tages forbehold for ændringer af datoer og tidspunkter for undervisningen.

Modul og indskrivningsperiode Tidspunkt for undervisning

Modul 1: Humanistiske perspektiver på organisationer

1. september 2026 - 31. januar 2027
Uge 36, 40, 45 og 49

Modul 2: Etik, relationer i organisationer og rationalitetsformer

1. februar 2027 til 31. august 2027

Modul 3: Teknologi, innovation og professionalisering

1. september 2027 - 31. januar 2028

Modul 4: Masterprojekt

Vejledning aftales med vejleder

Adgangskrav

Adgangskrav til Masteruddannelsen i Humanistisk organisationsudvikling er: 

  • en bestået mellemlang eller lang videregående uddannelse inden for det humanistiske, det teologiske, det samfundsvidenskabelige eller det naturvidenskabelige område
  • en bestået mellemlang eller lang videregående uddannelse fra handelshøjskoler
  • en bestået mellemlang eller lang videregående uddannelse fra teknika
  • en bestået mellemlang eller lang videregående uddannelse inden for det sundhedsvidenskabelige område
  • en bestået mellemlang videregående uddannelse som pædagog, socialrådgiver eller folkeskolelærer
  • en professionsbachelor inden for pædagogik, sygepleje eller som folkeskolelærer.

Derudover kræves minimum to års relevant erhvervserfaring i forlængelse af den adgangsgivende eksamen. 

På grundlag af individuel vurdering kan der dispenseres fra adgangsbetingelserne, hvis det skønnes, at du har tilsvarende uddannelsesmæssige forudsætninger for at kunne gennemføre uddannelsen.

Der kan ikke dispenseres fra kravet om 2 års relevant erhvervserfaring.

I forbindelse med tilrettelæggelsen af undervisningen er det en forudsætning, at du har god læsefærdighed i engelsk (svarende til niveau B), og at du har adgang til computer og internet.

Det er vigtigt, at du motiverer din ansøgning, da motivationen kan være afgørende for, om du bliver optaget.

Hvis der er flere rettidigt tilmeldte, kvalificerede ansøgere, end der er pladser, vil prioritering ske ud fra følgende kriterier:

  • argumenteret interesse for fagområdet
  • tidligere erfaringers relevans for studiet
  • motivation.

Sådan dokumenterer du erhvervserfaring

De to års erhvervserfaring skal ligge efter den adgangsgivende uddannelse og kan f.eks. dokumenteres på en af følgende måder:

  • Et ansættelsesbrev og seneste lønseddel
  • Første og sidste lønseddel (eller to lønsedler dateret med to års mellemrum)
  • En arbejdsgiverklæring, der indeholder ansættelsesperiode, stillingsbetegnelse og angivelse af timetal i ansættelsen
  • En lønseddel med anciennitetsdato

Dokumentationen skal være fra tredjepart. Det er derfor ikke tilstrækkeligt at sende et CV. Hvis du ikke har to års relevant erhvervserfaring fra én ansættelse, kan du sende dokumentation for flere ansættelser.

Hvis du vil bruge en arbejdsgivererklæring til at dokumentere erhvervserfaring, kan du bruge denne arbejdsgivererklæring-skabelon.

Studieordning og tilhørsforhold

Masteruddannelsen i humanistisk organisationsudvikling hører under Arts, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet.

I studieordningen kan du læse mere om de enkelte moduler, om adgangskrav og eksamensformer, og om hvilke kompetencer du opnår:

For generelle regler og bekendtgørelser vedr. masteruddannelser se Regler og bekendtgørelser

Studienævnet ved Institut for Kultur og Samfund har ansvaret for det faglige niveau, indhold, undervisning og prøver.

Ansøgning

Hvis du er ny ansøger, skal du søge via det digitale ansøgningssystem DANS, hvor du sender din ansøgning direkte i systemet.

Når du ansøger, skal du uploade

  • dokumentation for din adgangsgivende uddannelse (kopi af eksamensbeviser)
  • dokumentation for relevant erhvervserfaring (arbejdsgivererklæring eller kopi af ansættelsesbevis og lønseddel)

Har du inden for de seneste 3 år søgt om optagelse på en af vores efter- og videreuddannelser, behøver du ikke uploade den samme dokumentation igen.

Alle dine bilag skal indeholde navn og CPR-nummer.

Hvis du allerede er indskrevet på et enkelt modul, kan du søge optagelse til kommende moduler og valgfag på uddannelsen via selvbetjeningen i STADS. Du kan finde en genvej til selvbetjeningen via mitstudie.au.dk.   

6 uger efter ansøgningsfristens udløb modtager du svar på din ansøgning

Universitetet har ret til at aflyse et kursus eller udbudt undervisning efter ansøgningsfristens udløb. Fx i tilfælde af for få tilmeldte.

Universitetet registrerer persondata, adgangsgrundlag samt resultatet af universitetets behandling af ansøgningen. Behandling af personoplysninger sker efter Aarhus Universitets regler

Deltagerbetaling og afmelding

Deltagerbetalingen er per enkeltfag og ses i faktaboksen. Deltagerbetaling ved universitetets efter- og videreuddannelser pålignes ikke moms.

Deltagerbetalingen opkræves forud for semesterstart. Betalingen dækker omkostninger til undervisning, 3 eksamensforsøg pr. disciplin og administration. Der kan udover deltagerbetalingen være udgifter til undervisningsmateriale.

Deltagerbetalingen giver dig ret til at følge undervisningen i det semester, du er optaget i. Hvis du ønsker at deltage i det samme undervisningsforløb igen senere, skal du indsende en ny ansøgning om optagelse, og der vil blive opkrævet deltagerbetaling igen. En ny deltagerbetaling giver ikke flere eksamensforsøg, og du kan derudover ikke gå til eksamen i et allerede bestået fag.

Du får først eksamensret, når din deltagerbetaling er registret i vores system.

Statstilskuddet til deltidsuddannelse fastsættes i finansloven for et år ad gangen. Aarhus Universitet tager forbehold for eventuelle justeringer af deltagerbetalingen.

Læs om mulighederne for tilskud og finansiering


Afmelding og refundering af deltagerbetaling

Hvis du ønsker at afmelde dig fra et enkeltfag, skal du afmelde dig skriftligt til administrationen på Efter- og Videreuddannelse, Arts. Du afmelder dig ved at sende en mail til: evu.arts@au.dk.

Medmindre andet fremgår af dit optagelsesbrev, kan du få deltagerbetalingen refunderet, hvis vi modtager din skriftlige afmelding inden første undervisningsgang og senest 1. september ved undervisning i efterårssemestre og senest 1. februar ved undervisning i forårssemestre. Efter undervisningen er startet, er det ikke længere muligt at få refunderet din deltagerbetaling.

Kontakt

Vejledning om optagelse samt spørgsmål til indskrivning og fakturering

Efter- og Videreuddannelse, Arts Studier
Tlf.: 8716 1097
E-mail: evu.arts@au.dk

Spørgsmål til det faglige indhold på uddannelsen

Fagansvarlig, Anne Marie Olesen
Tlf.: 9352 2554
E-mail: filamo@cas.au.dk